Berits blog

R.I.P Cookie

2012-01-31T22:26:00.000+01:00

Gennem de sidste par år, har jeg tænkt på, hvordan jeg mon ville reagere, den dag, hvor en af mine tidligere hunde (her tænker jeg på Cookie og Echo, som jeg har fundet nye hjem til) ville rejse til de evige agilitybaner.

Tankerne har været der, fordi jeg jo havde både Charlie og Diva, som er/var over 13 år, og jo derfor godt har vidst, at de to ikke ville leve evigt, men alligevel har jeg tænkt, at det ikke havde den store relevans at tænke tankerne for de to unge hunde, som er født i 2002 og 2006. For der ville jo være mange år til det var relevant..... men sådan skulle det ikke være.

Her til aften fik jeg en SMS fra min veninde Janne (som Cookie flyttede hjem til for et par år siden). Hun skrev til mig, at Cookie var blevet overfaldet af en løs hund og havde brækket nakken. Der havde ikke været noget at gøre, og Cookie er nu væk - død - borte!!

Jeg er faktisk rigtig ked af det, selvom han jo ikke var "min" hund mere, og jeg i mit hjem ikke kan mærke forskel på igår og imorgen ift Cookie. Jeg kan bare ikke rigtig forstå, at han ikke ER mere, og at jeg aldrig ser ham igen. Så på en måde synes jeg, at jeg har mistet endnu en hund! Men min sorg er jo trods alt vand sammenlignet med Jannes og hendes to pigers sorg. Jeg ved, at han betød meget for dem alle, og Cookie var en lille konge, der nød livet som kontorhund i Jannes firma.

Cookie fiser den af på kontoret

Den måde som Cookie blev revet fra dem, er vel enhver hundeejers frygt? Det er en meget ringe trøst, at den overfaldende hund aflives i morgen. Det kommer Cookie ikke tilbage af, men samme hund bliver da trods alt ikke årsag til at andre skal opleve det samme.

Er agilityspændt....

2012-01-23T10:01:00.000+01:00

Ninja bliver 2 år i marts, så for mig handler det ikke om, at være hun skal skynde sig at blive gammel nok til at starte stævner, men egentlig bare om, at hun skal blive klar til at starte stævner. Jeg har ikke haft så pokkers travlt inden nu.

Men nu hvor sæsonen så småt er ved at sætte igang, kan jeg godt mærke, at det rykker mere og mere i mig for at komme afsted med Ninja. Jeg vurderer, at vi så småt er klar til springklasserne nu. Hvornår vi er klar til agilityklasserne må vise sig.

Ninja varmer op med gøgl i fotostudiet
Tjek lige det blik!

Jeg havde tænkt mig, at Ninja skal debutere til Ribe Hundevenners klasse 1+2 stævne i april, men overvejer at liste et DCH stævne ind inden, for jeg synes, at det er ved at tage mere og mere form til at ligne lidt, når vi løber, og jeg har rigtig meget lyst til at starte hende.

Hvordan er det så at løbe med en border collie, når man nu er vant til border terriere og sheltie? Noget virker en del nemmere, da "motoren" på Ninja altid er tændt, så jeg skal ikke bruge energi på at holde fart i hende. Men til gengæld så kræver det lidt tilvænning for mig, at hun altså har en helt anden skridtlængde og derfor lander andre steder end de små hunde. Det er også en forskel, at man ikke skal forstyrre hende ret meget, før hun river ned. Det var lidt som om pindene sat lidt bedre fast i mellem og lille klasse.....

Jeg er da ikke i tvivl om, at jeg nok skal få udfordringer, men jeg glæder mig alligevel og håber vi rimelig hurtigt kan finde melodien til stævnerne, når alle de små indlærte sekvenser kobles sammen på en hel bane. Videoen i dette indlæg hører til den længste bane, hun nogen sinde har prøvet at løbe.

Sov sødt min kære Diva

2012-01-15T01:25:00.002+01:00

I onsdags kyssede jeg for sidste gang Divas varme snude og lod hende rejse til de evige agilitybaner. Det var ikke en akut aflivning, men en helhedsvurdering af min gamle og helt særlige Divas dalende livskvalitet. Jeg mente, at det tiden var inde, da jeg ønskede en god afsked og også gode minder om hendes sidste tid.

Smukke Diva i hendes yngre dage

Diva har ikke løbet meget agility de sidste 1½ sæsoner. I 2010 blev hun halt omkring pinsen og døjede lidt med halthed hen over sommeren. Hun løb enkelte seniorløb-springløb i 2011, men selv med pindene på lav højde kunne være udfordrende for hende, så det stoppede, og hun måtte nøjes med at tusse rundt herhjemme og engang imellem få lov til at løbe lidt rundt mellem springvingerne i haven, hvilket hun også nød.

Men det sidste halve år er det stille og roligt gået ned af bakke for Diva.

Hun var blevet ret fladfodet og kunne nogen gange ikke holde til at gå lange ture - i hvert fald ikke på meget stenede veje.
Hendes hørelse forsvandt også og var til sidst skrumpet ind til et minimum, hvilket blandt resulterede i lidt signalforvirring og nogen gange i forskrækkelser, fordi hun kunne føle sig overrumplet, når hun lå der i sin egen verden.
Hun fik lidt svært ved at holde sig, og jeg måtte flere gange om ugen op om natten for at lukke hende ud, og jeg har tørret op efter hende flere gange den sidste måned.
De sidste 1-2 uger var hun begyndt at levne lidt af sin mad, og hun kastede sig ikke glubsk over maden mere (hele livet har hun være meget madglad og altid tømt sin madskål). Det sidste tolkede jeg som om, hun selv var ved at "lukke ned".

Men bortset fra de ting, så virkede hun ikke syg og dårlig og var til sin sidste time altid frisk på at lege med bold eller lege på agilitybanen, men når der ikke skete noget spændende, lå hun bare og sov. Jeg kunne måske godt have trukket min beslutning et par måneder mere, men jeg føler, at jeg lod Diva rejse mens der stadig var lidt værdighed i kufferten, og de sidste billeder, jeg har på nethinden af hende var en glad hund, der stadig kunne løbe glad omkring.

Den allersidste dans - hun var så glad!

På vej til dyrlægen gjorde jeg holdt hos slagteren og købte nogle oksekødsstrimler. Derefter fandt jeg en dejlig naturskøn plet, hvor den flotte eftermiddagssol skinnede. Her spillede vi bold, og Diva løb lykkeligt - og som altid højlydt gøende - efter bolden, som hun troligt returnerede for mine fødder. Hun så så uendelig glad ud, og jeg tog også nogle billeder af min gamle glade hund (billederne over og under dette afsnit). Oksekødsstrimlerne faldt også i hendes smag, og hun slugte dem nærmest bare.

Diva mellem et par bjæf - hit nu med flere kødstrimler!

Det var med disse skønne billeder frisk i erindring, at jeg snøftende nussede Diva, mens hun stille sov ind. Det er for mig det eneste rigtige, at jeg er ved mine hunde, når de sover ind, og jeg vil også helst gøre det alene (dog med dyrlæge, tak). En aflivning er i mine øjne ganske uden dramatik og de tre, jeg har oplevet har været ganske fredfyldte.

En af Divas yndlingsbeskæftigelser var at hyrde bølger

Jeg lagde hende i buret bag i bilen og kørte hjem, hvor Henrik havde været så sød at grave et hul til hende. Nu ligger hun i vores lille "skov", og selvom jeg ikke har tænkt mig at dyrke stedet, så kan jeg mærke, at det er det helt rigtige for mig, at mine hundes døde kroppe er stedt til hvile på et for mig kendt sted.

Et ret udmattet makkerpar efter et sommerkursus

Nu er det slut, og jeg sidder tilbage med mange mange smukke minder. Jeg har set videoer fra nogen af vores løb, og jeg troede, de ville få mig til at tude, men de får mig heldigvis til at smile og gense en fantastisk arbejdsglad hund, der bare elskede agility, og huske på, hvor meget jeg altid nød at løbe med den lille sprælske dame.

Videoen er fra Dania Cup, og der er Diva virkelig også sprælsk.
Jeg elsker denne video fordi hun til sidste ikke kunne modstå den meget fristende tunnel :-)

Netop Divas sprælskhed og evige arbejdsglæde har uden tvivl gjort noget særligt for mig. Da jeg i 2007 gik ned med stress, så var hun nok min vigtigste "medicin". Diva var nemlig ligeglad med, om jeg var lidt ved siden af mig selv og lidt mut. Hun "råbte" bare: Hallo - Kom igang, vi skal løbe agility!!" Ingen tvivl om at særligt hende blandt alle mine hunde havde en meget positiv indvirkning på mig i den periode, for jeg kunne ikke andet end at efterkomme hendes "ordrer", og hun gav mig en helt særlig glæde og duelighed i den periode.

Diva til Jutlandia Cup 2009

De mange minder rummer også rejser med landsholdet i årene 2005-2006-2007 samt stævner i Sverige og Tyskland. Diva var sådan en sød og nem hund at have med på sådanne ture. Hun faldt bare ind alle steder, og jeg tror hun kunne "lugte" agility. I hvert fald blev hun ellevild, når vi til mesterskaberne ankom til hallerne (selvom vi altid ankom før der var gang i agilityen). Hun havde en hel klar fornemmelse af, hvad der ventede hende.

Sverige 2007 - nyslået Svensk Hopp Champion

Diva kom jo først ind i mit liv for 7 år siden, og det var nok mere eller mindre et tilfælde, at det var mit liv og ikke en anden agilityhandlers liv, hun blev en del af.

Et stort privilegium at have fået lov at nyde en hund som Diva

Diva var allerede dengang en superhurtig og dygtig agilityhund, som absolut hørte til i toppen herhjemme. Louise, der ejede Diva, havde også været på landsholdet med hende, og der var ingen tvivl om, at Diva levede og åndede for agility, og Louise mente ikke helt, at hun kunne give Diva alt det agility, som hun altid hungrede efter. Der stod jeg så og var helt vild i varmen efter at løbe med den lille - og til tider lettere uforudsigelige sheltie. Jeg er stadig fuld af beundring og taknemmelighed overfor Louise, der overlod træning og stævneaktivitet af sin, nok bedste agilityhund nogensinde, til mig. Med tiden blev Diva dog min hund og ikke kun til låns, så hun også kunne nyde sit otium hos mig.

Mange tusind tak til Louise, fordi hun gjorde det muligt for Diva og mig at få så mange store oplevelser sammen i ind- og udland.

Diva var en meget ivrig tilskuer, der nød at ruske sit tøjdyr,
når der var aktivitet på "HENDES" agilitybane.

Diva var en hund, der både på og ved agilitybanen var en meget stor personlighed. På banen var hun altid energisk og angreb nærmest banen. Som tilskuer husker mange hende, som den lille charmerende sheltie, der stod og ruskede i sit legetøj, mens hun kom med små hysteriske lyde. Derhjemme var hun mere den stille og anonyme hund, der krøllede sig sammen og sov og ikke gjorde det store væsen ud af sig.

R.I.P Min kære Diva - og tak for mange gode minder! Du bliver aldrig glemt!

Året der gik - 2011

2012-01-02T23:00:00.002+01:00

For første gang i 4 år synes jeg, at jeg kan se tilbage på et år uden de store og skelsættende begivenheder. Bare sådan et helt almindeligt år, hvor vores liv ikke er blevet vendt op og ned, som især sygdom de sidste 4 år har gjort det.

Vi nyder især, at der er stabilitet omkring Silas og hans sygdom, for han har jo ikke været ret heldig de første par år af hans liv, og det er skønt, at se ham godt på vej i trivsel og udvikling.
2011 har virkelig været familiens år. Jeg har nydt de mange små ferier, vi har holdt sammen og nydt, at Tobias har ønsket at deltage i vores små og ikke særlig eksklusive ferier, men der er også blevet tid til lidt andre ting i årets løb.

Januar:
Vi gik 2011 i møde hjemme på Havvejen til en stille og roligt nytårsaften. Måneden bød på et par af de få agilitykurser, som jeg deltog på i 2011. Det har været svært at sætte sig op til at løbe stævner/kurser med Echo, som jo er flyttet herfra, og Ninja har ikke været klar til den store kursus- og stævnedeltagelse.
Vinteren var hvid, meget hvid og der lå masser af sne, og det var som om det hele besluttede sig for at smelte på een dag. På grund af en meget ringe vandløbskonstruktion i grøfterne udenfor vores grund, så fik vi fornøjelsen af masser af smeltevand i haven, som endte med at løbe ind i huset, hvor det stod blankt på gulvet.

Februar:
Månedens klare højdepunkt var vinterferien, hvor vi opholdte os i Henriks forældres sommerhus. Det var en smuk og kold uge. Der var en bidende kulde, men der var også utrolig flot på Lundø. Sommerhusferier er bare altid så hyggelige, synes jeg. Det er bare helt anderledes end at opholde sig derhjemme, for i et sommerhus er vi bare mere sammen og hygger bare sammen alle 4. Eftersom vi sjældent er sammen alle fire pga Tobias´ efterskoleophold, så nyder jeg det så ubeskriveligt meget.

Marts:
En stille og rolig måned uden de store begivenheder. Sådanne måneder kan man også sætte pris på.

April:
Efter en lang kold vinter, så kom der pludselig et fantastisk forårsvejr, som vi spenderede på forkælelse - dels på et lækkert hotelophold for Henrik og jeg på Hotel Baltic. Hele familien blev i påskeferien forkælet med en campingferie på Hesselhus Camping, hvor det pludselig nærmest var sommer. I hvert fald var der fra den ene dag til den anden over 20 grader, og vi måtte køre til Silkeborg og købe sommertøj, for det var ikke lige det, som vi havde pakket.

Maj:
Jeg indløste min julegave fra Henrik, som var en forkælelsesweekend, som var hemmelig. Jeg blev bortført til det nordjyske, hvor vi havde en rigtig dejlig weekend på bl.a Gl. Vraa Slot. Det var så dejligt bare at have tid til hinanden, og det gjorde da bestemt ikke noget, at det også var en af de weekender med dejligt vejr.

Echo og jeg deltog også til agilitystævne i Løgumkloster, og Diva fik et par løb i senior. Sikke en præmiehøst og stævnet i Løgumkloster er bestemt værd at køre efter, hvilket der også var en del, der gjorde.

Juni:
Det var en rigtig skøn måned. Først og fremmest hev jeg den største ordre hjem nogen sinde. Jeg ved,at jeg ikke kom sovende til den, og arbejdsmæssigt fylder den stadig en del for mig med klargøring osv. Men jeg går stadig på sagen med krum hals og er stolt af, at have hevet ordren hjem.

Vi nød også en lille mini-ferie på Jespershus Resort sammen med mine forældre, som havde lejet en hytte på campingpladsen, men vi var i campingvogn. Igen havde vi fantastisk vejr og masser af hygge. Vi fejrede Tobias´ fødselsdag i i forteltet, og fandt ud af, at det faktisk kunne rumme hele selskabet.

Ribe Hundevenner fik afholdt Kingsmoor Cup i pinsen, hvor vi jo har tradition for at holde et populært tre-dages stævne. Det er altid skønt at opleve alle de tilfredse deltagere. Echo fik kvalificeret sig til finalen, hvilket jeg var godt tilfreds med, selvom det ikke blev til nogen placering, så elsker jeg at løbe finaler.

Juli:
Vi deltog på Dansk Hundeferie i Nymindegab. Det var en dejlig uge med masser af hygge og lidt hundearbejde. Jeg trænede spor- og eftersøgningsarbejde med Ninja, og det var interessant nok at prøve lidt andet hundearbejde. Jeg har desværre ikke rigtig fået fulgt op på det, selvom jeg syntes godt om det.

August:
Det er en rigtig dyr måned. Faktisk koster den kr. 140.000. Etablering af rensningsanlæg, isokern i skorsten og til sidst, men absolut også det flotteste af projekterne: Etablering af forhave og indkørsel. Min far er en uvurderlig hjælp til denne opgave, og vi er så glade for resultatet, som alle kommenterer, når de ser forandringen første gang.

September:
Echo er for første gang kvalificeret til DM. Vi løber både hold og individuelt og faktisk ligger vores hold "Prinsessen og de tre musketerer" meget lunt i svinget til at vinde Hold DM efter springløbet, men vi kikser totalt, da det gælder. Individuelt blev vi nr. 8 med 10 fejl på kontoen.

Jeg udstiller Ninja for første, sidste og eneste gang, og hun får et "fint" blåt bånd, som jeg er udmærket tilfreds med.

Oktober:
Vi nyder efterårsferien på Sjælland, hvor vi flytter ind hos Tina Mette og Kim i nogle dage, og nyder hinandens selskab. Det er en dejlig ferie - og bedst af alt så fungerer det superfint med de 8 hunde. Vi får blandt andet tid til at tage en tur i Tivoli sammen med Tina Brigo og aflægge et visit hos Hanne Svejstrup.

November:
Den største begivenhed i denne måned er et besøg hos en psykoterapeut, som Henrik og jeg opsøger, fordi spisesituationerne med Silas bliver mere og mere frustrerende. Og selvom det for udenforstående ikke lyder som noget særligt, så er det faktisk et stort vendepunkt for os. For her får vi værktøjer, der letter spisesituationen for hele familien og ser ud til at afværge den indlæggelse, som Skejby stod klar med for at hjælpe os.

December:
Julemåned er lig med hygge. En dejlig juleferie synger på sidste vers og i morgen er første arbejdsdag efter ferien. Jeg kunne sagtens have holdt ferie et par dage mere.
Vi nød juleaften hos mine forældre og blev hos dem et par dage - blot for at køre hjem og pakke bilen om til at 6 dage i sommerhus ved Saksild, hvor den stod på hygge, hygge og afslapning.

2012:
Nu er 2012 stadig i sin spæde start, og jeg glæder mig til at debutere med Ninja i denne sæson. Jeg vil ikke sætte mig mål for sæsonen, men blot se, hvordan vi udvikler os sammen. Jeg føler mig næsten som en ny hundefører, nu hvor jeg skal løbe i stor klasse og pludselig skal løbe med en helt anden type hund. Men jeg glæder mig, for det er altid en fornøjelse at arbejde med Ninja.

Jeg beklager, at gennemgangen af 2011 ikke er ledsaget af billeder, men da mine billeder ligger spredt i en stor pærevællling på div SD kort og harddisks, så vil det nok tage mig flere dage at finde billeder frem til årets tekst, så hermed sætter jeg mig det mål at få styr på billederne for 2011 i løbet af denne måned. Det er da et meget forsigtigt nytårsfortsæt

Medmennesker.....

2011-12-30T21:16:00.001+01:00

Ofte kan jeg undre mig over folks menneskesyn og intolerance. Mest af alt kan det undre mig, hvor meget negativ energi nogen kan bruge på andre. Masser energi, der lidt konstruktivt sagtens kunne bruges på andre og mere positive ting.

Når man er mor til en teenagesøn, så må man somme tider lægge ører til, hvor meget f.eks en efterskolekammerat kan være provokerende eller dum. For nogle unge er det tilsyneladende svært at indordne sig under efterskolenforholdene/-kammeratskaberne. Nogen af dem har måske også deres at slås med i forvejen, og det bedste råd jeg kan give videre til Tobias er, at han skal bære over med dem og om ikke andet, så kan han have ondt af dem, fordi de ikke mestrer at indordne sig og være gode kammerater på skolen. Jeg tror bestemt gerne, at han forsøger at hjælpe dem på vej, men nogen gange rækker ens intentioner ikke mod sådanne opgaver. Selvom medlidenhed ikke er en særlig positiv følelse, så bruger man dog ikke så meget energi på medlidenhed, som irritation i de her tilfælde.

Gennem en periode bemærkede jeg, at en bekendt jeg har, i sin omtale af andre personer altid var negativ. Det gjaldt både hendes familie og vores fælles bekendte (af nærmere og fjernere karakterer - især nok de fjerne). Det var ikke fordi hun nødvendigvis sagde negative ting om personerne, men gav tydeligt udtryk for, at deres selskab ikke var specielt ønsket - ikke overfor dem selv, men overfor andre. Men nogen af dem fik også det "glatte lag" med på vejen.

Da jeg havde hørt sådan om mange fra hendes mund, kom jeg til at tænke på, at jeg jo faktisk også kender rigtig mange af de samme personer, men jeg har det slet ikke på samme måde med dem. Det kan da godt være, at der er enkelte iblandt dem, som jeg ikke lige invitere dem med på en uges ferie i campingvognen, men jeg kan sagtens være i stue med dem og føre en civiliseret samtale med dem. For mig er rummelighed og tolerance et værktøj, der gør livet en del nemmere, og som (med årene) faktisk ikke falder mig ret svært. Desuden er jeg af den overbevisning, at alle rummer noget godt, og folk nogen gange har en årsag til at agere, som de gør. I min verden er der uendelig langt mellem onde mennesker.

Hvis du også ser dine medmennesker gennem mørke briller, så prøv et lidt mere lyst og åbent syn på dem. Lad det evt. være et nytårsfortsæt. God nytår!

Glædelig jul

2011-12-24T00:07:00.001+01:00

Jeg ønsker alle mine bloglæsere en rigtig glædelig jul samt et forrygende nytår

Julekortet er traditionen tro kreeret af Damborg-grahic

Tak fordi I har hængt i og tak for kommentarerne både på bloggen, mails eller ude i den "virkelige verden". Nogle af dem har rørt mig eller inspireret mig. Det giver skriveriet mening,så jeg også har lyst til at fortsætte.

Skal - skal ikke?

2011-12-23T00:04:00.001+01:00

Jeg har gennem længere tiden gået og overvejet at sterilisere Ninja. Men jeg vakler sådan lidt, der er jo både for og imod.
Overvejelserne begyndte dengang Ninjas kuldbror fik konstateret OCD. Så var min tanke bare, at udover, at det var praktisk nok at slippe for en løbsk tæve - med en ægte hanhund i huset, så ville jeg da heller ikke blive fristet til at lave et kuld hvalpe på Ninja. Det er nu overhovedet heller ikke med det formål, at jeg har købt hende, men derfor kan man jo aldrig vide sig sikker, hvis man synes, at ens tæve har noget at byde på.... og finder den rette hanhund osv.

Jeg må indrømme, at jeg tror på, at OCD i høj grad også er arveligt - jeg tror i hvert fald, at hundene er arveligt disponerede. Der er godt nok også respekterede opdrættere, der hælder til den tro, at det mere handler om, at hvalpekøberne ikke passer godt nok på deres hvalpe. lader dem løbe og lege for vildt og/eller fodrer dem forkert, og at det ikke har det fjerneste med genetik at gøre. Men det er da påfaldende underligt, at der er tydelige sammenfald i stamtavlerne på de fleste af de hunde herhjemme, der har fået konstateret OCD de seneste par år. Disse "uansvarlige" hvalpekøbere kunne man jo næsten mistænke for at udvælge deres hunde specifikt efter disse linjer...... Hvor sandsynligt er det??

Det virker dog som om, at jeg måske bare er hysterisk og pessimistik, for folk er stadig helt pjattede efter at avle på disse linjer. Men hvad ved jeg også om avl og genetik? Ja sådan set ikke noget særligt (bortset fra arvegangen på Cystisk Fibrose, som i øvrigt er den samme som på CEA - dermed lærte hundefolkene også noget i dag, men CEA har jo intet med en evt. arvegang for OCD at gøre)

Ninja - en oplagt hund, der mageligt ligger på ryggen og leger

Jeg har stadig ikke steriliseret Ninja. Gør jeg det?

Måske.... Jeg gør mig også lidt tanker om, hvad der sker med hendes pels, hvis jeg steriliserer. Har ikke lyst til at løbe den risiko, at hun bliver en stor pels-bolle, der fælder året rundt. Jeg kunne også godt bruge de kr. 3-4.000 til noget andet lige nu. Sådan set er hun upåvirket af løbetiderne, men de ville da være rart nok at slippe for dem. Hvis jeg nu ikke steriliserer hende overhovedet og senere skulle ændre mening om hvalpe, så kan jeg vel få vished for, om det bare er mig, der er pessimist og smådum, for genmaterialet spredes jo til stadighed til højre og venstre, så risikoen for OCD er jo eksisterende hos de mange nye hvalpe, hvis det er genetisk betinget. Måske kommer der ikke flere OCD tilfælde. Måske ligger det også bare gemt i generne og kommer om en generation eller to, kunne man vel frygte, når man nu ikke kender så meget til arveligheden, måske får man styr på arveligheden?!
Tja, som sagt - jeg har ikke forstand på det. Jeg er bare en simpel hundeejer, der kun kan læne sig op af min fornuft og logik og derudfra forsøger at drage en konklusion, som gør, at jeg lige nu ikke overvejer at lave et kuld hvalpe. Heller ikke selvom OCD "bare" kan "fikses" operativt i de fleste tilfælde.

Forkerte motiver

2011-12-18T00:53:00.000+01:00

Man er et produkt af den "bagage", man bærer rundt på. Det er nok derfor jeg synes, at børnetøj med engle er helt helt forkert, selvom markedet bugner med pigetøj med engleprint på. Jeg stivner også nærmest helt, hvis nogen kigger sødt på Silas og siger "Nej hvor er han da bare en lille engel". I min verden har jeg desværre lært, at børn ikke omtales som engle, fordi de er søde, men desværre fordi de er døde. Men jeg ved godt, at de fleste andre ikke tænker sådan, og naturligvis ikke mener noget andet end, at ens barn er en dejlig unge.

Men forresten kan jeg heller ikke lide dødningehoveder på børnetøj.... Synes bare også det er upassende. Så dem kan andre få lov til at købe, så snupper jeg dem med robotter, tal og motorcykler på

Julehjælp

2011-12-14T21:54:00.000+01:00

Nu er der kun 10 dage til juleaften, og jeg er næsten klar til julen. I hvert fald mangler jeg ikke at købe ret mange gaver. Faktisk kun 3. Andre har noget længere vej til noget, der ligner en rimelig jul.

På Facebook har jeg læst med på en gruppe, der hedder Julehjælp. Det er en gruppe oprettet på privat initiativ for at hjælpe trængende familier. Familierne kan lægge ønskesedler ind, og det gør faktisk lidt ondt på mig at læse, hvad de søger til at forsøde deres jul med. Nogen ønsker pynt og godter, men en del også div. gaver, som ikke bare er legetøj, men også tøj og sko. De stiller jo ikke nogen krav til, at legetøj og tøj/sko skal være nyt, og vil tage til takke med utrolig lidt.

Jeg er overbevist om, at vi alle kan finde noget i vores gemmer, som sprede lidt glæde hos andre. Jeg har i hvert fald fundet lidt til et par familier.

Så ellers også i nyhederne, at danskerne har modstand mod at støtte diverse julehjælpsorganisationer efter den der politiske fattigdomsfadæse med "Carina". Nu har den gængse dansker den opfattelse, at der ingen fattige findes i Danmark. Det er naturligvis ikke sandt, og selvom børn ikke behøver at få IPads, X-Box osv for at få en god jul, så bør de da i hvert fald kunne en gave af en eller anden art og lidt knas til julen. Kig lige ind forbi "Julehjælp" og se om du kan glæde en familie.

Vind og vejr og frygten for en gentagelse

2011-12-09T22:08:00.000+01:00

Udenfor rusker stormen stadig og dagen i dag har været lidt nervepirrende. Da jeg stod op bemærkede jeg, at noget af min agilitybane stod under vand. Der plejer ikke at stå vand i vores have!

Pytterne blev større og større.
Henrik forsøger at lave noget dæmningsværk med presseninger og jord.

Det ledte jo tankerne hen på den oplevelse vi havde i januar måned, hvor vandet pludselig stod ind i gangen og man kunne soppe rundt i underetagen.

For en uge siden ringede Henrik til kommunen for at sige til dem, at grøften udenfor haven var stoppet og vandet stod ret højt, og det ville give problemer, hvis der kom store mængder regn. De lovede at komme og kigge på det.

Her til morgen ringede han så igen for at sige, at nu var det ved at være alvor, og forsøgte også at referere til, at vi havde haft vand stående 15 cm op af døren tidligere, så vi vidste, hvad det kunne ende med. Da de ringede tilbage var eneste svar bare, at de ville se, hvad de kunne gøre, og de håbede, at det kunne blive i dag...........

Ret høj vandstand i grøften
- som man kan se så er vores græsplæne i niveau med vandstanden

Jeg gik og grublede lidt, for jeg en af mine gode kort-veninders mand er chef for den afdeling i kommunen. Jeg kunne ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt jeg kunne tillade mig at skrive direkte til ham, men egentlig havde jeg ikke lyst til at skulle soppe rundt i gangen igen, og vi var ikke særlig trygge ved bare at se tiden an (ikke mindst fordi man i nogen afdelinger ved kommunerne ikke kan få fat i et øje efter kl 12 om fredagen). Så jeg tillod mig at sende ham en mail, selvom jeg var lidt træt at trække i trådene bagved de andre henvendelser. I mailen vedhæftede jeg billederne fra indlægget her samt linket til blogindlægget fra januar, der indeholder billeder af hvor meget vand, vi havde i haven - og i gangen ikke mindst.

Den mail fik sat skred i tingene. Tror billederne talte deres tydelige sprog. Tak med tak på for straks-respons! Kommunen fik nu sørget for en kortsigtet løsning, der skulle sikre os weekenden over, og nu behøver vi ikke sidde og være nervøse over det.

Allertiders julefest

2011-12-04T08:53:00.000+01:00

Silas og jeg var i går til juletræsfest i Silkeborg, hvor Foreningen Cancerramte Børn inviterede indenfor på Lunden. Det er bare sådan en dejlig julefest. Jeg bliver virkelighed helt varm om (jule-)hjertet ved tanken og fyldt med taknemmelighed for alt det arbejde, som adskillige frivillige gør for at skabe en meget hyggelig dag. Som mange ved, så lægger jeg jo selv et stort frivilligt stykke arbejde for selvsamme forening i kraft af mit kortprojekt Cancerkort, så jeg ved også godt, at man føler en enorm tilfredsstillelse ved at kunne gøre en forskel for disse familier.

Dagen var baseret på julehygge og startede med, at der var mulighed for at lave juledekorationer og papirklip. Alle materialer var til fri afbenyttelse, og der kom mange interessant kreationer.

Juledekoration designet by Silas
(udført af mor efter hans anvisninger
- en rigtig designer har vel folk det til sure arbejde)

Mens vi andre hyggede os med ler, gran og klip/klister, så stod der et team på ca 10 personer og knoklede i køkkenet med at lave den skønneste julemiddag. Naturligvis var der også underholdning for alle aldre med julenissen Jokum, der også kunne trylle. Der var dans om juletræet, og selveste Julemanden, som Silas har talt meget om de sidste par dage, delte en pakke ud til hver af de fremmødte børn.

Julemanden var meget omsværmet

Det var så sjovt at have Silas med til arrangementet, nu hvor han er blevet 3 år og ved, hvad nisser og pakker er. Hvis han ikke gad at høre efter, kunne jeg bare sige til ham, at han jo skulle huske, at julemanden kun gav pakker til de børn, der var søde og hørte efter, hvad man sagde. Sikke en samarbejdsvilje, det kunne udløse. Desværre er argumentet/truslen meget sæsonbetinget.

Silas gav mig den gave, at han spiste to æbleskiver.
Det var stort for mig, da han også plejer at afvise æbleskiver

Arrangementet er særligt, fordi man møder familier, som man har lært at kende under behandlingsforløbet og som man har "oplevelser" og "erfaringer" tilfælles med. Familier, som har også har vundet kampen samt nogen af de familier, hvis barn desværre tabte kampen. Der er en helt særlig samhøringhed ved denne juletræsfest, som slet ikke tåler sammenligning med en juletræsfest i fagforbundet, idrætsforeningen eller på jobbet. Jeg ønsker ikke for andre, at de skal opleve denne specielle samhøringhed (altså fordi jo ligesom betinger, at man har haft eller har et barn i kræftbehandling, og det ønsker jeg naturligvis ikke for andre), men det er bare noget helt specielt ved stemningen. Den er så livsbekræftende og fyldt med taknemmelighed både overfor FCB og livet i det hele taget.

Gode råd er dyre

2011-11-27T20:21:00.000+01:00

....men somme tider også det hele værd.

For et par uger siden besøgte Henrik og jeg en psykoterapeut, som pædagogerne i Silas´ børnehave havde anbefalet os. Som jeg før har skrevet om, så har vi nogle spiseudfordringer ift til Silas, og det var dem, som vi søgte hjælp til at løse.

Vi havde en samtale på 1½ time med Trine Alvilda Jensen, som hun hedder. Det er svært at sige præcis, hvad der "skete" i samtalen, men vi talte naturligvis om mad og måltider.

Når man har et barn, der som Silas har været meget underernæret og virkelig har brug for mange kalorier (personer med cystisk fibrose har brug for at indtage flere kalorier end raske, da de ikke optager næringen så godt), så bliver man meget bekymret, når knægten ikke spiser. Ydermere så er han ikke spor villig til at smage på nye ting.

Det er meget let at indtræde i en ond cirkel, hvor der bliver overdrevet meget fokus på mad. Hos os var det blandt andet noget med, at vi lokkede ham til at spise for at opnå noget mere attraktivt mad/chips/medicin osv. samtidig med, at vi havde meget kontrol over hans spiseri. Når man sidder i det, så er det nok ikke sådan, at man selv synes, at man kontrollerer, men det var noget med at være over ham med opfordring til at spise/tage en bid mere osv. Tænk hvis nogen sad og kommenterede hver en bid, du tog?

Det skullle vi arbejde med. Vi skulle slippe ALT kontrol med maden.

Stille en lille buffet op af det mad, som vi synes måltidet til Silas skulle bestå af - men det skulle jo være mad, som vi vidste, at Silas ville spise/kunne lide.
ikke kommentere på, hvor lidt eller hvor meget, Silas spiste - heller ikke noget med at rose for at spise
ikke tjekke om der var noget levnet i madkassen i børnehaven
lave måltidet hyggeligt

Når jeg skriver, at måltidet skulle gøres mere hyggeligt, så var det ikke fordi det ellers var "uhyggeligt" før, men vi skulle især have fokus på at flytte opmærksomheden fra maden til samvær/hygge.

Det har blandt andet betydet, at vi nogle morgener har fået friskbagt brød. Selvom Silas ikke rigtig vil spise de friskbagte boller, så er stemningen alligevel mere hyggelig end hvis vi sidder med havregryn. Vi forsøger at lave en struktur på ugens aftenmåltider, hvor vi enten Henrik eller jeg er udpeget til at tage os af "dagens aftenmåltid" i ugens løb.

Den "opskrift" gav vi kr. 850 for, og rådene kan jo virke som logik/bagateller, når man ser det udefra. Men vi var kørt fast en bekymringscirkel, som gjorde det med mad ret anstrengende. Nu har vi prøvet opskriften i 2½ uge, og jeg synes, at det virker ret godt. Det er ikke nogen revolution. Til nogen måltider spiser Silas ikke ret meget (som her til aften, hvor han ikke spiste så meget som een krumme) og til andre spiser han godt til og beder om mere. Så når man ser ud over en hel dag, så tror jeg faktisk, at han får indtaget en tilfredsstillende mængde - uden at vi blander os i det.

Det var en dejlig bonus, at jeg fik en sms fra en af de andre "cancerforældre", som kunne fortælle mig, at hun havde lyttet til de ting fra "opskriften", som jeg videregav til hende under en chat på Facebook, og selvom træerne hos hende heller ikke vokser ind i himmelen, så havde hun helt klart også en effekt af rådene. Det gjorde mig bare rigtig glad, da jeg kunne sætte mig ind i hvor meget det lille fremskridt havde lettet hende.

Imorgen skal vi til kontrol på Skejby og så må vi se, hvad vægten siger. Jeg tror ikke, at han har tabt sig, men hvis han har, så tror jeg godt, at jeg kan se, at vi lige nu er inde i en proces, som nok skal bære frugt på den lange bane.

Tatoos og følelser

2011-11-22T18:15:00.001+01:00

Personligt er jeg ikke til "røvgevir" og delfiner på fodleddet, men at andre ynder denne form for kropsudsmykning er da sådan set ok for mig, men i mit job ser jeg en del afklædte kvinder, og selvom jeg ikke står og overbeglor dem, så bemærker jeg da somme tider div. Kropsudsmykninger, som jeg slet ikke misunder, for de bliver så sjældent kønnere med årene, og når de så er tegnet op på en flot spændstig hud, der 10 år efter er blevet slap, så er det pludselig rigtig svært at blive misundelig.

Hvis jeg en dag skulle have en tatovering, så skulle det klart være en personlig tatovering, som sagde mig en hel masse, og passede præcis til mig, og ikke bare var en tilfældig krussedulle i tatovørens bog, der lige tiltalte mig på dagen.

Jeg så et program i fjernsynet en aften for snart længe siden. Jeg tror, at temaet var idol-dyrkelse, og det var vist et af Bubbers programmer. I programmet så man en ung pige, som var Nik og Jay-fan. Hun skulle hen og tatoveres, og jeg krummede sådan tæer på hendes vegne, da det fremgik, at hun skulle hen og have lavet en ”Nik og Jay-tatovering”. Jeg tænkte straks, at ”Hallo, om 10 år (eller langt tidligere) har du da så meget fortrudt den tatovering!!”.

Men så kom forklaringen. Det som hun skulle have tatoveret var titlen på nummeret”Når et lys slukkes, tændes der et nyt”, og der var noget helt særligt i den sætning for hende, for hun var nemlig organtransplanteret, og der sad jeg og skiftede helt sindsstemning fra at være sådan lidt ”opgivende-i-forhold-til-hvad-teenagere-nogen-gange-beslutter-jeg-har-ligefrem-lyst-til-at-ruske-dig-til-fornuft” til at blive så ufattelig rørt, for den tatovering blev med et trylleslag fantastisk smuk for mig.
Måske udleverer jeg nu min store dejlige dreng Tobias på 16, men jeg kan ikke lade være, og jeg håber, at han tilgiver mig. På en tur hjem frem efterskolen, snakker vi om tatoveringer, og det er jo ikke overraskende, at han da også gerne vil have sig en tatovering, når han bliver ældre. Han siger da også, at han er helt klar over, at det er usmart, at have tatoveringer på halsen og steder på kroppen, hvor det er svært at dække.

Men han har nu også tænkt sig en helt særlig tatovering. Det skal være to foldede hænder tatoveret på hans bryst, og så skal der stå ”Silas” oven over hænderne. Det skulle symbolisere, at han ville bede for sin lillebror. Om jeg gengiver det helt korrekt, ved jeg faktisk ikke, for jeg blev faktisk meget berørt over det, og måtte prøve at genvinde fatningen og svarede vist noget med, at det var meget smukt og havde en flot symbolik. Samtidig med at jeg blev ganske stolt af hans omsorg og bekymring, så gør det mig også ondt, at Tobias skal lide under bekymringer ift Silas, men det er bare sådan det, når man er ”rask søskende”. De går absolut ikke ram forbi, hvis nogen tror det.

Teenagere og fornuft

2011-11-14T17:42:00.005+01:00

Ja, det lyder måske ikke som det mest oplagte match, men det kan nu svinge meget godt sammen, vil jeg nu sige. Naturligvis er der somme tider lidt udfald på ledningen, når ens hjerne er under ombygning.

Men men der er nu godt nok et punkt, hvor Teenageren er kommet rimelig meget til fornuft. Gennem de sidste år har det været meget vigtigt, at ens tøj havde det rigtige mærke, og at give 1.700 for et par cowboydere føltes åbenbart ikke som noget særligt - hvis man altså havde pengene til dem.

Tobias kunne også ofte fortælle mig om alle de tøjbehov han havde og alt det spændende tøj, han så til billige penge, som vi da burde købe nu. Jeg blev faktisk ret mæt af at høre om alt det her, så jeg besluttede mig for at indføre tøjpenge. Kr. 1.000 hver anden måned, som kun måtte bruges til tøj og sko.

Det gav bare en ufattelig ro. Bortset fra de sidste par uger op til udbetalingsdatoen, hvor Tobias allerede havde fundet sine køb på Smartguy og var helt elektrisk efter, at jeg skulle bestille tøjet. Selvom det nok har været lidt svært både at få sit mærketøj og at få pengene til at række, så synes jeg faktisk, at Tobias har klaret det super godt. Det lykkedes faktisk altid for ham på mærkværdigvis, og det har jeg da været stolt af.

Men da han var hjemme sidst blev jeg alligevel endnu mere stolt. Han spurgte mig om jeg ikke ville køre i Føtex, for så ville han gerne med. "Hvad skal du i Føtex?", måtte jeg lige vide. Jamen han skulle da købe noget tøj. Jeg var lige ved at tabe underkæben. Tidligere kunne man slet ikke købe noget som helst tøj til ham - jeg gentager NOGET SOM HELST - i Føtex, H&M eller lignende butikker.

Kort tid efter stod vi så i Føtex, hvor Tobias blandt andet købte "ukendt mærke" underhylere. For et halvt år siden var der INTET andet end Bjørn Borg, der duede på den front. Da vi trissede gennem kassen med 4 underhylere, 9 par strømper og en Tommy Hilfiger trøje (ja lidt mærke kom der da med i købet) kom jeg af med sølle kr. 500.

Tobias var blot kommet til den konklusion, at hvis andre kunne gå i "sådan noget" tøj, så kunne det da ikke passe, at han heller ikke kunne det.

Det er bare en kæmpe sejr, når ens teenager helt af sig selv kommer til fornuft og indser, at ens identitet og værdi jo ikke sidder udenpå kroppen, men indeni.

Søvn og gamle hunde

2011-11-12T10:04:00.000+01:00

Hvis nogen synes, at jeg engang imellem har så store poser under øjnene, at jeg kunne bringe storindkøb fra Bilka hjem i dem, så vil de fleste nok gætte på, at det er, hvad man kan forvente, som småbørnsforælder. Men lad mig sige med det samme, at Silas er helt uden skyld i det.

Det er mest min egen (fordi jeg ikke er så god til at finde i seng om aftenen) - og ikke mindst Charlies skyld. 50% af nætterne/tidlige morgener er det nemlig Charlie, der "venligt" sørger for, at jeg ikke ligger og snuer hele dagen væk. Typisk starter Charlie med "skønsang" mellem kl 03-06. Nogen gange vil han fortælle mig, at Diva altså skal ud (hun er ikke så god til at sige det selv og er med alderen desværre ikke ret god til at holde sig om natten, så hun står bare i tripper i sit bur), andre gange er det fordi vandskålen er tom, eller at han konstaterer, at han vist selv har noget, som han gerne vil af med ude i haven. Andre gange er det vist bare for at "berige" mig med skønsangen.... Og det hænder da også, at det lykkes ham at lave en trio, hvor Diva og Ninja bakker ham op.

Hvis klokken er på den anden side af 05, står jeg som regel op, men er meget omhyggelig med ikke at give hundene for to kroners opmærksomhed, og går som regel bare op i stuen og lukker lågerne ved trapperne, så hundene ikke har mulighed for at gøre mig selskab. Der er jo ingen grund til at belønne dem for div. koncerter.

Faktisk kan jeg godt lide at stå tidligt op og få noget ud af dagen, men jeg kan faktisk også godt lide at ligge og gasse den i sengen, selvom jeg ofte ligger og ærgrer over alt det, som jeg kunne have udrettet, hvis jeg ikke havde sovet så længe.

I dag sørgede Charlie for at vække mig kl 05.00, men da jeg ikke lige kunne se en god grund til hans "sang" fik han en lille skideballe og bud på at klappe i. Så gik jeg i seng og sov til kl 05.20, hvor han startede igen. Så lukkede jeg alle hundene ud i haven og besluttede mig for at blive oppe.

Så jeg sorterede lidt vasketøj, ryddede op i nogle bunker med kataloger, breve, fakuraer osv (ja, jeg er nemlig sådan et bunkemenneske) og så bagte jeg lige en portion boller, så vi i familien kunne få friskbagt brød til morgenbordet.

Kl. 08.30 sad jeg i frisørstolen hos en ny frisør og her sidder jeg så endnu med farve, der trækker....... Jeg er sgu noget spændt på, hvad det ender med, men det er en anden snak. Klokken er kun 09.50, og sikke alt det som jeg har nået allerede (det er så heller ikke sikkert, at jeg når mere nu).

Kontrol på Skejby

2011-10-31T22:34:00.000+01:00

Vi har i dag været til kontrol på Cystisk Fibrose Centret på Skejby. Læge og sygeplejerske var godt tilfredse. Der er stadig positiv udvikling på både højde og vægt. Vægten var steget med 150 g siden sidste kontrol for 4 uger siden.

Men vi fik alligevel taget hul på snakken med sygeplejersken om vores store måltidsmareridt. Hun foreslog lidt forskellige tiltag. Efter den ordinære kontrol havde vi en tid til den årlige samtale med diætisten, der er tilknyttet centret, og der kunne vi så lige starte med at tage en snak med hende om problemet. Ellers var hendes bedste forslag at lave en planlagt indlæggelse, hvor en "madpædagog" og psykologen fra centret skulle observere måltiderne over nogle dage og give os værktøjer til at komme ud af vores onde cirkel, da måltiderne virkelig er psykisk belastende for os - og Silas.

Henrik og jeg har dog selv taget initiativ til en konsultation hos en psykoterapeut, som vi har fået anbefalet. Hun skulle være knusende god til sådan noget med børn og mad. Hende skal vi hen til i næste uge, og jeg håber sådan, at vi får noget brugbart med os derfra.

Diætisten anbefaledes os at fjerne fokus og snak om mad og mængder, og vi fik da lidt med derfra, men jeg tænkte, at jeg vist manglede en handlingsplan af en art, men måske skulle vi bare gå hjem og reflektere lidt over vores snak og se, hvordan det ville gå, hvis fokus blev fjernet... Når vi skal til kontrol næste gang d. 28. nov, skal vi gerne snakke med hende igen, og jeg tillader mig at tro på mirakler i mellemtiden

Div. varianter af næringsberigede vædsker

Vi fik en pose med div. næringsberigede produkter med hjem fra diætisten, og jeg er meget spændt på, om Silas vil modtage dem med kyshånd eller afvise dem. Jeg kan godt huske, at han fik nogen af produkterne under indlæggelsen for 1½ år siden, hvor han jo var meget svag og afkræftet. Men jeg håber da, at et par af varianterne kan finde nåde hos ham.

Som den kvikke læser nok kan udlede af indlægget, så fylder det der med Silas´ madlede rigtig meget hos mig i hvert fald. Det er dybt frustrerende, og man forstår det nok kun, hvis man selv har haft sådan et barn med meget lidt spiselyst, hvor lægerne samtidig siger til os, at hvis vi kan hale Silas lidt højere op på vægtkurven, så kan det have en positiv afsmitning på højdekurven,

Tidligere forstod jeg i hvert fald ikkedet der med måltidsudfordringer og var lettere hovedrystende, når jeg overværede måltider med et barn i samme "kategori" som Silas. Men så kom Silas ind i mit liv, og nu ser jeg pludselig det hele med helt andre øjne, for nu er det jo en del af min verden, hverdag og frustration. Sådan er livet og ens opfattelser genstand for forandring livet igennem.

For Tobias, ja han var jo et barn, der var markant anderledes på dette punkt. Han åd nærmest alt - og gerne i store mængder.

Efterårsferie i venners lag

2011-10-22T08:51:00.000+02:00

Det er nu uge 42, og de med skolebørn er jo helt klar over det. Vi har også holdt lidt ferie. Tobias er hjemme, og hans værelse er offer for en langtrukken renovering (det er noget med fugtoptrængning, imprægnering og efterfølgende tørring=mange måneder), så han bor faktisk i vores stue, når han er hjemme på ferie. Det synes jeg var lidt svært at byde ham i en hel uge.

Hvad kan man så finde på? Sidste år var vi i Prag. En overraskende billig ferie, der som ventet var supergod. I vinterferien var vi i sommerhus. Det var også hyggeligt, men ingen af tingene fristede lige frem mig til gentagelse lige nu. Hvad kan man så finde på, når man også har øje for, at man vist fik fyret lidt rigeligt penge af på hus og hjem i august?

Campingferie? Det lokkede bare ikke lige at skulle bo på campingplads på denne årstid. Men campingvognen kunne da nok bruges til noget fornuftigt alligevel.

Jep, enden blev at vi trak campingvognen til Stevns og overnattede i Kim og Tinas indkørsel. Mest af alt fordi vi gerne ville besøg Tina og Kim, og vi så efterfølgende kunne køre ud derfra og besøge andre venner og opleve lidt af Kbh.

Det var skønt at hygge sig sammen med dem igen. Jeg synes det var så imponerende, at vi bare kunne lukke vores tilsammen 7 hunde sammen. Deraf er de 4 hanhunde, og der var bare ingen fnidder i den flok. De tumlede og gnaskede tyggeben mellem hinanden uden problemer.

De 7 hunde i vores sammensatte flok.
Tro mig, det var meget svært at tage dette billede!

Diva TYGGER på et tyggestav
(ved ikke hvad der gik af hende - hun plejer bare at slikke på dem)

Da jeg startede med at annoncere, at vi ville komme fem dage, så synes jeg da nok, at det lød som lidt for længe og anmasende, men tiden fløj alt for hurtigt afsted. Tina endte da også med at sende mig en SMS, da vi kom hjem, at hun syntes, at huset var lidt tomt og ensomt efter, at vi var kørt.

Vi trillede afsted lørdag og ankom sammen med vores medbragte oksemørbrad sidst på eftermiddagen. Så var der ellers dømt god mad og hygge.

Søndag var Tina og jeg ude og træne lidt agility med Ninja og Mojo. Agilityen var jo også den, som førte os sammen for henved 10 år siden. Der er sket mange ting i vores liv siden dengang, men venskabet holder stadig.

Efter træningen kørte vi hjem og hentede Henrik, Tobias, Silas og lidt flere hunde og gik en smuk tur ved Stevns Klint. Jeg synes virkelig, at Stevns er et meget smukt område. Jeg er ærlig talt lidt betaget af områdets flotte natur.

De som ikke kan holde til at gå langt måtte i klapvognen.
Silas pga korte ben og Chester pga sine gamle gigtplagede ben

Flot solnedgang

Mandag var vil til morgenmad/barselsbesøg hos en af Henriks gamle veninder i Kbh, hvorefter vi tog et smut i Tivoli sammen med Tina Brigo og hendes drenge. Der var monstermange mennesker, og vel var Tivoli flot pyntet op til Halloween, men jeg var faktisk meget glad for, at vi ikke havde betalt for indgang og turpas (Tina har adgang til et vist antal fribilletter om året, som hun delte ud af til os - Tak for det, Tina), for jeg synes, at der var for mange mennesker til, at det var pengene værd. Indrømmet, jeg hader kø og ventetid = spildtid i min verden.

Silas er vild med Rasmus Klump, som han kalder "Am Kump"

Familiebillede i Tivoli.
(Det var lige så svært at tage et godt billede af os 4 personer, som af de 7 hunde ovenfor)

Tirsdag havde jeg et møde i vores salgsafdeling, så den bød på arbejde for mig, og drengene kunne gøre, hvad de lystede i de 4-5 timer. Aftensmaden spiste vi hos Hanne Svejstrup. Det er også altid hyggeligt samvær. Tobias og deres ældste Joakim er bedste venner, men ses jo ikke så tit pga afstanden. Silas er skattet af hele familien, og Hanne og jeg har jo faktisk både agility og kort tilfælles.

Silas og Kristine er helt væk i en film på Ipad´en

Efter lidt agilitytræning onsdag sammen med Ninjas kuldbror Joker, så pakkede vi sammen og trillede hjemad med sneglehuset. De fem dage var fløjet afsted, og jeg synes det var dejligt, at vi fik sagt "Dav" til alle de, som jeg havde forestillet mig, at vi lige kunne hilse på, da jeg gik igang med at planlægge turen.

Ninja og bror Joker

Sprudler af livsglæde

2011-10-14T23:13:00.000+02:00

Det er så dejligt med nutidens mobiltelefoner med videokamera og andre gode sager i. Den anden aften, efter Silas var kommet ud af badet, som var foregået med dejlig sang i , så filmede jeg lige filmen herunder af den lille sanglærke, der synger "Y´e hønen Evigglad".

Jeg delte linket til youtube på Facebook, og det væltede ind med kommentarer, og jeg kunne forstå, at det vist ikke bare var Silas´ normale "fanskare", der blev glade i låget af at se og høre vores lille sprudlende Silas. Så nu deler jeg den også på min blog og ønsker alle mine læsere en dejlig weekend (og måske endda også efterårsferie)

Sangen har i øvrigt indlagte special effects. Udover at de obligatoriske bankeslag, der udføres på brusekabines låger og det meget vigtige "Kom ind!", så træder Silas lige en tur ind i brusekabinen for at dyppe tæerne i vandet efter linjen "...og Evigglad fik våde tæer"

Skulle der sidde en læser eller to, der ikke er specielt imponeret - eller måske ligefrem bekymret over Silas´ sprog/udtale, så kan jeg berolige med, at der er hånd om den del, og vi forventer at talepædagogen kommer og laver en undersøgelse i løbet af de næste par uger. Trods vanskeligheder med udtalen, så kaster han sig dog gerne over lange sætninger, så det skal nok komme.

Om kø-kultur...

2011-10-11T10:48:00.001+02:00

Dette indlæg er egentlig afledt af et andet blogindlæg, hvor en af kommentarerne til indlægget beskriver "nydelige" mennesker og hvor overrasket man kan blive over dem.

Henrik og jeg var i Bilka en dag for længe længe siden. Vi taler nok et år eller to siden. Men denne oplevelse kan vi begge huske, for vi stirrede bare måbende på hinanden, da det skete, og har siden moret os meget over den.

Henrik og jeg havde bare fundet en lille håndfuld varer på turen rundt i Bilka, så vi styrede stille og roligt (normalt indkøbstempo) mod "Quick-kassen". Ca 4-5 meter før vi nåede hen til hvor varebåndet startede, kom en midaldrende dame i et meget højt tempo og kastede sig nærmest ind foran, så Henrik og jeg lige måtte "bremse" lidt for ikke at kollidere med hende - og ikke mindst hendes mand, som derefter kastede sig ind bagefter konen, og parret endte nu foran os klar til at lægge deres varer på båndet.

Det var måske ikke det værste. Det var mere hans lettere forpustede (og triumferende) kommentar til sin kone: Skidegodt!!.

Hvis man ikke havde været lidt overrasket og lettere chokeret over nydelige menneskers manglende pli, så skulle man da næsten have trykket dem i hånden og ønsket tillykke med, at de kom gennem kassen 2 minutter hurtigere, end hvis de havde haft (i mine øjne) normal pli.

Behøver jeg at sige, at de naturligvis heller ikke kunne tælle til max.10 varer?

Vi ser VM i Agility

2011-10-09T00:36:00.000+02:00

Da jeg købte mig Live-stream fra VM her lørdag morgen, sad der pludselig en meget interesseret Ninja ved siden af mig og drejede hovedet på skrå til den ene og den anden side.

Jeg takkede så bare situationen for, at det var Ninja, der sad med på en "lytter" og ikke Echo, for han ville have reageret ved først at småpibe på en frekvens, der nok minder om tinnitus. Dette ville efter kort tid være blevet afløst af en større skrige-koncert, fordi han jo også gerne ville løbe agility.

Det var lidt tamt at sidde alene og kigge på VM, så imorgen triller jeg op til Mona i Kolding og kigger lidt sammen med hende. Det bliver dog først lidt op af dagen, da Henrik lige er taget afsted på en natteravnsvagt, og derfor nok ikke springer ud af fjerene kl 7.

Hvad der er sparet er tjent

2011-10-07T22:03:00.000+02:00

Nogen gange må man erkende, at man ikke kan det hele. Selvom det absolut ikke er min yndlingserkendelse!! Lige nu er der VM i agility, og efter planen skulle jeg faktisk også have været i Frankrig og heppe live. Alle min VM ture - både som deltager og som supporter, har været mindeværdige og fulde af oplevelser.

Men selvom entrebilletten var købt og hotelværelset booket endte jeg med at aflyse min tur. August måned har været meget meget meget dyr!! Faktisk har vi brugt i omegnen af 140.000 kroner.

Haderslev Kommune havde påbudt os at bringe vores spildevandsforhold i orden, hvilket betød at vores septiktank skulle udskiftes med et mere miljørigtigt alternativ = kr. 85.000.

Så var der jo også lige en skorsten, som iflg skorstensfejeren, skulle "fores" med isokern = kr. 12.000

Sidste del af augusts store udskrivning var forhave-projektet, der selvom det ikke var det dyreste af projekterne, så var det stadig mange penge, synes jeg, men det er alligevel er det eneste af projekterne, som jeg rigtig føler har bidraget med noget. Det kan man da i det mindste se - og det pynter også gevaldigt.

Så efter sådan en udskrivning, så havde jeg lige pludselig lidt svært ved at få mig selv til at kaste (tre feriedage og ikke mindst) kr. 5.000 efter sådan en VM tur, men jeg havde det faktisk ok med at aflyse min tur.

Heldigvis har mine sidste to arbejdsdage været fyldt med meget interessante møder, og dagen idag blev afsluttet med at underskrive en kontrakt med en ny større kunde. Det er jo noget af det bedste, sådan en sælger ved. Så jeg endte med at spare kr. 5.000 på VM turen, men tjene dem og lidt mere til på at underskrive dagens kontrakt. Så nu er jeg gået glad på weekend og vil nok nøjes med at følge VM hjemme fra pc´eren i stedet.

Hvad sker der lige for Vor Herres kalender?

2011-10-01T23:10:00.000+02:00

Mon ikke han er kommet til at bytte lidt rundt på årtstiderne?

Morgensolen leger i nattens edderkoppespind

Vi skriver d. 1. oktober, og det er vel tæt på, at denne dag har været årets varmeste dag. Jeg har desværre ikke selv oplevet så meget af det gode vejr, da jeg har siddet i Lillebælthallerne sammen med ca. 200 scrappere. Der var scrapbooking Convention, og jeg havde købt billet helt tilbage i marts måned, hvor jeg da ikke havde fantasi til at forestille mig, at det ville blive "strandvejr" på denne dag.

Stor aktivitet i Lillebæltshallerne.
Der blev scrappet og handlet

Men vi har da fået lidt ud af det fine vejr, som det har været her på det sidste. Vi har ryddet lidt op i haven. Sået græs på nogle af de steder, hvor maskiner og andet har været lidt hård ved plænen ifm forhaveprojektet og malet udestuen færdig (det var nærmest umuligt at få færdigt i august, hvis ikke det blæste, så regnede det - eller begge dele på en gang).

Fredag var vejret også bare så fantastisk, og vi blev enige om at tage ud at spise et eller andet sted, hvor vi kunne sidde udenfor. Vi trillede en tur til Aabenraa og spiste på Café Storm. Silas var i hopla og dristede sig faktisk også til at smage mine kartoffelbåde samt vores is. Alene det kunne gøre aftenen god.

Silas spiser is

Efter vores måltid gik en særdeles hyggelig tur i Aabenraas gågade, hvor vi bare næsten ikke kunne forstå at det var d. 30. sept., da vejret var bare så mildt.

Imponerende tilbud

2011-09-29T23:53:00.000+02:00

Det er egentlig lidt underligt at havne permanent i den kasse, der hvor forældre til børn med særlige behov/kroniske lidelser/handicap med mere ligger og roder. Men det er nu en gang sådan det er, og selvom jeg godt kan blive trist, når jeg mindes om nogen af Silas´ udfordringer, så glæder jeg mig samtidig over hans ufattelige livsvilje og altid gode og smittende humør.

Tilbage til den der kasse for forældre som os. Jeg læste i den lokale ugeavis at "Legeteket" i Haderslev holdt åbent hus med rådgivning. Jeg anede ikke noget om "Legeteket", men fandt ud af, at det var et gratis tilbud fra Haderslev Kommune til forældre og fagfolk, hvor man kunne låne træningsredskaber/-legetøj og andre effekter, der kan stimulere udviklingen hos børn med "særlige behov". Silas er ikke helt på niveau med sine jævnaldrende i sprog og grovmotorik, så jeg mødte op for at kigge "Legeteket" lidt ud.

Der var også en del ting, som jeg kunne se en fordel af at låne ift at hjælpe Silas på vej i sin udvikling. Det er jo et fantastisk tilbud for både forældre og fagfolk. Nogle af disse rekvisitter ville også koste en bondegård i butikkerne, og hvis man kun skal bruge dem en måned eller to, så ville almindelige folk jo knap have råd til det. På Legeteket er det så gratis at låne tingene i 1-2 måneder.

Der var mødt ca 10 gæster op til dette åbent hus arrangement og ved præsentationen gik det op for mig, at jeg var den eneste forælder. De øvrige var pædagoger fra institutioner rundt om i Haderslev. Jeg er forundret over, at der ikke var flere forældre til sådan et arrangement. Personligt blev jeg i hvert fald inspireret og kommer helt sikkert igen i den ordinære lånetid.

Og forresten. Mht mandagens kontrol. Silas var vokset næsten 2 cm og have taget 300 g på. Vi kunne måske godt have ønsket os lidt mere vægt, så selvom vi nok til en start var lidt skuffede, så må man nok se realistisk på det og sige, at det var ganske tilfredsstillende. Silas bevæger sig den rette vej. Fagfolkene var da ret tilfredse med ham.

Når mad er et mareridt

2011-09-25T21:59:00.000+02:00

Silas har aldrig været særlig god til at spise, og jeg tror, at det bl.a. hænger sammen med hans behandlingsforløb med kemo (selvom det ligger 2 år tilbage nu), men ikke mindst hvor afkræftet han var for 1½ år siden, da vi var indlagt til udredning, og han der fik konstateret Cystisk Fibrose. De få ting, som han med glæde spiste under indlæggelsen - eller måske rettere op til indlæggelsen, rører han helst ikke i dag. Jeg tænker at smagen af det mad,som han spiste dengang, giver ham dårlige associationer.

Faktisk er måltiderne blevet et sandt mareridt for os og har været det størstedelen af Silas´ liv. Silas er umådelig kræsen og vil ikke smage på noget nyt. Kartofler og ris spiser han ikke - faktisk er han lige ved at kaste op, hvis han får det i munden. Det eneste varme mad han med sikkerhed spiser er tomatsuppe, som han er helt vild med - dog uden kødboller og suppehorn. Deruodver er det kun pandekager, som han med sikkerhed modtager med ~~åbne arme~~ åben mund. Gennem de sidste par uger har vi dog sporet lidt velvilje for noget nyt og set ham spise 1½ skive farsbrød og en pizzaslice. Henrik og jeg kiggede måbende på hinanden, men vi ved også, at det sagtens kan være, at han næste gang, han præsenteres for samme ret vil nægte at putte det i munden igen.

Silas vil faktisk kun have rugbrød, boller eller franskbrød. Derpå kan vi heldigvis komme forskelliget pålæg på, men man kan alligvel ikke lade være at tænke, at det må være lidt kedeligt kun at spise brød med div. pålæg - og hvad pokker gør vi, hvis han pludselig får den idé, at han ikke vil spise brød mere?!

Han spiser dog med glæde chips, saltstænger, frugtstænger, chokoladekage og chokolade. Men men det kan man jo ikke leve af.

Silas giver kærligt bamsen mad og drikke
- men hvad med ham selv?

Måltiderne tager typisk ½-1 time, hvilket godt kan være lidt en pine, hvis man har lidt travlt en morgen, for man har ikke meget lyst til at snyde ham for mad, da han jo meget gerne skulle tage noget mere på. Jeg synes det er svært at fede på ham, når han er så småtspisende. Vi gør ellers en indsats med tandsmør, sødmælk, fed pålæg og masser af olie i pandekager og tomatsuppe. Pga en defekt bugspytkirtel, så kan Silas ikke selv spalte fedt og trods medicin går der stadig en del fedt tabt, som han ikke får næringen af.

Imorgen skal vi til kontrol på Skejby, som vi er ca en gang hver måned. Til denne kontrol måles og vejes han altid, og både Henrik og jeg forventer, at han denne gang har taget på i vægt, så jeg ved, at vi vil blive ret skuffede (og måske også lidt frustrerede), hvis vægten skulle vise det modsatte.

Nok første, sidste og eneste gang!

2011-09-18T00:37:00.003+02:00

Hundeudstilling! Det er altså ikke rigtig mig, men jeg plejer dog at udstille mine hunde en enkelt gang, sådan bare for at få dem bedømt, og hvis nu de skulle vise sig at stå med et sæt CACIAG´ere en dag, så er det da også meget praktisk at have dem udstillet, hvis altså vel at mærke har opnået mindst blåt bånd/"very good".

Jeg havde fået det råd at udstille i juniorklassen, da dommerne er lidt mere tolerante ift bevægelser og handling i ringen der. Man må stille i juniorklassen indtil hunden er 18 måneder, så det var på et hængende hår, at jeg nåede det. Jeg udstillede igår, og idag bliver Ninja 18 måneder.

Ninja, da hun var 12 mdr

Laila Carstensen havde været sød at klippe poter og benhår på Ninja for to uger siden og havde udstyret mig med en pelskur,så jeg slap for den store badetur fredag aften. Og så havde jeg så gjort en lille indsats for at træne "stå" og gå/løbe-mens-du-bliver-hængt-i-sytråd.

Vi var to i klassen, og jeg skulle gå bagerst. Desværre bevægede hende foran mig sig MEGET langsomt, og det var godt nok svært at få et godt flow i fremvisningen, selvom jeg stoppede op et par gange for at få afstand. Da dommeren skulle gå Ninjas krop igennem, så havde hun da mest lyst til at smide sig ned, hvilket er helt typisk for hende. Det er da meget federe,at blive nusset på maven.....

Det var en ret hård dommer, der ikke kastede om sig med røde bånd. I championklassen for hannerne var der 4 hunde, og to af dem fik blåt bånd. Så jeg var faktisk ret godt tilfreds med det blå bånd, som han uddelte til mig. Aussierne blev udstillet efter Border Collierne, og her fornemmede jeg også, at der var nogen, der fik lidt andre præmieringer end de lige var vant til på deres hunde.

Han savnede mere "bone" og synes, at hendes haleføring var lidt for høj og hendes øjne var for lyse. Det sidste havde jeg nu ikke lige set komme. Han ville også gerne have haft lidt mere flydende bevægelse. Pyt pyt. Jeg smilede og så glad ud, da jeg forlod ringen med mit blå band. Nogen er taknemmelig for lidt, ikk?

En flittig weekend

2011-09-12T21:54:00.001+02:00

Synes at vi bare får regn og regn det meste af tiden, men af en eller anden grund, så fik vi super dejligt vejr med tæt på 20 grader hele weekenden. Tak for det!

Her på matriklen har vi haft gang i det store forhave-/kloakeringsprojekt siden 1. aug, og nu ser det endelig ud til at det værste hestearbejde er ved at være overstået.Jeg skal nok bringe til billeder over udviklingen, når jeg igen får samling på mine billeder

Henrik og Tobias knokler med en total uhåndtérbar og tung birketræsrod.

Tobias kom hjem lørdag aften og gav et nap med diverse dele af projektet søndag. Der var nok af opgaver, der krævede en stærk mand - og det er ikke lige mig.

Nu begynder det at ligne noget. Vi mangler kun lige at græsfrøene spirer
og lidt planter i bedet.

Lille Silas var også flittig til at hjælpe. Ikke at jeg tror, at hans indsats gjorde den store forskel, men alene det, at han var indstillet på at gå ude hele weekenden var jo en stor hjælp. På billedet sidder han og leger lidt på den nyanlagte terasse, som vi er SÅ glade for.

Hvor svært kan det være....

2011-09-05T08:00:00.002+02:00

for at hold bestående af fire agilityhunde, at få 75% af holdet igennem banen uden disk. Åbenbart svært :-(

I weekenden deltog jeg sammen med Echo til DKKs DM. Vi havde for første gang kvalificeret os til det individuelle DM og deruodver havde vi tilmeldt holdet "Prinsessen og de 3 musketerer".

Jeg kan dårligt tillade mig at have det helt store forventninger til Echo, når jeg lægger så lidt energi i ham, som jeg gør, og jeg kunne da også godt mærke, at jeg ikke kunne sætte mig op på samme måde, som jeg har kunnet med Jack, Diva og Charlie til de tidligere års DM.

Efter lørdagens gennemløb lå Echo og jeg placeret som nr. 10 individuelt med 0 fejl og vores hold lå nr. 1(!!). Der var faktisk kun to hold, der kunne blive danmarksmestre, da man skal have tre tællende løb på holdet. Så jeg synes måske nok, at det var svært at sige, at vores hold var det bedste - vi var måske bare de mindst dårlige, for vi havde alle på holdet 5 fejl.

Silas - mit eget personlige heppekor.
Kanon stemning søndag morgen

Men med en viden om, at vi blot skulle have 3 igennem banen uden disk, og dermed kunne vinde guld eller sølv, så burde det da ikke være så svært. Men men, det var åbenbart en lidt for svær opgave for os. Først blev Thorleif og Dixie (Prinsesssen) disket og bagefter fulgte Echo og jeg trop. Faktisk endte det med, at vores hold raslede ned på en 6. plads. Der kan man da tale om at smide det hele væk. Men herreste gud det er jo bare agility, og som Susanne Rødtness skriver på sin blog: Vi kan da kalde os Danmarksmestre i Spring :-)

Individuelt indkasserede jeg 10 fejl, som jeg alle fik pga samme sats. Selvom jeg havde gået banen anderledes til banegennemgangen, så blev jeg alligevel fristet til at satse lidt og stikke fra Echo ved vippen, så jeg kunne komme om på den anden side af muren og tage imod ham. Da jeg jo aldrig træner med Echo, så er det også lidt svært at satse - eller det vil sige, at alt andet end "basic" næsten er et sats, så det er måske mere korrekt at sige, at udfaldet af mine sats kan være svære at forudsige. Og det her sats kostede fem fejl på vippen og en vægring på tunellen, fordi jeg ikke kom på plads dernede. Echo endte på en 8. plads, hvilket jeg egentlig er fint tilfreds med.

Jeg kom ikke selv på podiet, men det blev da lidt i familien, da holdet Border Treasures Family vandt guld for holdet. Holdet består af Ninjas mor Simic, onkel Catch, halvsøster Nala og halvsøster Queenie.

Jeg troede, terriere var killers...

2011-08-22T23:06:00.001+02:00

Nu har jeg været terrier-ejer i mere end 20 år, og terriere er jo nogle små sataner, der kan finde på at æde alt, der løber eller spræller. Ja, det er nok den opfattelse, som jeg har haft indtil nu.

Mine terrier har jaget mange dyr, men tilsammen har mine gennem tiderne 4 terrier slået færre dyr ihjel end jeg kan tælle på en hånd. Jeg har altid frygtet, at en af dem ville få fat i en af bofællernes katte (fra dengang vi boede i bofællesskab, og der dagligt bevægede sig 4-5 katte rundt i det fælles gårdsrum). Charlie fik engang fat i en af disse katte - en gammel døv kat på 15 år, men den overlevede nu sammenstødet uden mén.

Nu har jeg så fået en hyrdehund, altså border collie Ninja. Hun er sød og blid og ligner ikke en, der kunne gøre nogen fortræd. Men men hun har trods sin unge alder mange lig på samvittigheden. Så vidt jeg ved dog kun duer og mus.

Her til aften kom jeg op til vejen og så en due baske lidt rundt med en vinge, der sad lidt ufikst. Det så sgu ikke holdbart ud, og jeg gennede lidt til den og tænkte, at den så ville flyve væk, men skidtet KUNNE ikke flyve. Der var i mine øjne tre løsninger på det problem:

1 - Lade duen sejle sin egen sø, og så ville "Mikkel" måske æde den i nattens løb.
2 - Selv forsøge mig som "afliver", vel vidende, at jeg ikke ville være i stand til at slå den ihjel, men nok snarere ville udsætte den for større pine, fordi jeg kun ville kunne dreje hovedet halvvejs rundt på den eller slå den med slatten med en stump genstand -gentagne gang uden døden ville indtræffe.
3 - Bede Ninja om at "tage affære".

Ung Ninja med en mus i mundvigen

Jeg tænkte de tre muligheder igennem igen, og var ikke i tvivl om, at nr. 3 ville være den hurtigste og mest smertefrie. Jeg kunne også ringe efter dyreambulancen, men så skulle duen baske rundt i grøften og måske ville den være hoppet langt ud i kornet og overladt til "Mikkel", eller hvad der nu kom forbi.

Da jeg jo sidste år konstaterede, at Ninja uden min indblanden eller opmuntring effektivt havde aflivet et par duer, så valgte jeg at sende hende ud på missionen. 1-2-3 sek, Ninja spyttede fjer ud af munden og duen baskede et par gange i grøftekanten, og så var den stille. Ninja kom tilbage til mig. Opgaven var udført og duen havde ingen videre interesse i hendes øjne, nu var dens pinsler ovre.

Ingen af mine dræberterrier har nogensinde nakket duer. Husker faktisk en gråspurv, der fløj ind i gabet på min dværgschnauzer, hvilket næsten gav panik i hundeflokken, for der var da ingen, der kunne finde ud af at tage livet af den, og den havde jo taget lidt skade af kollisionen med hundegabet. Det endte med, at Henrik måtte tage livet af den. Så meget for terriere!

Min gamle rare hund

2011-08-19T17:03:00.001+02:00

For lidt tid siden fik jeg en opringning fra en af de piger, som jeg har været instruktør sammen med. Hun havde købt sig en lille Wheaten-hvalp, som desværre ikke var særlig stolt ved andre voksne hunde.

Nuttede lille Ludo

Nu var hun på jagt efter søde hunde, som kunne hilse på Ludo og give hende gode oplevelser. Her var jeg meget sikker på, at Charlie kunne bruges.

Janne kom forbi et par gange, og Charlie gav lutter gode oplevelser. Han er den type hund, som hvalpe virkelig synes er spændende, og de står tit på nakken af ham, for at se, hvad han har gang i.

Charlie modtager hvalpene med åbne arme og er supersød ved dem. Så har tilmed en engels tålmodighed, hvad hvalpene angår. Selvom Charlie ikke er særlig interesseret i andre hunde, så er hvalpe en klar undtagelse. Han elsker simpelthen hvalpe.

Lille Ludo snuser nysgerrigt til Charlie, der er i hopla

I virkelighed er der nok gået en fantastisk kennelhund tabt i min gode gamle Charlie.

Fordi det smitter.....

2011-08-10T22:51:00.000+02:00

I dag skulle jeg på jobbet lave en af de opgaver, som til tider kan hænge mig langt ud af halsen. Faktisk kunne jeg godt have været krøbet udenom, da det oprindeligt kun var meningen, at jeg skulle bistå en kollega på opgaven, men da jeg til syvende og sidst er hovedansvarlig på hele denne kundeopstart og vidste, at min kollega var meget savnet i vores driftsafdeling, så besluttede jeg at tage opgaven selv.

I al sin enkelhed går denne opgave ud på at møde op på div. plejecentre med en masse på forhånd udvalgt tøj, som personalet så skal prøve for derefter at afgive deres bestilling på deres nye jobtøj. Nogen gange skal jeg rode længe i motivationsposen for at glæde mig til denne type opgaver. Det irriterer mig faktisk lidt, at jeg har det sådan, for det er skam en ganske udmærket opgave.

Så jeg besluttede simpelthen, at jeg ville have en mission for dagen på det plejecenter, som jeg i dag skulle besøge. Jeg ville smitte med glæde og være så serviceminded og rådgivende, at personalet ville gå glade ud af "mit" lokale. Med til historien hører måske også, at personalet i denne type opgaver nogen gange kan være ret negative over kommunens valg af nyt job tøj og give udtryk for diverse frustrationer, som vi ikke rigtig kan hjælpe dem med.

Ha-Ha. Opgaven skulle faktisk vise sig at være ret let. For på dette her plejecenter var der i forvejen en utrolig positiv ånd, og jeg fornemmede i løbet af dagen, at der var stor kollegial omsorg, og jeg blev i dobbelt godt humør af at høre personalet tale sammen på gangen udenfor lokalet. Jeg nød at guide til dem bestilling af deres nye jobtøj, og jeg synes faktisk, at jeg havde en helt igennem fantastisk dag på jobbet.

Moralen for dagen er faktisk hele to ting:
1 - Sindsstemninger smitter
2 - Det er holdningen til ens opgaver, som ofte afgør, om de er drøje eller lette at udføre

FF

2011-08-08T23:27:00.000+02:00

Forkortelse for fantastiske forældre. Sådan nogle forældre har jeg simpelthen. Jeg føler mig godt nok heldig. I uge 30 havde de Silas på ferie i 3 dage fra tirsdag til fredag, mens Henrik og jeg arbejdede, og mandag kørte de den lange tur på 175 km herned igen for at fejre Silas´ fødselsdag og så ellers blive her resten af ugen.

Henrik og jeg havde ferie. Ikke fordi det som sådan emmede af ferie og afslapning, for tirsdag morgen ankom den første entreprenørmaskine og så gik mændene (Henrik, Tobias og min far) i krig med at endevende forhaven. Der er gennem ugen lagt mange timers arbejde i det projekt, og vi er da heller ikke færdige endnu.

Henrik stikker grabben i jorden

Efter en dags graven, så så indkørslen sådan ud

Min far knoklede på og stod blandt andet for at lægge kantblokke. Som udlært murer, så var det jo lige et job for ham at lægge dem.

Min far har påbegyndt
opbygningen af bed i forhaven

Tobias og Henrik fik lidt hjælp til det groveste af arbejdet ved at få lidt maskinkræfter. Tobias blev helt bidt af at køre maskinerne.

Tobias var som en fisk i vandet

Der er lang vej endnu, men projektet tager lige så stille form nu. Jeg ville egentlig gerne have hjulpet til med forhaveprojektet, som jeg har snakket ivrigt om de sidste to år, da huset indtil nu bare har ligget, som om det var blevet "tabt" på en græsplæne. Med de store ulemper, at indkørslen blev et smathul om vinteren, og om sommeren slæbte hundene masser af græs med ind i huset, fordi man trådte direkte ud på græsplænen fra hoveddøren. Men grundet min elendige ryg, så er min entreprenørkarriere indstillet, og jeg måtte bare se mig selv som serviceorganet, der sørgede for madlavning, indkøb, ærindekørsel og pasning af Silas, derunder indkøring i børnehave (som bare går rigtig superduper godt). Til disse opgaver bistod min mor mig også lidt. Det eneste synlige jeg har udrettet er, at jeg er gået igang med at male udestuen, som nærmest skreg på pleje.

Alle kan give en hånd med
Silas med sin nye trillebør

Men jeg tænker tilbage på ugen, der nu er gået, så er jeg vældig taknemmelig over, at have forældre, der trods alt har helbred, overskud, tid, lyst og kærlighed til at hjælpe os "unger"gang på gang. Jeg værdsætter det stort!

Ferie-uge

2011-08-03T15:20:00.001+02:00

Henrik og jeg har valgt kun at holde to ugers sommerferie. Den første uge var i uge 27, og den sidste holder vi så nu i uge 31, og indtil videre har vi jo fået et sommerferievejr, som de fleste af dem med en brugt sommerferie bare har drømt om.
Nogen vil måske synes, at det er lidt fedtet med kun to ugers ferie, men både Henrik og jeg har nogle store og spændende projekter på jobbet, og da vi var på camping i hele påskeugen og i Kristi Himmelfartsferien (og helligdagene faldt meget sent i år), så er vi ikke så feriehungrende. Måske kan vi få lejlighed til at tage en uges ferie i efteråret og måske rejse til udlandet, eller hvad vi nu finder på.

Dagens første gave

Denne ferieuge, som vi befinder os midt i, startede med en dag med mange oplevelser for især Silas. Han blev nemlig 3 år i mandags, og samme dag startede han i børnehave. Han var dog kun på besøg i et par timer sammen med både Henrik og mig. Efter middagsluren derhjemme ventede fødselsdagsgæsterne.

Silas fik bare de mest fantastiske gaver. Største hit var fra Onkel Uffe, som havde købt en guitar. Vi havde købt elektriske trommer til ham og mine forældre havde blandt andet købt en trillebør. Trillebøren nyder han at gå rundt med i haven og flytte på et par småting, og guitaren ja, Silas er jo meget begejstret for musik, og han ligner jo af og til en helt tjekket guitarist, når han håndterer sit nye legetøj.

Silas spiller guitar

Men ferieugen skal ikke bare gå med hygge og afslapning. Her står den nemlig på "Projekt Forhave". Tirsdag har Henrik brugt størstedelen af dagen på, at grave jord i indkørsel og forhave og lige nu ser det herrens ud, men mon ikke det ender med at blive flot?!

Grunden set fra indkørsel

Der er stadig lang vej til projektets afslutning, men med lidt flid og de rigtige maskiner, så når vi det nok i år.

Echo er DM-klar

2011-07-31T23:27:00.000+02:00

Sikke en sommerweekend. Stegendes hedt! Jeg havde valgt at tage til Internationalt DKK stævne i Vejen. Det var der to grunde til. For det første blev det afholdt 35 min. kørsel herfra og for det andet, så manglede jeg lige præcis ét fejlfrit kvalifikationsløb i Agility Åben for, at få Echo med til DM. Jeg for længe siden besluttet mig for, at jeg ikke gad at ræse landet rundt for at kvalificere mig.

Jeg kan jo ikke tillade mig at forvente en hel masse af en hund, som jeg aldrig træner, så hvis vi kvalificerede os, så ville det bare være fint, og hvis ikke, så var det ok.

Echo på banen
Foto: Schnauzerpower, Gitte

Lørdag løb Echo fejlfrit i Ag1 og fik sin sidste oprykning til AG2, som jeg så eftertilmeldte - og vandt den med et fejlfrit løb. Agility Åben var også fejlfrit - ikke så hurtigt. Echo er ikke så glad for varmen. Han giver sig ikke rigtigt, men det er faktisk ikke, fordi han ikke vil løbe agility. Jeg skal nemlig bogstavelig talt slæbe ham ind i stævneteltet eller udenfor ringområdet efter hvert løb. Han vil skisme da ikke forlade "festen"

Et kig ud over stævnepladsen og de to agiltyringe

Nå men det var skønt med 3 fejlfrie agilityløb. Gårsdagens sidste løb, som var spring åben gav desværre en disk og i dag løb vi 3 løb, som vi alle blev diskede i. Det kan man da kalde stabilitet på en eller anden måde!!

Det var en blandet oplevelse at være til et "ægte" DKK stævne igen (har ikke været afsted siden engang i 2009). Tidsplanen passer som røv og nøgler. Det er sgu da utroligt, at DKK ikke kan finde ud af "regne den ud". Så svært kan det da for pokker ikke være. Vi andre kan da finde ud af det, og det er de samme deltagere, der kommer til vores stævner i Ribe Hundevenner. Men der kunne jo også være den forskel, at selvom vi altid synes at tørste efter hjælpere, så er det da vist vand ift DKK. Egentlig ret belastende, at der skulle efterlyses hjælpere til næsten hver klasse, så man næsten fik helt dårlig samvittighed over ikke at hjælpe til.... Nå ja, så er der jo også lige præmieringen. Den er jo heller ikke noget særligt at skrive hjem om.

Et kig ned af langsiden

Men selvom DKK ikke er fantastiske til at afvikle stævner, så var det jo stadig dejligt at hilse på diverse dejlige mennesker til weekendens stævne. Agilityverdenen er fyldt med så mange skønne folk, og mange af dem nyder jeg at gense.

Hygge uden småbørn

2011-07-27T23:05:00.000+02:00

For Henrik og jeg er denne uge arbejdsuge, men for Silas er det ferie. Dagplejen har ferielukket og på mandag starter han i børnehaven.
Derfor er Silas på ferie hos mine forældre og bliver forkælet med flødeboller og is på de underligste tidspunkter. Lige præcis som det skal være, når man er på ferie hos sine bedsteforældre.

Så vi skal da ikke sidde på vores flade i sofaen og kigge ud i luften, når Silas hygger sig nordpå. Så er det da med at gøre nogle af ting sammen, som måske ikke lige ville være Silas´ førstevalg. Så vi havde talt om, at vi skulle tage ud at spise sammen en af de aftener, hvor Silas var på ferie.

På jobbet i dag fik jeg den idé, at vi kunne tage på Trapholt i Kolding. Jeg har aldrig været der før, men fandt ud af, at de havde åbnet til kl 20 hver onsdag og cafeen om onsdagen serverede en grillbuffet med div kød og salater.

Trapholt - Skøn terasse med udsigt

Udsigt fra Trapholt over fjorden
Jeg: Hvad er mon det, der ligger derovre
Tobias: Det er dyrt!
Det tror jeg, at han har meget ret i. De teenagere er ikke så nemme at narre.

Det var en fantastisk aften til sådan et arrangement, for vi kunne sidde og nyde en af de sjældne sommeraftener med udsigt ud over fjorden. Efter maden tog vi en lille rundtur på Trapholt og så nogle af udstillingerne.

Synsbedrag... Lille Tobias på stolen og kæmpe Henrik!

Smart hat - ikk?

Det var lidt sjovt at køre afsted mod Trapholt uden at have fortalt Tobias og Henrik, hvad planen var. Jeg havde kun sagt, at vi skulle have både kulturelle og gastronomiske oplevelser. Tobias er lige så dårlig, som jeg til at blive "bortført" og gættede i et væk på destinationen. Men han gættede aldrig hvad planen var.

Logik for småbørn

2011-07-22T21:05:00.000+02:00

Bagsædesamtale mellem Silas (2 år - meget tæt på 3) og Tobias (16 år):

Tobias siddende med en af Silas´ tegninger: Hvad er det, du har tegnet?
Silas: Farver
Tobias: Hvad er det, du har tegnet med farverne?
Silas: På papir.....

Lykken er din......

2011-07-19T15:29:00.000+02:00

... hvis du vil have den.

Lykke er en underlig størrelse. Danskerne er efter sigende verdens mest lykkelige folk, men jeg synes, at jeg oplever mange, der higer efter en evig lykke, og giver udtryk for alt andet end tilfredshed med deres liv. Det er som om, mange siger, hvis bare.....

jeg blev skilt og var fri
vi vandt i Lotto
vi kunne komme ud at rejse
vi fik den nye flotte sofagruppe
alle i familien havde deres egen bærbare eller IPad

Eller hvad udsagnene nu kan være.... Store eller små. Men ville det være en lykke? Næhh, jeg tror sjældent, at ovenstående ville bringe mere lykke. Jeg tror, at lykken handler om at finde roen i sig selv og finde ud af, hvad ens værdier er. Man skal holde op med at hige efter alt det, som man ikke har, og værdsætte det, som man har.

Lykkefølelsen kan være sådan lidt op og ned. Nogle dage føler man sig så lykkelig, at det er lige før man sprudler over. Jeg var meget forundret over, at mærke denne sprudlende lykkefølelse en dag midt i Silas´ kemoforløb. Selvom det nu er et par år siden, så husker jeg stadig min forundring over at have en stor lykkefølelse på netop det tidspunkt, hvor jeg måske burde være allermest ulykkelig og fortvivlet.

Det hele var stadig relativt nyt for os. Silas har vel været 5 måneder gammel og to måneder forinden, havde han fået diagnosen Langerhans Celle Histiocytose og en prognose på 50% for overlevelse, og jeg fattede ikke, at jeg kunne stå der midt i min angst og føle mig så fandens lykkelig..... Det var faktisk lidt af en øjen-åbner for mig og min opfattelse af lykke.

Siden har jeg dog observeret, at mange af de forældre med kritisk syge børn, som jeg har lært at kende gennem de sidste par år, ganske ofte udtrykker en stor lykkefølelse og ikke mindst taknemmelighed for de små ting i livet. For nogen af disse forældre skal der desværre nærmest mirakler til, hvis deres børn skal overleve (men miraklernes tid er ikke forbi), men det forhindrer dem ikke i at føle sig lykkelige, og det synes jeg på en eller anden måde er meget interessant.

Især hvis jeg kigger mig omkring, og mine øjne falder på personer eller familier, hvor tingene ser ud til at gå lidt ligesom en leg, men samtidig oplever at samme personer beklager sig i ét væk over småting og er utilfredse og kede af (i mine øjne) mindre betydningsfulde ting.

Jeg føler mig overbevist om, at lykken ligger foran ens fødder, hvis man bare vil være lykkelig og tilfreds i sit liv.

Fedt at prøve noget nyt

2011-07-12T23:27:00.002+02:00

Vi er lige vendt hjem fra Dansk Hundeferie. Jeg deltog også sidste år, og det var rigtig hyggeligt. Ikke ambitiøst eller træningsmæssigt overdrevent seriøst (jeg kan ellers godt lide seriøs træning), men meget nede og på jorden og ferie med hygge og helt-nede-på-jorden-hundesnak. Ikke mindst var der tid og overskud til familien og campingferie. En skøn forening for mig.

Fællesspisning på campingpladsen

Den store grill var i brug

Samtidig synes jeg, at hundeferien holdes på en rigtig dejlig campingplads (Nymindegab Familie Camping), hvor der er fri adgang til et skønt vandland, hvor vandet er opvarmet til 27 grader (Teenageren og hans bedste ven, som var med lignede runkne rosiner) Gratis varmt vand i bruserne og ved opvask (hvilket ikke er en selvfølge). Men den fantastiske natur rundt om campingpladsen var noget af det mest interessant synes jeg. Pladsen ligger op Blåbjerg Plantage, og der var en fin ugenert vej ned til Nymindegab Strand (ca. 2 km). Faktisk lå der også tæt derpå en hundeskov, men de som kender mig ved, at jeg hader hundeskove, så det trækker ikke opad i min personlige vurdering.

Sidste år var jeg på klikkerholdet med Ninja. Det var ganske interessant, men som sådan ikke nyt for mig. I år ville jeg prøve noget helt nyt og meldte mig til spor/eftersøgning. Holdet havde vist mange navne, men det hele handlede om at bruge næsen.

Jeg har aldrig lavet det, der ligner søge-/sporarbejde med Ninja, og har ikke gået spor i 15 år eller noget i den stil. Vi havde fået lov til at bruge den skønne plantage til at lave næsearbejdet i.

Vi startede med at være sammen to og to på holdet. Den ene af os bandt hunden af ved vores fælles base, og så gik vi sammen ud i plantagen, hvor den "hundeløse" gik ca 100-200 skridt ud af stien/vejen og derefter gemte sig lidt inde i krattet. Derefter skulle den anden hundeejer + hund finde "den gemte person" ved hjælp af den fært, som man afsætter. Gradvist gjorde vi det så sværere og sværere.

Ninja - næsen er ikke kun til pynt

Ninja imponerede mig helt vildt på andendagen, hvor Anette Thøgersen var figurant ("den gemte person") for mig. Ninja nærmest pløjede skovstien op for at komme afsted og finde Anette. Hun trak som var hun en slædehund. Vældig fascinerende og især, når hun kom til at gå forbi stedet, hvor Anette var gået væk fra stien, og man kunne se, at færten var "væk". Så var det bare tilbage på sporet og finde Anette og hendes lækre godbidder.

Vi arbejdede også lidt med runderinger. Ninja ville ikke gø af figuranten, men det er også ok for mig. Jeg værdsætter, at hun er lydløs i det daglige. Men hun synes, at det var sjovt at skulle løbe ud til figuranten, men ville da gerne lige løbe retur til mig for at sikre sig, at jeg også kom med. Så hun forstod ikke øvelsen helt, men pyt. Hun havde det sjovt!

Vi lavede også felt-søg. Det har vi heller aldrig rigtig prøvet. Det var hun faktisk ret hurtig til at fange. Dog kneb det lidt med at finde mere end en genstand i feltet. Den første gik ret fint, men nr to var svær for hende. Jeg tror, at hun tænkte, at hun jo havde fundet genstanden, og så var der vel ikke mere at lede efter. Feltsøg er en sjov og nem måde at aktivere sin hund på, og tænk sig, at jeg havde glemt denne fantastiske øvelse fra mine yngre hundedage. Bedst af alt, så er det jo også en øvelse, hvor Silas kan være med til gemme genstandene. Den ene dag, hvor jeg havde ham med i skoven, stod han næsten og hulkede af grin over Ninja, der snusede rundt i krattet. Nogen gange kan man undres over, hvad de små størrelser morer sig over.

Ninja og Silas holder pause

Jeg håber, at lysten til at lege lidt videre med dette næsearbejde hænger ved, for det var rigtig interessant og en dejlig måde at supplere mit sædvanlige hundearbejde.

Det har vi ikke råd til......

2011-07-06T23:33:00.000+02:00

Hvor tit har du hørt den sætning - og hvor tit har du måske ikke selv brugt den?

Jeg tænker, at de fleste kan få råd til de ting, som de gerne vil, hvis de virkelig gerne vil. Naturligvis indenfor rimelighedens grænser, så et slot eller noget i den stil er ikke noget af det, som jeg hentyder til i dette indlæg, og der findes også folk, som desværre har så få midler, at det er meget svært at flytte ret meget rundt for dem, og hvor de bare må prioritere at få et usselt tag over hovedet og lidt mad i halsen - og ingen kigger misundeligt efter hverken deres kostplan eller deres bolig.

Men for størstedelen af den danske befolkning, så kan de prioritere sig ud af mange ting, hvis der er noget, som de virkelig gerne vil.

Når jeg hører folk sige, at de ikke har råd til dit og dat så tænker jeg ofte på denne lille episode, der udspillede sig i min mødregruppe.

Vi var i mødregruppen fire piger, og vi havde aftalt at mødes hjemme hos mig den efterfølgende torsdag. Jeg havde i skyndingen glemt, at denne torsdag ikke var så heldig for mig, da vi hver anden torsdag fik gjort rent. Jeg var lidt beklemt ved at skulle sige, at det ikke kunne blive hos os og måske mest af alt også hvorfor. Til sidst måtte jeg forklare årsagen, da de ikke lige kunne forstå, hvorfor jeg godt kunne deltage men ikke lægge hus til den torsdag. De tre piger reagerede også med et udtryk, der lignede en blanding mellem forargelse og misundelse og sagde nærmest i kor: "Hold da op! Har I da råd til det?? Det har vi godt nok ikke råd til!"

Jeg var næsten lidt flov, indtil jeg kom hjem og kom til at sammenligne min lille familie op mod de tre andre familier og forskellene i vores prioriteringer, som var åbenlyse for enhver.

To af familierne bor i nybyggede huse. De tre familier havde alle stationscars i den lidt større familieklasse. Ikke noget med at "nøjes" med en 307´er eller en Golf. Kan også huske, at den af mødrene fortalte, hvor dyrt deres fjernsyn havde været, for kun det bedste var godt nok for hendes kæreste (om jeg så adderede alle de fjernsyn, som jeg gennem hele livet kommer til at købe, så ville jeg vist ikke komme i nærheden af prisen for deres ene fjernsyn). Eller den far, der havde været ude at købe alle møbler til lillemanden - alt i spritnyt Leander.

Hjemme hos os gider ikke at bruge alle vores penge på bolig, og vi går ikke op i biler. Fjernsyn ser vi næsten ikke, og vi kunne da uden besvær nøjes med at ofre kr. 4.000 på vores fladskærm, for det er ikke vigtig for os. Men der er ingen tvivl om, at de andre tre familier kunne få gjort rent i uendelig mange timer, hvis de prioriterede på samme måde.

Jeg siger ikke, at vores prioritering er mere rigtig end deres, men jeg konstaterer bare, at det er forskelligt, hvad der har værdi for folk, og at det meget sjældent holder vand, når man siger, at man ikke "har råd". Man har råd, hvis man brænder nok for det. Langt hen af vejen, så vælger vi selv, hvad vi vil have råd til.

Mere Nutella og chips, sagde lægen

2011-07-01T23:09:00.000+02:00

I mandags var vi til kontrol på Skejby med Silas. Hver måned er han inde til kontrol, hvor de måler og vejer ham. Derudover laver de et sug af slimet i hans lunger for at tjekke, om der er bakterier i. Hvis der er, påbegyndes en antibiotikakur - han er ca. på antibiotikakur 40% af tiden. Nogen gange pga svaret fra suget andre gange pga symptomer, som f.eks kraftig og tiltagende hoste.

Kontrolbesøget afsluttes altid med en kort konsultation med en Cystisk Fibrose-læge, hvor vi taler om så spændende ting som f.eks hoste, kost og afføring, hvorefter lungerne lyttes efter for mislyde.

Lækkert med en fed soft-ice
(det er dog ikke altid Silas kan "lide" is)

I mandags kiggede vi på Silas´ kurve. Han ligger jo noget under gennemsnittet med sine 88 cm og 12 kg. Han er i dag 2 år og 11 måneder. Højdemæssigt ligger han to trin under gennemsnittet og på vægten 1½ trin under gennemsnittet. Lægen forklarede os, at hvis vi kunne få ham endnu tættere på gennemsnittet på vægten, så kunne det måske også rykke på hans højde-kurve. Så lægen "ordinerede" masser af kalorier.

Flødeboller er dog altid guf!

Det kan godt synes lidt svært, var min første indskydelse, for Silas er meget kræsen, men kan dog godt lide mange mindre sunde og ret fede ting (sidstnævnte er fint nok, for CF-patienter kan ikke selv spalte fedt i kosten, og selv med enzymer tilsat måltiderne, så er der stadig et "spild"), og vi syntes ellers umiddelbart ikke, at vi ville give efter for Silas´ ønske om (flere) nutella madder, chips og TUC-kiks. Når vi kigger på ham i dag, så ser vi ikke længere en afpillet lille dreng, men i vores øjne ser han sund ud. Så vi synes dermed også godt, at vi kunne tillade os at stille krav til, hvad han spiser i et eller omfang indenfor det repertoire, han altså gider at spise (hvilket desværre er snævert). Lægen havde dog en anden opfattelse af det. Vi skulle ikke være så bekymret for, om han fik korrekt kost (sådan efter de normale kostanbefalinger), for han er dækket ind via sine ekstra vitamintilskud. Så vi skulle endelig bare lade ham æde chips, nutella og Tuc-kiks. Masser af fed mad. Hvor mange børn vil ikke misunde denne "diæt"?

Nu kommer Teenageren hjem...

2011-06-26T13:53:00.000+02:00

Skoleåret er slut. Det var første år på Rydhave Slots Ungdomsskole for Tobias. Fredag kørte jeg op til efterskolen for at deltage i afslutningen og for at hente alle hans ting.

Tobias får overrakt sit afgangsbevis

Det bliver helt mærkeligt, at have ham hjemme igen. Jeg glæder mig til alle hans dejlige teenage-livsbetragtninger og hans underlige og sjove kommentarer.

Så langt øjet rakte i alle retninger holdt der pakkede biler

Han giver så meget livsenergi, selvom man somme tider kan få helt lyst til at ruske sådan en teenager i nakken, fordi den "slags" bare nogen gange har en meget alternativ vej til at nå frem til "fornuften". Som om det mest er af princip, at de ikke vil forstå.

Tobias er en sand mester i at hygge og lave lækre specialiteter til os om aftenen. Jeg håber virkelig, at vi får en rigtig dejlig sommer sammen hele familien, inden han igen drager afsted til Rydhave for at tage 10. kl. og vi alle igen skal undvære ham i et år.

Der skrives i mindebøger.
Jeg er sikker på, at denne bog er guld værd for dem bagefter.

Efter at have skrevet dette indlæg, så vil jeg starte bilen og køre op til Tobias´ svigerforældre for at hente min teenager hjem til en dejlig lang sommerferie. Nu får jeg nok at se, om det passer, hvad alle forældre siger. De fortæller alle, at det er nogle nye unge mennesker, der kommer hjem fra et efterskole-ophold......

En dejlig afslappende lørdag....

2011-06-18T23:28:00.000+02:00

Vågnede kl 07.30 og lå og gassede i sengen til ved 8-tiden. Så var det op og igang med div. morgenrutiner. Klokken 10 var vi klar til at køre ind til byen, hvor vi havde aftalt at spise brunch, for det er bare så sjældent, at vi gør det. Når vi nu var inde i storbyen, så var der også lige et par andre ærinder.

Klokken 12.30 var vi hjemme igen, og så pakkede jeg lidt materialer til at lave kort af og kørte de ca. 15 km til Årøsund for at tage den lille færge til Årø, hvor jeg mødtes med en håndfuld scrappiger, der var taget på scrapweekend i et sommerhus på øen. Jeg fik lige lov at aflægge denne "loge" et eftermiddagsbesøg, hvor jeg fik lavet lidt kort, gået tur og hygget mig.

En lille hyggesludder på stranden

Retur med færgen kl 18.15 og så hjem og lave roastbeef med avocado-kartoffelsalat (det var bare en lækker kartoffelsalat - mums). Efter maden var det badetid for Silas, som bare var i superhumør og efter badet speedede rundt og "fjolledansede" til tonerne fra Dûne, mens han hvinede af fryd. Klokken 21.30 besluttede jeg, at det var sengetid for ham. Ikke fordi han var træt - bare fordi klokken var mange for en purk på knap 3 år. Jeg tror ikke, at han var enig, for kl 23 sov han stadig ikke.

Efter fjolledansen var jeg vist også varmet lidt op og skiftede til løbetøj og løb min lille tur på 2,4 km (ikke så langt, men bedre en 2,4 timer i sofaen). Ninja var med, så da vi kom tilbage var vi vel begge varme, så hvorfor ikke fortsætte med lidt agility i haven...??

Så blev kl 22.30 og resten af dagen står vist bare rundtur i blogland, facebook og så et varmt bad, før dynen kalder. Jeg synes, det har været en perfekt dag - og for mig ret afslappende. Ved godt, at der sidder et par stykker, som måske ikke helt kan få øje på det........

Kingsmoor Cup 2011

2011-06-15T23:45:00.000+02:00

Traditionen tro afholdt vi i Ribe Hundevenner et tredages agilitystævne i pinsen. Det blev vores største stævne nogensinde med over 200 tilmeldte hunde. Der var lidt over 70, der overnattede på pladsen, og mere end 100 personer havde bestilt mad til et eller flere af måltiderne. Det var ret vildt og en total umulighed at gennemføre sådan et stævne uden hjælpende hænder fra folk udefra.

Desuden havde der i uge 23 været agilitykursus i klubben, så mange hænder havde været i gang i klubben hele ugen. Min uge behøvede ikke et ugekursus for at være travl og stressende. Jeg havde dog af andre årsager meldt fra i år, hvilket vist også var meget godt, for jeg var temmelig ophængt i sidste uge med arbejdet, og det havde umiddelbart været fuldstændig umuligt at holde fri.

Fredag måtte jeg dog tvinge mig selv til at pakke arbejdet sammen og køre vestpå for at hente Tobias, der var hjemme fra efterskole. Han kom med toget og derefter kørte vi ud på stævnepladsen.

Jeg skulle selv deltage ved stævnet med Echo. Lørdag gjorde han det super godt. Han løb fejlfrit i tre af sine 4 løb. Han vandt Agilityklasse 1 med 8 sekunder, blev nr. 5 i Agility Åben og i Spring 3 rev han desværre næstsidste spring, hvilket var rigtig ærgerligt, da han ellers havde vundet et certifikat. Meget flot præstation af Echo-drengen, der jo ikke får skyggen af agilitytræning i det daglige. Men "aflastningsfamilien" holder ham godt i gang med leg og lange gåture, så det er ikke fordi jeg tager en fed sofahund og hiver den rundt på banen.

Selvom man ikke er sofahund, så kan man godt blive rigtig træt efter sådan et stævne...
Her ligger Echo helt "smeltet" efter stævnet

Søndag løb han også et pænt løb i Spring Åben, hvilket gav en DM-kvalifikation, så nu mangler vi "bare" en enkelt i agility for at kvalificere os til DM. I den anledning har jeg tilmeldt mig DKK stævnet i Vejen i den sidste weekend i juli.

Hans stabile indsats i de åbne klasser gav os faktisk også en plads i finalen. Dog gjorde jeg mig heller ikke de store forhåbninger om at kunne vinde finalen, da Echo ikke er den allerhurtigste hund. Det havde så ikke behøvet at være en hindring, for i mellemklassen skulle man "bare" løbe fejlfrit for at vinde, da finalen blev vundet med fejl. Echo blev desværre disket, da han løb mellem hjul og ramme, så han kunne slet ikke komme i betragtning. Men jeg var meget tilfreds med hans indsats til stævnet.

Tilskuerne sad tæt til finalen

Tillykke til vinderne af finalen, der hver vandt et gavekort på kr. 2.000 til Kingsmoor foder.
I lille klasse var det Susanne Prier med Unique. Susanne løb med 30% af hundene i finalen for små hunde, så hun havde virkelig nogle kort på hånden der. Det kneb vist lidt med vejret i forvejen for hende og det blev da ikke bedre af, at hun skulle løbe med tre hunde indenfor ganske kort tid.

I mellem klassen vandt Marianne Blom Larsen med Zippo finalen. Underligt at mellemhundene fik fejl i lange baner, for finalebanen var faktisk rigtig god og fair og spændende på den gode måde.

I stor klasse vandt Sarah Lorentzen med Succes, og Sarah besatte også 2. pladsen med Succes´(og for den sags skyld også min egen Ninjas) mor, Simic. Det er da ganske imponerende synes jeg.

Vinderne af Kingsmoor Cup 2011

Jeg var alene afsted til stævnet sammen med Silas og alle hundene, for Henrik var meget ophængt af en programmeringsopgave, der skulle være klar til test tirsdag morgen. Tobias var godt nok på pladsen, men han boede i telt sammen med sin gode ven, men var faktisk rigtig sød til at give en hånd i klubben.

Først og fremmest skulle jeg tage mig af Silas og hans basale behov, så skulle jeg gerne hjælpe til i klubben. Som stævnet skred frem viste det sig, at Silas havde raget en fæl gang øjenbetændelse til sig, hvilket nok forklarede, at han til tider var lidt pylret. Til aller sidst kom mine egne hunde, som næsten gik for lud og koldt vand. Puha hvor kan man få dårlig samvittighed overfor alle; Silas, klubkammeraterne og hundene. Så jeg har virkelig nydt at stævnet var overstået og at være hjemme igen og have bedre tid til familien og hundene.

Men det er dejligt at læse de mange positive tilbagemeldinger på diverse blogs og på Facebook.

For travlt til blog!!

2011-06-13T22:09:00.001+02:00

Det lyder måske også lidt mærkeligt at have for travlt til at blogge, især når man fra onsdag til søndag i sidste uge var campingferie. Og nu lige har overstået en "pinseferie". Men nogen gange er det bare ikke det samme som, at man har god tid. For sidste onsdag - aftenen før vi tog til Jesperhus Resort, valgte min pc at stille træskoene, så jeg havde ikke nogen pc med på ferien, men nassede Henriks i et par timer på ferien (men ikke for at blogge)

Silas foran Flaghøjen i Jesperhus Blomsterpark

Selvom vi var på ferie i Kr.Himmelfartsferien, så synes jeg nu ikke at der var ret meget afslapning over de 5 dage på camping. Vi fejrede Tobias´ 16 års fødselsdag på campingpladsen. Vi fandt derved ud af, at man sagtens kunne være 15 personer i forteltet.

Ferien i Jesperhus bød også på et par smut op i Blomsterparken, som Silas i den grad elskede i år. Ikke pga blomsterne, men pga aktiviteterne. Han taler stadig meget om toget, der kørte rundt i parken og på campingpladsen. Vejret var mere end fantastisk. Flot solskin og total blå himmel og temperaturer på den anden side af 20 grader alle dage.

Kollektiv middagslur i indhegningen foran forteltet

Vi to hjem om søndagen, selvom vi faktisk havde købt en pakke, der gjaldt fra onsdag til mandag, men da min chef havde indkaldt til to dages salgsmøde mandag morgen kl 9 - vel at mærke i Birkerød, så var det bare med at komme hjem og få pakket ud og pakket noget af det sammen igen, så jeg kunne ile videre tidligt mandag morgen.
De to dage i Birkerød var spændende, men jeg havde meget svært ved at sidde stille på stolen og i det hele taget koncentrere mig. Jeg havde for et par uger siden fået besked fra en større jysk kommune om, at de ville indgå en aftale med mig (eller firmaet måske snarere), men når man arbejder med offentlige udbud, som jeg jo gør, så er der en standstill-periode, hvor de andre tilbudsgiverer kan gøre indsigelser. Først når den er udløbet, må man underskrive aftalen, og de dage var ganske opslidende for mig, da jeg en gang tidligere har måttet se en stor ordre forsvinde efter en konkurrents indsigelser, men det skal jeg nok lade være med at trætte bloglæserne med, men brændt barn skyr som bekendt ilden....

Men nu er aftalen i hus og en kæmpestor arbejdsbyrde er allerede igang. Efter at have holdt møde med kunden i onsdags er 2-do listen blevet alen lang! Så det var faktisk ganske svært at gå på weekend fredag, men det var en stor nødvendighed, da vi i Ribe Hundevenner skulle afvikle et ret stort agilitystævne med ca. 200 deltagende hunde. Så enhver kan jo nok regne ud, at de sidste tre dage heller ikke har budt på afslapning (mere om stævnet i næste indlæg).

Overrumplet!

2011-05-31T22:52:00.000+02:00

Henrik sendte mig en SMS igår, mens jeg var på job og var pludselig ret interesseret i, hvor jeg var i verden og hvornår jeg kom hjem. Tja, jeg var i Svendborg og forventede at være hjemme kl. 17. Eneste svar jeg kunne få på den pludseligt opståede interesse for "hvor og hvornår" var, at det var en hemmelighed og så noget med en fotograf......

Hvad fanden har han mon gang i, tænkte jeg. Synes ikke, at Henrik er fyldt med total crazy og spontane ideer, men man kunne da aldrig vide....Da jeg nok fornemmede, at det ville være meget ønskeligt, om jeg kunne være hjemme til kl 17, så "ramte" jeg byskiltet kl 15.45 og havde helt styr på, at jeg forinden kunne nå mine ærinder i banken, biblioteket, Telenorbutikken, apoteket og postbutikken.

Første stop var banken, hvor jeg skulle tømme en pose penge fra kortsalget i min "lille" nebengeschäft (Cancerkort). Samtidig skulle jeg lige veksle et par ord med min bankrådgiver vedr. pensionsopsparing (ikke fordi jeg efter sidste indlæg føler mig akut ældre, vil jeg lige indskyde). Mens vi sidder der og snakker, så fornemmer jeg et kort sekund er noget er "mærkeligt" omkring mig (som om alle i banken afventer), men inden jeg når at reagere på min undren, kommer en buket blomster og en smilende bankdame mig i møde sammen med en kollega med et kamera. Hvad er nu det for noget??

Meta fra Frøs Herreds Sparekasse valgte mig som "hendes" lokale ildsjæl.
Meta er ikke min bankrådgiver, men sidder som regel ved kassen,
når jeg kommer for at sætte kortpengene ind.

Jeg får overrakt buketten, fordi bankens personale har valgt 10 lokale ildsjæle, som de hver især vil belønne med en buket blomster. Jeg blev ganske rørt og overrasket.

Et er at "kortpigerne" klapper mig på skuldrene og synes mit initiativ er godt. Eller at "cancerfamilierne" også nogen gange giver mig et bifald, som berører mig dybt - ikke mindst fordi jeg ved, at "mine" penge gør en forskel, der kan ses og mærkes i Foreningen Cancerramte Børns regnskaber og dermed gør en masse gavn for familier, der lever med et kræftsygt barn.

Men det var bare ligesom mere vildt, at nogen helt udenforstående belønnede mig og havde bemærket mit projekt.

Så mit ærinde i banken trak noget ud, så jeg nåede ikke at være før kl 17.10, men det gjorde heller ikke så meget, for jeg var jo løbet direkte ind i armene på "overraskelsen", der så sparede at køre hjem til mig for at overrække buketten. Sikke et dejligt skulderklap at få!

Det er vores børn, der gør os gamle

2011-05-29T07:25:00.001+02:00

Det er ikke nøvendigvis fordi ungerne i deres opvækst på den måde gør os gamle og gråhårede. Det er mere, fordi man når man betragter dem ved nogen af barndommens milepæle (1. Skoledag, konfirmation osv) også indser, at man dermed selv er blevet ældre.

Som den anden dag, hvor jeg tænkte et par år ud i fremtiden og kom til at høre mig selv sige (vel at mærke først om et par år - trods alt): "....og så har jeg også en voksen søn".

Fuck, de ord sved!!

Hvorfor læser du blogs?

2011-05-25T22:32:00.001+02:00

Når jeg kigger min liste over de blogs, som jeg følger med i, så er mit eget svar på spørgsmålet ikke entydigt. Jeg læser tre kategorier af blogs.

Scrapblogs. Her henter jeg lidt inspiration og følger lidt med i scrap-/kortverdenen.

Hundeblogs. Her prøver jeg at hænge i nyhederne om mine hundevenner og om agiltytræning

Sidste kategori er en blandet landhandel af blogs skrevet af folk, som jeg som regel ikke kender overhovedet, men som bare skriver blogs, som jeg må følge lidt med i. Og egentlig synes jeg, at sidstnævnte kategori er den mest interessante at berøre. Det synes jeg måske mest fordi jeg ved, at mange af mine hundevenner læser de samme hundeblogs og mine scrapvenner stort set også læser de samme scrapblogs. Men i den sidste kategori er der nok kun meget få sammenfald, for det er sådan nogle blogs, som jeg er faldet over mere eller mindre tilfældigt rundt omkring.

I den sidstnævnte kategori får jeg lyst til at fremhæve 3:

Marens Blog - Maren Uthaug skriver ganske fantastisk og meget humoristisk om sit liv og sine betragtninger. Jeg får mig rigtig mange gode grin. Jeg har lige fundet ud af, at hun faktisk har udgivet nogle bøger, hvoraf jeg igår reserverede to af dem på biblioteket.

Blogsbjerg - Også en ret underholdende blog, som jeg har fulgt et års tid vil jeg tro. Hoppede vist med, da hun offentliggjorde, at hun var gravid og det var et projekt planlagt singlemor. Sjovt nok at følge med i, hvordan de der små størrelser ændrer alt for en. Der var noget mere humor på bloggen, før Anton blev født, men jeg får mig stadig et godt grin nu og da.

Frem i lyset - Egentlig startede jeg med at læse denne blog, fordi Marianne, som har bloggen skrev en kommentar på min blog engang vedr. en ankesag, jeg kørte mod Haderslev Kommune. Marianne er mor til Mathias, som blandt andet har Downs og er autist. Jeg kan dårligt nævne nogen personer, der har det så hårdt og kæmper så mange kampe og alligevel formår at holde hovedet højt, selvom det er svært for hende efter, at hendes mand for et år siden pludselig faldt død om. Hvis du klikker ind på bloggen, så husk også at kigge på fanerne øverst på siden og læs "Holland" og "Klumme om frem i lyset"

Det var nogle af mine yndlingsblogs.
Hvad er din yndlingsblog?

Er det der med træning ikke bare noget opreklameret p..?

2011-05-15T22:33:00.000+02:00

for det er da gået meget godt uden nogen som helst form for træning. Jeg har været til stævne i Løgumkloster i denne weekend. Og her ses min præmiehøst på mine 11 starter - dejlige økonomiske starter - samlet startgebyr = kr. 345,-

Mine præmier fra weekendens stævne:
1. skoplejesæt fra Ecco
2. løbetrøje
3. 2xfribilletter til Ribes Vikinger
4. Lommeradio
5. bold med reb
6. 25xDVD skiver
7. Elektronisk Sudoku
8. 2xboldkastearme

Præmiebordene indholdt mange forskellige typer af præmier. Nogle var lidt anderledes, men alligevel ganske anvendelige. Og i Løgumkloster er der supergode faciliteter, da stævnet holdes på byens skoles græsarealer. Der er gode toiletforhold, opholdsfaciliteter, legeplads og ikke mindst super forplejning til meget billige penge. Jeg vil gå så langt at sige, at man faktisk snyder sig selv, hvis man tager mad med hjemmefra, for det er sgu for dumt.

Echo flottede sig med at rykke op i AG2 og SP3. Jeg løb dog ikke i de nyoprykkede klasser, da jeg syntes, at Echo havde løb nok i forvejen i de 8 ordinære starter, og samtidig havde jeg også Silas med, og det var derfor meget rart, at have lidt pause ind i mellem.

Godt jeg havde min lille hjælper med til at hjælpe med at rejse teltet

Jeg synes faktisk, at Echo løb utrolig pænt i denne weekend og med god gejst. Desværre indkasserede vi også et par nedrivninger og en enkelt slalomfejl. Sidstnævnte var nok en af de ting, som kunne undgås, hvis man fik trænet sammen, men jeg må nok bare erkende, at sådan er det ikke lige, så jeg må være tilfreds med det, som vi kan opnå sammen uden den store træning. Echo elsker agilityen, og jeg synes han er en dygtig hund, der heldigvis ikke glemmer sin grundtræning.

Diva - måske lidt træt, men sikkert på den fede måde...

Gode gamle Diva fik også lov at løbe et par seniorløb, og nej hvor hun elskede det. Hun har ikke fået lov at løbe til et stævne siden tja..... engang sidste år! Hun var bare så glad, og da hun var alene i sine klasse, så vandt hun alle sine tre løb - både med og uden fejl (nedrivninger og en enkelt slalomfejl). Men det var ikke det vigtigste - bare den gamle tøs hyggede sig.

Julegaven er indløst - sikke en forkælelse!

2011-05-11T23:43:00.001+02:00

Min julegave fra Henrik var et flot håndlavet kort (lavet af Henrik selv - sikke en kærlighedserklæring i sig selv). De smukke kort var spækket med søde ord og lovning på en gave i form af en weekend med hemmelig forkælelse. Gaven skulle så indløses i den forgangne weekend.

Fredag middag kørte vi op til mine forældre på Djursland og satte Silas og hundene af hos dem. Jeg anede intet om, hvor vi skulle hen, udover at jeg havde fået den sparsomme information, at vi skulle nordpå. Nu er planlægning jo absolut min spidskompetence i vores familie, og Henrik plejer bare at følge den plan, som jeg har lagt. Så for mig var det noget uvant at sidde ved siden af i bilen og være total uvidende om, hvad der skulle ske.

Fredag ved aftensmadstid ankom til et lækkert Bed & Breakfast-sted tæt ved Løkken . Vi indlogerede os i en rigtig lækker ny og velindrettet ferielejlighed. Stedet bar tydeligt præg af, at man helhjertet havde lavet sådan et sted og nød at dele sine omgivelser med gæsterne, uden at man som gæst følte, at man invaderede værternes hjem.

Hyggekrogen i ferielejligheden.
I øvrigt værtindens egne malerier, der pryder værelserne

Henrik havde egentlig planlagt pizza i klitterne ved Løkken, men pludselig var der både vind og overskyet, så vi fandt et tilfældigt sted i Hjørring, hvor vi kunne få stillet den værste sult. Man kan blive overrasket over, så god tid man har til dybe samtaler, når man ikke forstyrres af børn, hunde og pc´ere.

Hvis jeg lige skal runde en sidste ting omkring Cafehaven, som Bed & Breakfaststedet hedder, så var det deres meget lækre morgenkomplet, som blev serveret på værelset. Hjemmelavede eller lokalt lavede specialiteter på tallerkenen. Mums det var lækkert. Og et lille PS til mine hundevenner: I to af lejlighederne må man også have hund med.

Lækker morgenkomplet

Lørdagen brugte vi i hyggelige Løkken, der nu var ved at vågne op til turistsæsonen, og der var mulighed for liv og handel i nogle af byens små og sjove butikker, hvilket altid er lettere uden lille Silas i hånden. Så vi fik shoppet lidt og fik nydt en frokst i dejlig solskin på byens torv.

Dejligt med en kold fadøl, mens vi venter på maden

Turen i Løkken blev afsluttet med en tur på den brede og smukke sandstrand. Der gik vi så og nød det fine vejr, indtil Henrik sagde, at vi skulle videre. Uden at vide noget om, hvad der nu skulle ske, så satte jeg mig igen på passagersædet (den del er også lidt uvant. Det er som regel også mig, der er chauffør - mest fordi jeg er så vant til at køre mange kilometer, at det ikke betyder så meget for mig, om jeg skal køre et par hundrede kilometer).

Ved Løkken Strand

Henrik gjorde holdt på Gl.Vrå Slot ved Tylstrup/Brønderslev. Der var smukt, romantisk og idyllisk. Godt nok var de igang med at restaurere og nogle steder på slottet rodede det lidt, men der hvor de var færdige, var der vildt flot og en helt fantastisk atmosfære.

Gl. Vrå Slot

Vi fik tildelt et smukt værelse i en af fløjene, men måtte også benytte slottets smukke stuer, som om de var vores egne. Det fik mig til at smide mig på en af de smukke sofaer i "den blå stue" med fødderne på skødet af Henrik og slappe total af til de toner af klassisk musik, som stille flød ud af højttalerne.

Et kig ind i "den blå stue"

Vores værelse

Om aftenen indtog vi en lækker 5-retters menu, som vi næsten ikke havde tid til at opfatte smagen af, fordi vi var så optaget af vores samtale, som spændte over mange emner. Det var næsten lige før det var helt irriterende, når tjeneren kom "rendende". Og han var ellers en rigtig sød tjener, der var helt nede på jorden og havde fin situationsfornemmelse.

Henrik er ved at indtage morgenmaden
i den flotte og stemningsfulde restaurant

Klokken blev også næsten halv to, før vi fandt over på vores værelse. Efter morgenmaden, som ikke var noget særligt at skrive hjem om; pålæg fra pakker, bake-off brød og generelt ikke særlig inspirerende - hvor er det bare synd, at blive spist af med sådan en kedelig morgenmad, når har prøvet lækre morgenborde på f.eks Norsminde Kro og Munkebo Kro, så trillede vi sydpå og sluttede denne fantastiske weekend af med et par timeres gåtur i Rebild Bakker.

Rebild Bakker

Det var bare sådan en skøn skøn weekend, som jeg tror, at vi begge kan leve højt på længe. Sikke en dejlig julegave!

Er Silas bare almindelig "særlig" eller.........??

2011-05-03T22:40:00.000+02:00

I starten af december fik jeg opringning fra PPR (pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i Haderslev Kommune. De ville gerne tale med Henrik og mig vedr. fremtidigt pasningstilbud for Silas for at sikre, at Silas i fremtiden ville få det, som han havde behov for.

Jeg var noget forundret over, at kommunen selv rettede henvendelse vedr. dette, da man altid hører om forældre, der skal slås for tilbud til deres børn, hvis de har "særlige behov". Men da Silas i forvejen er en "sag" i systemet, så går tingene åbenbart mere eller mindre af sig selv.

Silas er ret kvik til at betjene smartphones - måske mest fordi han får lov

Frem til vinteren haltede Silas meget bagud på sit sprog, samt på det grovmotoriske og hans sociale samspil med andre børn var heller ikke ok.

Der blev sat en observation igang af Silas, hvor vi som forældre samt dagplejen skulle udfylde et ret omfattende observationsskema. Derefter blev der lavet en sprogtest på Silas. Der er dog sket meget siden med ham. Han har knækket koden til at tale, og taler flittigt og er sin egen lille kommentator. Som Henrik plejer at sige, så "speaker Silas for blinde". Hvis man ikke kan se, hvad der foregår og hvad vi hver især i familien foretager os lige nu, så kan man bare lytte efter Silas: "Silas drikker mælk", "Mor laver mad" osv.

Silas i gang med nogle af genstandene fra sprogtesten

På det grovmotoriske er han stadig ikke helt god. Han er meget forsigtig (som nævnt i dette indlæg om bl.a.gymnastikopvisning), og han er generelt ikke interesseret i andre børn. Han opsøger dem ikke, og han bryder sig ikke om, at de flyver lige hen i hovedet af ham, når han ankommer et sted.

Til gengæld er Silas superkvik på andre områder. Han har en fantastisk finmotorik, og skiller sig klart ud ved at kunne over halvdelen af bogstaverne i alfabetet og kan tælle og genkende alle tallene mellem 1 og 12. Han kan de fleste farver. Han samler puslespil - og gerne ved at finde brikkerne liggende med bagsiden opad (se video)

Silas tegner sig første ansigt.
Ikke et kønt ansigt, men en ret god tegning fra en 2-årigs hånd.

Lederen af kommunens pladsanvisning, som også er den person, som skal videresende papirer til visitationen, har jo læst sammenfatningen af de undersøgelser, der er lavet ift Silas for at finde det bedste pasningstilbud til ham, når nu han "vokser ud af dagplejen". Ved gennemlæsning af papirerne og ved samtale med os og dagplejen, så sad hun næsten og trådte sig over tæerne, da hun på en "skånsom måde" ville sige, at PPR og vi også skulle være opmærksom på de punkter, som han udviklingsmæssigt var meget foran sine jævnaldrende på. Da det også kunne være et udtryk for "andre specielle behov". Han kunne jo være et superintelligent barn, hvilket man også skulle have fokus på, men det kunne også være behov på andre måder. Hun kunne ikke få sig selv til at sige "Aspergers Syndrom" eller "diagnose indenfor autismespektret", men det viste sig jo, at både dagplejen og faktisk også Henrik og jeg har tænkt det samme.......

Silas tegner - bemærk E´et, som Silas selv er meget bevidst om

Men inden vi nu klistrer flere diagnoser på ryggen af Silas (jeg synes ikke der er plads til flere), så synes jeg, at der på baggrund af hans forhistorie (kemokur/isolation samt lang tids meget dårlig trivsel pga underernæring indtil de fandt ud af, at han har Cystisk Fibrose), som jo nok må anses for at være en anelse bombastisk for sådan en lille fyr på 2 år og 9 måneder, godt kan findes forklaringer på både hans svagheder og styrker, så Henrik og jeg ser ingen grund til at start en større udredning på Børnepsyk.lige pt.

Det kan jo også være, at Silas bare ligner sin far, der som barn (og voksen) også gerne ville sidde og nørkle med ting og sager og egentlig er en person, der fint kan nøjes med sit eget selskab. Henrik ser også alle mulige detaljer og er meget videbegærlig. Tja vi må se, men dagens samtale gav måske alligevel lidt mere at tænke over.

Lige nu er planen, at Silas skal starte i landsbyens lille børnehave med 35 børn og tildeles en støttepædagog 10 timer om ugen. Det er tanken, at specialpædagogen skal hjælpe Silas med især det sociale ift de andre børn. Jeg føler mig tryg ved denne plan.

Tillykke til Diva

2011-05-01T22:52:00.001+02:00

Tænk sig, at den gamle tøs i dag blev 13 år. Tillykke til min søde Diva!

Billedet er taget på vores campingferie i påsken, hvor alle hundene en af dagene fik en dentalstick. Diva ved bare ikke, at det er meningen, at man skal tygge på den, for at opnå den tandrensende effekt. Diva er nemlig ikke en hund, der tygger i/på ting. Hun sutter på dem i stedet for. Faktisk forsøger hun også at fortære rå kødben ved at ligge og sutte på dem. Rimelig håbløs og langtrukken mission.

Dental-sticken på billedet ovenfor gik Diva nok rundt med i et par timer, stikkende ud af flaben, som om det var en cigar, og jeg tror faktisk, at det endte med, at Ninja narrede den fra hende i et ubemærket øjeblik (det kunne nemlig bedst ligne min "lille" teenage-tøs)

Fantastisk påske

2011-04-28T22:54:00.001+02:00

Påskeferien bød ikke kun på turen til Hotel Baltic, men også på campingtur i det midtjyske. Vi havde 5 overnatninger på Hesselhus Camping, og vejret var jo ganske fantastisk til at campere i.

Silas som campingmester

Tobias stødte til torsdag formiddag, så vi alle kunne nyde ferien sammen. Der var ikke mange teenageaktiviteter på pladsen, men Tobias nød solen og at være grill-mester. Da vi lørdag hentede hans kæreste herud på et lille besøg, så var han da ganske tilfreds. Hun er også bare en rigtig sød pige, som vi alle holder meget af - Lille Silas er ganske betaget af Edina, som han plejer at kalde Christina.

Travetur i den skønne natur

Dejligt med sådan en daseferie, selvom Henrik og jeg nu er ret enige om, at mange ting bliver lidt mere tidskrævende på en campingplads, fordi man skal bevæge sig ekstra efter det. Det kræver en gåtur at vaske op (og her er kunsten jo at huske alle opvaskerekvisitterne, inden man drager afsted mod fælleskøkkenet), at komme i bad (her er det også surt at komme afsted uden at få det hele med - træls at stå ved servicebygningen uden magnetkort eller uden håndklæde). Heldigvis er der toilet i campingvognen, så morgentissetåren kan da fikses uden større forudgående spadserertur.

Christina og Silas laver sand-elefanter

Vi havde nemlig ikke fået den plads, som lå tættest på servicebygningen. Til gengæld havde vi fået en dejlig plads, som lå for enden af campingpladsen - klods op og ned af et lille legetårn med rutschebane og sandkasse. Det var bare lige sagen for Silas, der elsker at lege i sandkasse og rutsche. Faktisk også ret underholdende at høre børnene lege, når man sad i forteltet. Morede mig meget over at høre en pige på ca. 5 år sige til sin lillesøster : "Hvad i alverden skulle det nu til for?". Mon ikke de ord plejede at komme ud af deres mors mund i stedet for?

Silas nyder solen - iført selvvalgt påklædning

50 meter fra vores plads var der en låge ud til et sommerhuskvarter, hvor der var ganske fine luftemuligheder. Ved siden af pladsen var der også et fritløbsareal, hvor man kunne slippe sine hunde løs mellem alle mulige hunde i en pærevælling (og håbe på det bedste...), men det var nu ikke et tilbud, som jeg fandt særlig fristende, men sådan er vi hundeejere jo så forskellige - og måske netop derfor følte jeg mig ikke fristet!

Diva ligger bag vores hegn og holder øje

Vi sluttede ferien af med en tur i Cirkus Arena. Det var meget interessant at have Silas med i cirkus. Han fik klart alle detaljerne med, og det var ikke altid artisternes optræden i manegen, der gjorde allerstørst indtryk på ham, men så var der så mange andre ting, man kunne bemærke og kommentere.

Cirkusstemning

Dejlig påskeferiestart

2011-04-24T15:13:00.000+02:00

Mandag kørte jeg hundene og Silas hjem til mine forældre.

Henrik og jeg havde bestilt et gourmetophold fra tirsdag til onsdag på Hotel Baltic i Hørup Hav. Det var et tilbud, som jeg var faldet over på Sweetdeal. Det er et genialt koncept, hvor man kan i afgrænsede perioder kan få meget fordelagtige rabatter på udvalgte varer, så som weekendophold, massage, 3 retters menuer og meget andet. I dette tilfælde fik vi et gourmetophold for to personer for 1190 og det koster normalt ca.kr. 2300.

Vejret var jo aldeles perfekt, da vi trillede sydpå. Jeg øjnede så lige chancen for at besøge min yndlingstøjbutik i Sønderborg. Jeg har handlet hos "Viller" på Perlegade et par gange før, og jeg synes, at man får en meget udsøgt betjening, og jeg har allerede lagt flere tusinde kroner dernede, men også gjort nogle fantastisk gode køb. Der får man virkelig betjening og ærlighed, og de er supergode til at finde spændende ting frem til en (som man vel at mærke bruger efterfølgende). For mig er det forskellen mellem at jeg lægger kr. 369 i butikken eller måske kr. 3.690.

Men shopping i Sønderborg var bare en afstikker..... Hotel Baltic ligger ned til lystbådehavnen i Hørup Hav. Vi fik et skønt værelse i gammel autentisk stil - ikke mindst med en dejlig udsigt ud over lystbådehavnen. Vi fik en dejlig 5 retters menu, hvor mængden var særdeles tilpas. Ganske interessant og velsmagende retter, men mest af alt bare dejligt bare at have tid kun til hinanden og til bare at snakke sammen.

Vores værelse i smuk gammel stil

Dejlig udsigt fra værelset

Onsdag kunne vi så trille nordpå igen og lade os genforene med Silas og hundene og holde resten af påskeferien sammen med dem - og ikke mindst Tobias, som i påsken vil beære os med sit selskab.

De ligner jo alle sammen hinanden.....

2011-04-19T18:40:00.001+02:00

Hvem fanden kan se forskel på to sort/hvide border collier?

Normalt synes jeg ikke, at det er så stort et problem at se forskel på hunde i samme race/farve - og da slet ikke på hunde, der har aftegninger.

Som to dråber vand
Zoya til venstre og Ninja til højre

Igår havde Ninja og jeg besøg af Tina Tøndering. Hun har Zoya, som er datter af Ninjas halvsøster. Så de to piger er jo så i familie, og jeg synes, det er vildt så meget, som de ligner hinanden. Det lykkedes faktisk også for Tina og jeg at forveksle, hvem der var hvem et par gange under deres besøg. Det er da skidt, når ejerne næsten ikke selv kan se forskel. Det fik vi da et par gode grin over.

Her er det noget nemmere at se forskel.
Ninja til venstre og Zoya til højre

Så da Tina skulle køre, måtte jeg lige tjekke en ekstra gang, at det var den rigtige hund, hun tog med sig.

Forårsweekend

2011-04-12T22:00:00.000+02:00

Sikke en dejlig weekend vi har haft. Heldigvis havde vi ikke sådan de store planer, men skulle være hjemme det meste af weekenden.

Silas på havetraktoren

Det var rigtig forårsagtigt, og plænetraktoren fik sæsonens første tur. Tobias var også et smut hjemme i weekenden og ville gerne gå til hånde med nogle af de mange småprojekter. Sådan en stakkels efterskoleelev vil altid gerne tjene lidt ekstra lommepenge. Og det er faktisk rigtig hyggeligt at gå og lave små projekter sammen med ham.

Tobias fikser hegnet

Silas "hjælper" med gravearbejdet

Der er jo altid et hav af ting, som man kan lave, når man er husejer, og denne weekend var jo en ren nydelse at gå udenfor i. Og som man kan se i dette lille blogindlæg, så var det også dejligt at lufte kameraet.

Diva i fuld firspring

Ninja vil bare gerne løbe agility

Nu er forårsvejret åbenbart forbi i denne omgang. I dag har jeg trænet mit kørekort til hund-hold i et fælt stormvejr. Skærende kontrast til de lækre vejr, som de foregående tre fridage bød på, men mon ikke det gode vejr vender tilbage?!

Med de gamle hunde ved dyrlægen

2011-04-02T23:12:00.000+02:00

I torsdags var jeg til dyrlæge med de to gamle hunde, som jo begge nærmer sig de 13 år med meget hastige skridt. Jeg hader at have mine gamle hunde med til dyrlæge. Jeg frygter altid, at det er sidste gang. Og mine følelser sidder derfor noget yderligt ved disse besøg.

Diva var begyndt at bliver hårløs på snudespidsen, og det så bare lidt mystisk ud, så det ville jeg lige have tjekket. Dyrlægen havde ikke så mange gode bud. Han synes bare, at det lignede, at hun havde skrabt snuden på noget (tremmer eller andet), men det skulle ligne Diva dårligt. Mens han var ude at tjekke for svamp (ingen svamp påvist), så gramsede jeg lidt ekstra rundt på Diva og opdagede pludselig en knude i hendes mave.

Gøende Diva

Dyrlægen mærkede da han kom tilbage, og han kunne naturligvis ikke sige med sikkerhed, hvad det var. Det kunne være brok i bughulen, men han kunne ikke rigtig trykke noget på "plads". Det kunne også være en fedtknude eller i værste fald en ond tumor. Hun virker ikke generet af den, og vi blev enige om, at jeg skulle holde øje med knuden og se, om den voksede eller begyndte at genere hende. Derfra måtte vi så tage stilling til evt. yderligere tiltag. Øv, så stod jeg der og snøftede. Dyrlægen synes, at jeg tog sorgerne lidt på forskud, og han troede ikke umiddelbart, at det var noget ondartet. Men tro er ikke nok for mig, men viden får jeg jo kun, hvis vi lukker min gamle hund op og kigger efter, og det gør vi ikke lige nu. Men mest af alt blev jeg vel bare bange for, at se tiden rinde ud for min gamle hund.

Charlie skulle bare have et tandtjek, da han har parandentose, som jeg har fået rimelig kontrol over efter, at jeg er begyndt at give ham en tur med tandbørsten. Men sidst da jeg var afsted med ham, stod jeg også og småtudede over paradentose-munden, for har en hund unden tænder et værdigt liv? Det ser dog ud til, at han kan få lov at beholde største delen af de tilbageblivende tænder, så ham er jeg pt ikke særlig nervøs for.

Charlie fremviser sit "flotte" gebis

Det "rummelige" samfund

2011-03-26T13:31:00.000+01:00

Her dagen efter den store X-Factor finale, så læser jeg lidt rundt omkring div. reaktioner på finalen. Det bringer så noget mere med sig med de tanker, som jeg undervejs gør mig.

Vi så X-Factor i stuen igår, og jeg syntes ikke ligefrem, at hverken Babou eller Sarah var særlig gode til at ramme tonerne, men Annelouise stemme betager mig. Den er bare så smuk! Når det så er sagt, så vil jeg da sige, at der er noget med run på, når de to teenagere går på scenen. De er supergode til at performe.

Så ja når man sådan ser det i en helhed, så var Sarah da også den rigtige vinder. Hun virker også som en ualmindelig velafbalanceret pige, der hviler vildt meget i sig selv. Jeg synes også, at hun er megasej, at hun i så ung en alder er afklaret om sin seksualitet. Og jeg kan så fornemme, at netop hendes seksualitet er noget, der kan bringe noget debat frem. Vandt hun fordi hun er lesbisk, og hvis hun var blevet nr. 2 ,var det så, fordi hun er lesbisk, at hun kun blev nr. 2. Ja, jeg er sådan set ligeglad med hvem og hvad hun er til, og det bragte mig så videre på nogle andre oplevelser vedr. fordomme.

Når man sidder rundt om frokostbordet med sine kolleger, så dukker ens forskelligheder virkelig tit op til overfladen. Jeg har ikke noget fast tilhørsforhold rent arbejdsmæssigt, da mit job bringer mig rundt i flere af firmaets afdelinger, hvilket kan være meget interessant.

En dag sidder jeg i en af afdelingerne og snakken kommer til at falde på en af de andre kolleger (i samme hus, men hun spiser med et andet hold i afdelingen). Denne kollega havde spurgt nogle af de andre om de ville med i swingerklub, og da snakken faldt på min kollegas gang i swingerklubben, så var det en blanding af fnisen og fordømmende snak. Jeg kan til tider forholde mig ret tavs til disse måltider og bare lytte, for det kan være ret interessant, men pludselig måtte jeg godt nok fortælle mine kolleger, at de da var frygtelig fordømmende, og at jeg da bare syntes, at det var sejt, at min kollega, at hun var åben, og at hun sikkert fik sig nogle sjove oplevelser i swingerklubben - efter at hun i øvrigt havde levet i et lorteforhold med en syg jaloux stodder i mange år.

En anden gang handlede en frokostsamtale om en udgave af Bubber iflg Danmark, som handlede om S/M eller escortpiger. Kan ikke huske det præcise tema, men det omhandlede igen sex i en eller anden afskygning. Men pointen var, at en af deltagerne, der fortalte om sin verden i programmet var dagplejemor i sit civile job. Mine kolleger korsede sig - og en af reaktionerne var, at hendes barn i hvert fald ikke skulle være i en sådan en dagpleje. Ja, jeg måtte så bare kommentere, at jeg ikke kunne få øje på, hvad det havde med hendes job at gøre. Jeg var da rimelig overbevist om, at hun næppe blandede børnene ind i sine seksuelle handlinger.

Men for dælen da, hvor er vi danskere bare ualmindelig LIDT rummelige...... Det kan gå an, når man hedder Sarah og vinder X-Factor, men hvis det er naboens datter, der er lesbisk, så må "man" da forarges.....

Gamle fortabte venskaber

2011-03-23T05:10:00.000+01:00

For nogle uger siden, da jeg var på vej hjem fra Sjælland, gjorde jeg holdt på en Sunset Boulevard for at indtage mig lidt mad. Mens jeg sad der og fedtede med min Sunset-burger, kom der en familie ind, og jeg syntes bestemt, at jeg kendte kvinden. Det lignede jo min, fra HF-tiden, allerbedste veninde. Vi var supergode allerbedste veninder op gennem 20´erne, og jeg synes, at jeg har delt mange af mine meget store øjeblikke med hende. F.eks Tobias´ fødsel.

Jeg sad lidt og iagttog familien og tænkte på, om jeg skulle give mig selv til kende. Egentlig ville jeg jo ønske, at vi kunne få venskabet tilbage og dele mange gode minder fra ungdomsårene, men vores venskab gik i en periode meget i stykker, og efter at jeg et par gange gennem årene har taget initiativ til at genoplive det, men hvor den gode kemi, lige som bare var væk, så besluttede jeg, at lade den ligge.

Hvis jeg havde givet mig til kende, så er jeg ret sikker på, at det ville være en meget fesen fornemmelse og total overfladiskt, når vi stod der overfor hinanden og skulle sige hej igen. Så jeg valgte i stedet at sluge det sidste af min burger, mens de bestilte deres mad, og liste af i ubemærkethed.

Synes det var en vildt underlig fornemmelse, at et så nært venskab bare dør, selvom evt. strid og bitterhed nu skulle være visket bort. Så selvom det det egentlig ikke var sådan jeg umiddelbart ønskede det. så måtte jeg erkende, at det, jeg dybest set ønskede,var afgået ved døden. Så oplevelsen på Sunset var vel bare min definitive begravelse af det venskab.

Endnu en årsdag

2011-03-18T22:29:00.001+01:00

I dag er det nemlig et år siden, at min dejlige Ninja blev født. Jeg husker, at jeg sad i hospitalssengen på Skejby og læste på Facebook, at Simic fødte. Jeg så også de første billeder af Ninja, der blev født som nr. 2 i kuldet, og tænkte, at det da var HENDE!!

Så sød - 5 uger

Men jeg var dog på ingen måde sikker på, at jeg fik lov at købe en tævehvalp fra kuldet, for der var nemlig flere købere til tæver end tævehvalpe.

8 uger - og denne her plads er hun for længst vokset fra

Men hurra for at jeg fik lov at købe Ninja. Det er jeg så glad for. Hun har været det store lyspunkt for mig i 2010, derfor er det en dejlig årsdag i dag.

12 uger og meget "artig"

Jeg håber, du nød de skønne hvalpebilleder af dejlige Ninja. Sikke tiden flyver afsted.

Så er der gået et år...

2011-03-15T23:35:00.004+01:00

Siden en svedtest viste en meget høj koncentration af salt i Silas´ sved. Sammenholdt med hans symptomer og resultatet af denne svedtest, gjorde lægen os det klart, at der vist ikke var nogen som helst tvivl om diagnosen. Endelig en forklaring på Silas´ dårlige trivsel, omend beskeden var knusende.

Sådanne årsdage er lidt underlige, for jeg har en tendens til at opleve lidt af den svære dag igen, men samtidig ser jeg også det positive i, hvordan Silas er i dag, og hvilke underværker den rette behandling har gjort for vores lille seje dreng.

Silas elsker at studere sine bøger

Fra at være en udhungret og underernæret lille dreng, der var meget meget lille af sin alder, så skiller han sig i dag ikke så meget ud blandt jævnaldrende. I hvert fald ikke på grund af sin størrelse.

Henrik havde en sjov oplevelse på forældre/barn gymnastikholdet i dag. Silas får øje på en dreng, der har en bluse magen til en af Silas´ bluser. På blusen er der afbilledet et stop-skilt. Silas går hen til drengen og peger på blusen og siger S-T-O-P, Stop. Henrik fortalte, at de andre forældre måbede over dette lille optrin og med vantro i stemmen havde spurgt, hvad det lige var der foregik der. De kunne vel ikke tro, det som de så.

Vi er godt klar over, at det i en alder af 2½ ikke er normalt at kunne genkende over halvdelen af bogstaverne i alfabetet, eller alle tallene for den sags skyld. Men Silas er ganske betaget af tal og bogstaver, så han "læser" nummerplader, skilte, teksten på plastikposer, emballage og hvad vi ellers kommer forbi.

Fra fredagens gymnastikopvisning:
Forsigtige Silas har ikke så meget fart på
(fordel=han bliver ikke rystet på billedet)

Måske nogle forældre på holdet gennem tiden har tænkt, at Silas måske er et lidt forsigtigt "skvat", for han er ikke vildbassen, der kaster sig over redskaberne eller hopper ned på madrassen. Han trækker sig væk, når de andre bliver for vilde og fyger om ørerne på ham. Han kan f.eks heller ikke hoppe, men han øver sig da. Han er ikke utryg ved redskaberne til gymnastik, men han har aldrig kastet sig ud i ting, som hans motorik ikke har styr på, så når han gør det, så kan han det faktisk også.

Silas kan med sin forsigtighed godt skabe en lang kø ved aktiviteterne

Hvis en forælder eller to gennem sæsonen har set Silas som lidt "skvattet", så blev de nok svært overrasket over dagens episode. Han er måske slet ikke så "skvattet" endda, men har bare sine styrker på andre punkter.

Stævne i Odense

2011-03-13T09:30:00.000+01:00

Sidste weekend var Echo og jeg til stævnet, som DCH Odense arrangerede. Stor ros til arrangørerne for at vælge et sted med nemme tilkørselsforhold (lige op ad E20), have lækker hjemmelavet frokost, give en mulighed for at veksle sin pokal til en flaske vin, flotte præmier, en tidsplan der holdt og i øvrigt søde og venlige hjælpere.

Det er jo ikke arrangørerne, der bestemmer, at banetiderne skal være strammere end til et VM, så den må dommerne tage på deres kappe. Echo undgik med nød og næppe at få tidsfejl i spring 2, selvom han løb i et pænt jævnt tempo. Tænker, at det måske ikke er helt fair, og at nogen af landsholdshundene om lørdagen fik flere sekunders tidsfejl hører da ingen steder hjemme.

Trods mindre gode præstationer fra Echos og min side, så fik jeg faktisk præmier i 3 ud af de 4 gennemløb, jeg havde. Det var tydeligt at se, at det var først på sæsonen. Først var jeg faktisk en smule chokeret over så lang tid klasse 1 hundene var om at komme gennem banerne, men for mange var det jo nok stævne-debut, og jeg havde jo nok et øjeblik glemt, at nogen gange er klasse 1 jo både begynderhunde og -førere. Og ikke altid en rutineret hundefører, der har haft sin hvalp og unghund med rundt til stævner og fremmed træningsarealer og forhindringer.

Sprog-øre

2011-03-08T07:01:00.003+01:00

Jeg har tidligere skrevet om misforståelser, der kan opstå, hvis fremmede skulle gøre, som Kong Silas befaler.

Der er ikke kun en grim fælde i "tis" (kiks) og "sur røv" (sugerør).

Hvis man spørger Silas hvad han vil have på sin franskbrød, så vil han sikkert insistere på "Chili".

Hvem skulle da også kunne regne ud, at det er Nutella?!

Åh den søskendekærlighed....

2011-03-05T20:39:00.000+01:00

... Den smelter bare mit moderhjerte.

Før Silas blev født, var jeg spændt på at se, hvilket forhold de to drenge ville få til hinanden, når der nu er en aldersforskel på 13 år. Klart nok er de jo ikke sådan på "lige fod" med samme interesser og samme udviklingsstadie, men de har "noget" sammen.

Tobias & Silas
(foto: Janne Damborg)

Jeg er ikke i tvivl om, at Tobias er utrolig glad for sin lillebror. Han er så utrolig omsorgsfuld og forstående. Det er jo klart, at Silas har fyldt ekstra-ordinært meget i vores familie pga sygdom, indlæggelser, isolation osv. Og jeg kan sagtens forstå, hvis Tobias nogen gange kunne have ønsket Silas derhen, hvor peberet gror. Men Tobias har kun udtrykt forståelse og omsorg.

Bemærks storebrors overbærende og kærlige blik. Låååwe it!

Silas forguder Tobias. Hans storebror er bare hans helt store helt, og når Tobias kommer ind af døren, så er mor og far nærmest usynlige. Han snakker også nogen gange om Tobias i hverdagene, når Tobias er på efterskole. Så siger han : Bobo dole (betyder : Storebror er i skole)

Ferie på Lundø

2011-02-27T19:17:00.000+01:00

Henriks forældre har sommerhus på Lundø (en lille halvø nord for Skive), og vi var heldige at få lov til at låne sommerhuset i vinterferien. Sommerhuset ligger kun en halv times kørsel fra Rydhave Slots Ungdomsskole, hvor Tobias går på efterskole, så vi hentede Tobias og havde så 10 dage på den øde og stille halvø.

Det var virkelig vinter. De første dage stormede det helt vildt og det var bidende koldt at gå tur. Stranden usædvanlig smuk pga isflager, der var skubbet sammen på stranden. Det var så flot,at se solen skinne over al den "vilde" is.

Sammenpressede isflager på stranden

Smukt syn!

Så kom sneen og det hele var nu hvidt. Dermed var det også let at se, hvor øde der var. Der var ikke mange hjul- og fodspor i sneen.

Næsten juleagtigt

Det nød jeg temmelig meget, for jeg kunne jo spare hundesnorene på lufteturene. Jeg havde helt glemt hvor befriende det er at gå med sine hunde løse på hele turen. Det kan man ikke herhjemme på Havvejen pga trafikken.

Ninja og Charlie leger i sneen

grød-is på fjorden

Mit lille trekløver på stranden

Jeg nød også at lufte kameraet på ferien. Lundø er så dejlig uspoleret. Genstande som er skyllet i land og efterladte ting bliver formet af naturen og får lov at blive stående. Lundø er fuld af smukke motiver.

Billede fra stranden

Det var simpelthen værd at sætte vækkeuret efter.....

En "gammel genstand" slikker morgensol

Sommerhuset bød da også på hygge med familien og besøg af et par venner. Det er dejligt at have ekstra tid til hinanden på sådan en ferie, hvor der ikke er planlagt de vilde aktiviteter.

Silas og hundene laver morgengymnastik

Hygge fra gåturen - smuk himmel!

Tobias har skrabt sneen af trampolinen

Det er godt at være ude, men også rart at komme hjem igen.

En særlig hyggelig café

2011-02-19T00:34:00.001+01:00

Jeg må da bare dele denne hyggelige café med jer. Under vores ophold i Henriks forældres sommerhus på Lundø, besøgte vi den lille lokale café. Et foretagende som ud fra sin beliggenhed virker som en umulighed, men efter sigende er stedet godt kendt her på egnen.

Et glimt fra indretningen

Det er virkelig også en helt speciel café/gave-/brugskunstbutik.

Silas nyder en oste-bolle
og i forgrunden er min Tapas tallerken

Jeg synes, at stedet emmer af hygge og sjæl. Spisekortet et begrænset, men det er lækkerier. Både frokostretterne, men også specialthe og lækre hjemmebagte kager (som f.eks min yndlingskage hindbærsnitten, som jeg ofte bliver skuffet over - ikke alle er lige gode til at fremtrylle sådan en, men det kan Savillas også)

Silas hygger med far, der spiser Chili Con Carne

Stedet er delt op i en lille butik og en restaurationslokale, hvor der også er masser af brugskunst udstillet til salg. Et ganske spændende sted med en helt speciel atmosfære

Måltidet er slut, og det er ved at være tid til afgang

Vi kommer igen!

Supplerende kommentar søndag d. 20. feb:
Hvis andre skulle føle sig inspireret og vil besøge Savillas, så anbefaler jeg, at man bestiller bord. Lørdag og søndag har det ikke været til at sparke sig vej frem deroppe og ventelisten for at få et bord for de, som havde taget chancen var laaang.

Valentines...

2011-02-15T14:06:00.000+01:00

Så er det overstået!!! Radioen bugnede af Valentines-reklamer for spisesteder, blomster og forkælelser. Var da ved at gå helt op i liminingen, da P3 med en lytterafstemning kårede dette nummer til "King of Valentine":

Ja, for dælen da, sikke en Valentinesgave at få af sin kæreste - at han/hun slår op. (link til teksten)

Nå men jeg "slap" da både for blomster og chokolade - og ikke mindst et brud fra Henrik. Men er det i virkeligheden ikke også lidt kunstigt, at man skal sætte dato på for at vise sin kærlighed? Det vil selvfølgelig være fedt nok, men jeg vil nu sætte mere pris på spontaniteten end en udenlandsk tradition, der foreskriver, at blomterbutikker, chokoladeforretninger m.fl. skal have lidt ekstra omsætningskroner i den ellers nok så slukne kasse her i dette triste vintervejr.

Jeg faldt over dette blogindlæg fra en af mine yndlingsbloggere. Jeg morede mig (hvilket jeg meget ofte gør, når jeg læser hendes blog) og måtte bare give hende så meget ret i det, som hun skriver.

Man kan let blive misforstået...

2011-02-12T22:59:00.002+01:00

Når man kun er 2½ og har lidt problemer med udtalen.

Silas fortæller f.eks at han gerne vil have TIS..... og peger på pakken på bordet. Ok, det er så bare kiks. Pyha, jeg blev da helt nervøs!

Eller når den lille knægt siger, at han vil drikke af SUR RØV..... Tænke tænke... aha. Drengen vil drikke af sugerør.

Det er ikke fordi der ikke sker noget...

2011-02-10T23:15:00.001+01:00

Men omvendt så sker der da heldigvis ikke det helt vilde, men der har været stille på bloggen. Siden sidste blogindlæg har jeg været afsted på en to-dages konference ifm jobbet, og så var der jo også lige et indendørs stævne i Ribe Hundevenner, som skulle afvikles.

Jeg deltog med Echo om søndagen, hvor lille og mellem hundene løb. Echo og jeg havde ikke set hinanden mere end to gange siden 30. okt, hvor vi løb stævne sammen sidst. Så det har været sparsomt med træningen, da jeg er den eneste, der løber agility med ham. Så hvad kan man forvente? Ingenting!!

Det indfriede han til fulde - og gav faktisk lidt mere end forventet. Den første AG1 gik han forkert ind i slalom og røg desuden udenom sidste spring. I næste AG1 fik han slalomfejl på nøjagtig samme kombination (dele af banen var det samme, som den foregående). Men det er jo helt ok, for han har ikke trænet og slalom er nok ikke altid den letteste forhindring. Han laver så godt nok også en feltfejl på A´et, men vi bliver da alligevel nr. 2 i klassen. I SP3 er han fejlfri og bliver nr. 3 i klassen. Det var jeg faktisk ret godt tilfreds med.

Måske jeg skulle træne lidt med ham inden næste stævne i starten af marts? Det vil nok ikke skade.

Nu banker vinterferien på døren, og jeg glæder mig til at slappe af sammen med drengene, Henrik og hundene. Jeg håber på hygge med afslapning, wii, gåture og pandekager - og lidt besøg udefra. God ferie til alle I andre, der også er så heldige

Ujævn udvikling....

2011-01-31T22:24:00.001+01:00

Det der med sprog og tale har været svært for Silas. Vi troede ellers, at ordene ville komme i lind strøm i maj sidste år. Det kom vel også 10-15 stykker samt et hav af dyrelyde. Men så begyndte Silas endelig at gå på sine små ben, og så var der vist ikke rigtig overskud til at udvikle sproget yderligere. Hvilket iøvrigt er meget normalt, har jeg efterhånden lært om børns udvikling.

Silas elsker at tegne

Men det var som om, det med sproget slet ikke ville komme igang igen. Der kom faktisk ikke rigtig nye ord i et halvt år, og talepædagogen blev koblet på, men lige så langsomt kommer der flere og flere ord på. Indenfor den sidste uge vil jeg ikke kalde det langsomt. Nu vælter ordene ud af ham, og han begynder endelig at gentage, hvad vi siger. Han klør bare på, selvom han ikke magter at få noget forståeligt ud af det, som han forsøger at gentage.

Jeg tror dog nok, at Silas er en anelse "alternativ" i sin sproglæring. Han er supergod til synonymer. Hvis man beder ham om at sige Ninja, siger han "Bibi", som er hans ord for Puppy (som Ninja også er blevet kaldt). Hvis man siger, at nogen er "gode til et eller andet", så siger han "Dø-Tiii", som betyder dygtig. Hvis man´beder ham om at sige Silas, så siger han "Mimi", som er hans ord for Mini, som jo er afledt af MiniMan. I forgårs forsøgte han sig endelig med at sige "Silas" (lyder mest som "i...laz")

Man kan også undres over rækkenfølgen, han lærer sig nye ord i. Han er ikke nogen haj til de der korte hverdagsord, som hus, stol, seng, hund og alt hvad der ellers omgiver os. Nej Silas har en forkærlighed for de lidt længere og sammensatte ord. F.eks "udråbstegn", "stregkode", "håndklæde", "gravemaskine", "skruetrækker" og "urtepotte". Hvorfor gøre noget, der er let, hvis man kan blive udfordret af noget sværere......

Det er lidt som om, at gennembruddet til virkelig at få lyst og mod på at sige nye ord kom, da han pludselig begyndte at spørge til bogstaverne i nogle af sine pegebøger. Han pegede på bogstaverne og vi fortalte hvilket bogstav, det var. De små korte lyde, som bogstaver har, gentog han, og det fik ham ligesom til at sige flere og flere nye ord, og det utroligste er, at han husker også nogen af bogstaverne, som han uopfordret sidder og "læser" op.

På klippet nedenfor har han fået "læst"/stavet ordet mindre end 10 gange.

Udover bogstaver, så har tallene også fået hans store interesse. Han genner dagligt os forældre op til køkkenuret for, at en af os kan sige tallene sammen med ham. Det har stået på i en uges tid nu, og her til aften sagde han alle 12 tal i rigtig rækkefølge, når vi pegede på dem. Han er så vild med den leg, at vi altså afslår den mere end vi siger ja, for ellers kunne vi da nok stå en halv time ved det ur hver dag. Silas har tydeligvis en stor interesse for at lære, og alt tyder da også på, at han har fint "omløb i hovedet". Heldigvis, for vi aner jo ikke rigtig, hvor dårlig han har været til at optage ilt, mens han døjede med alt sit infektionshalløj (da lægerne mente, at han bare havde astma.... som jo altså var lungeinfektioner ifm Cystisk Fibrose). Man kunne jo godt frygte, at han kunne have taget skade...

Silas er absolut stærkest i de mere stillesiddende dicipliner. Han er ikke den store luftakrobat, der skal eksperimentere med sine fysiske grænser. Om det så er arv (det er jo klart fra FarMan så....) eller et resultat af, at han ikke har haft fysisk overskud til at udvikle sig på det fysiske og grovmotoriske område, ved vi så ikke.

Et par korte kurser med Ninja

2011-01-28T22:56:00.000+01:00

I søndags var jeg på to små to-timers kurser ved Gitte Hoffmeister. Det var et par kurser, hvor Ninja sagtens kunne deltage, dog var jeg lidt spændt på, om hun kunne holde til de to lektioner lige efter hinanden.

Første kursus var hvalpeagility, hvor vi fik forskellige træningsfif og inspiration til videre træning. Der var bl.a andet noget flat-/circlework,en mølle, hvor hundene selv skulle søge frem mellem springstøtterne, fremadsendelse, løbe over en flad feltforhindring evt. med tunnel lige efter. Det var jo (som forventet) bare grundindlæring og leg med få forhindringer. Det var rart med lidt inspiration til træning, man kan sysle lidt med sammen med sin unghund.

Ninja arbejdede rigtig godt, og jeg kom lidt til at føle, at det så ud, som om jeg havde skamtrænet hende. Hvilket jeg dog ikke har. Siden oktober har jeg gået på hvalpehold hos Sanne en gang om ugen (men har vel været forhindret 4-5 gange). Derudover har jeg max. trænet en gang om ugen hjemme. Men Ninja synes bare det er så dejligt at samarbejde og så synes jeg også, at hun er ret hurtig til at lære nye ting. De to faktorer er jo ikke uvæsentlige.

Ninja er klar til at arbejde...

Tips og tricks til agility.Det er altid sjovt at lege med tricks, og jeg kan da også slå mig selv i hovedet over at være så dårlig til at få det gjort, men det gode ved sådan nogle kurser er, at man får arbejdet lidt med nogle forskellige tricks og øvelser, så man også bliver mere motiveret for at færdiggøre noget, som man allerede er i gang med.

Vi arbejdede blandt andet med kropskontrol og muskeltræning blandt andet i form af at lære hunden at bakke op på en flade, som rejses til mere og mere lodret stilling. Hvis hunden bliver rigtig sej til det, så kan den stå på "hænder". Vi arbejdede med touch på musemåtte/låg, entusiasme på felterne samt cik/cap.

Imponerende nok så holdt Ninja til begge de to små kurser, selvom jeg godt kunne begynde at mærke, at hun havde lavet meget til sidst. Men det var fantastisk at se hendes små grå knokle afsted og selvom jeg egentlig synes, at jeg er god til at lade hende tænke sig, så synes jeg, at dagen lærte mig, at jeg skal lade hende tænke endnu mere selv, for dum er hun ikke.

En skønne dag blir det bare nat......

2011-01-28T00:06:00.000+01:00

Mange danske kunstner har "sagt" kloge ord i deres musik gennem årene. Henrik Hall fra Love Shop var ingen undtagelse. R.I.P!

En skønne dag
skal vi væk herfra
så kys min mund
mens du kan i dag

Love goes on forever
Love goes on forever
Love goes on forever
Love goes on forever

En skønne dag
tager vi bort herfra
så hold min hånd
mens du kan i dag

Love goes on forever
Love goes on forever
Love goes on forever
Love goes on forever

En skønne dag er det bare nat

Ja mon ikke teksten også bare taler for sig selv. Lev livet - en skønne dag skal vi væk herfra!

Kvalitetstid...

2011-01-22T19:38:00.002+01:00

Sådan et nymodens begreb, men hvad er kvalitetstid? Nogen gange har jeg en fornemmelse af, at folk beregner kvalitetsniveauet efter hvor mange penge "kvalitetstiden" har kostet.

Det er som en familietur til Tivoli har den højeste kvalitet = den bedste kvalitetstid. Sådan ser jeg ikke på det, og har aldrig set sådan på det. Synes faktisk nogen gange, at sådanne udflugter let kan ende i en fiasko, fordi forventningerne er skruet så højt op, og det hele er fyldt med fristelser, der har til formål at få familierne til at lægge flere penge.

For mig er kvalitetstid faktisk mest af alt at give sig tid til at gøre nogle ting uden at være spor fortravlet. Allerede der ved den læser, som kender mig og har kendt mig i mange år, at den slags kvalitetstid ikke hænger på træerne hos mig. Selvom jeg godt nok er blevet meget bedre til det og mere nærværende med årene, så har jeg (desværre stadig) en tendens til gerne at ville være flere steder på een gang.

Men formiddagen i dag bød da helt sikkert på noget kvalitetstid. Vi startede med at køre ind til byen for at fodre ænder i Damparken. Det blev så ikke så meget ænder, men måger i stedet for. De der måger var helt fantastiske luftakrobater. De greb brødet i luften, så enhver hund ville blive misundelig (se video nedenfor). Det lykkedes os da godt nok at få tyret lidt brød hen til de 4 ænder, som var omkring fodringsstedet, men det var ikke nogen let opgave at fodre ænder i dag.

Jeg vurderer, at vi havde ca. 50 boller for lidt med. Jeg var meget betaget af at fodre de der ænder, men Silas skulle da også have lov til at kaste lidt brød til fuglene.

Der var flere måger end ænder til at spise vores brød

På biblioteket låner vi ofte sprogkufferter. Det er kufferter, der er pakket omkring et tema. Der kan så være bøger, sangblade, spil og legetøj som vedrører temaet. Silas elsker at lege med dem. I det hele taget synes jeg, at folkebibliotekerne er et genialt (omend samfundsmæssigt ret dyrt) tilbud til os borgere. Haderslevs bibliotek er vel 6-7 år gammelt og ligger med udsigt ud over Dammen (som altså ikke bare er en lille vandpytte, som navnet ellers kunne minde en om). Silas hyggede sig helt vildt på biblioteket, hvor der var puslespil og legeaktiviteter.

Silas hygger på biblioteket

Vi sluttede byturen af med et cafébesøg med henholdsvis lækkert brunch og burger. Det smagte rigtig godt, og Silas var en rigtig sød dreng at have med på café. Det har vi erfaret tidligere. Han er generelt en ret stille dreng, der let kan slå sig til tåls med at sidde og nørkle med et eller andet. Da han havde spist den medbragte rugbrødsmad og drukket sin juice, fik han masser af tid til at gå med et lille spil på Henriks smartphone.

FarMan hygger med kæmpeburger og MiniMan med smartphone...

Hjemvendt fra byen blev Silas puttet til middagsluren, mens vi voksne satte lidt skik på huset ,og vi fik faktisk også selv en halv time på øjet. Inden mørke og tåge sænkede sig over os, så nåede jeg også lige 20 minutters træning med Ninja. Vi arbejede i dag lidt på den svære diciplin bagkryds på 3 forhindringer, der stod i mølleformation.

Så er det skisme da svært at få en dag, der er ret meget dejligere.......

Dagen efter en våd nat.........

2011-01-16T22:21:00.000+01:00

Nu er vinteren vist slut for denne gang, og næsten alt sneen er væk. Det fik vi at mærke i aftes/nat.

Jeg havde været nede og lukke hundene ind fra haven og efterfølgende har vi alle sammen siddet oppe i stuen og hygget os med TV og æbleskiver. Ca. 23.30 gik Tobias nedenunder, og på trappen stopper han og siger : "Mor der ligger altså vand hernede". Tror jeg sukker lidt indvendigt, da jeg svarer "Tror du ikke bare, at det er en hund, der er kommet til at tisse på gulvet". Dét tror, Tobias så ikke, og da vi kommer ned, så må vi da også give ham ret. Der står vand på det meste af gulvet i underetagen (gulvet er så skævt, så det heldigvis ikke står overalt) og op af yderdøren står der ca. 15 cm og "banker" på døren.

Billedet her er taget ud gennem hoveddøren

Den næste times tid går med at ringe til forsikringsselskabet, Falck og et firma, der har specialiseret sig i fugtteknik. Sidstnævnte dukker op, og sammen med Henrik får de styr på årsagen til den enorme oversvømmelse på vores grund.

Vandet løber som en flod gennem vores grund og rundt om hushjørnet

Der løb nærmest en flod gennem vores have. Der er en grøft langs vores grund op mod vejen. Den "fodres" med vand fra den modsatte side af vejen, men der kom langt mere vand fra den modsatte side af vejen, end "vores" (det er godt nok kommunens) grøft kunne håndtere. De fik lukket tilslutningen mellem de to grøfter, så vandet blev på den anden side af vejen og ikke mere skulle lægge vejen gennem vores have.

Fugtteknikfirmaet barrikaderede også yderdøren ud mod haven med træplade, sandsække og jord og afleverede en kraftig affugter. Nu hvor der var styr på vandet, så øsede og tørrede jeg ca. 150 liter vand op fra gulvet og glædede mig over, at vandet kun havde holdt sit indtog, hvor der er klinkegulv, så tæpper og møbler på drengeværelserne ikke havde lidt overlast.

Fodbad....

Klokken blev 4, før vi kom i seng, og da vi stod op i morges, var det meste af vandet udenfor væk og som timerne gik, så lignede det hele sig selv ude i haven. Henrik og jeg har dog følt os lidt tømmermandsplagede, som efter enhver anden våd nat, men det her var nu ikke så festligt, må man sige, men det er dog lykkedes os, at finde et par lyspunkter ved det meget vand:

1. Mulvarpene under agilitybanen formodes at være omkommet ved druknedøden - det håber jeg da!
2. Vi fik ryddet op på skoreolen og sorteret irrelevant fodtøj væk
3. Vi blev gjort opmærksom på tiltag, som vi bør overveje vedr. forhaven, når vi skal anlægge en ny

Vandet står op på sokkelen på forsiden af huset
- Jeg står med røven i vejret i gangen og tørrer vand op..

Det er jo en ret irriterende oplevelse, men vi skal vel ikke pibe over det, for mange andre steder i Verden eller i bare i Danmark har folk været meget værre ramt. Umiddelbart ser det ikke ud til, at vi har lidt de store skader og der er ingen døde (udover muldvarpene, som forhåbentlig alle er omkomne).

15 år er gået.....

2011-01-15T23:51:00.001+01:00

Siden jeg havde første arbejdsdag i det firma, som jeg stadig arbejder for. Imponerende, skræmmende eller hvad der nu kan dække det.

Jeg har dog ikke haft den samme stilling i alle 15 år, men har arbejdet med kundekontakt og/eller salg i alle årene. Tilmed har jeg heller ikke bare arbejdet i den samme afdeling, så jeg har da flyttet mig lidt siden den janaurdag i 1996 (alene årstallet ser oldnordisk ud.....)

Fordelen ved de mange år på bagen er jo, at man kender rigtig meget til organisationen og har det meste af ens arbejdsområde liggende på rygraden. Da jeg gennem mere end de sidste 10 år kun har arbejdet med salg til den offentlige sektor, så har udviklingen i vores samfund (og i særdeleshed i lovgivningen for offentlig indkøb) sørget for afvekslinger og udfordringer.

Nå jeg ville også bare lige dele min "standhaftighed" med jer......

Agility kursus

2011-01-10T21:55:00.000+01:00

I lørdags var jeg så heldig at få lov til at deltage i et agilitykursus med Ann Britt på Sannes Hundecenter. Da Ninja jo stadig er alt for ung og "uvidende" til sådan et kursus, så hentede jeg Echo hjem fra "aflastningsfamilien". Det var 10 uger siden, at vi havde set hinanden sidst, og han har heller ikke set skyggen af en agilitybane siden.

Så jeg havde ikke skyhøje forventninger til ham, må jeg indrømme. Jeg forventede dog godt, at han kunne huske hvordan man løber agility, men regnede nok med, at han hurtigt ville brænde ud. Men han holdt faktisk gejsten på alle 3 træningspas.

Vi var 3 ekvipager på hvert hold og startede med 45 minutter på første bane. Temaet på banen var blandt andet at finde frem til, hvilke forhindringer vores hunde ville foretrække. F.eks er det meget nyttigt, når dommeren har bygget en bane, hvor der ligger tunnel under en feltforhindring.

Bane 2 kom vi til efter 1½ times pause. Der skulle vi arbejde med slalom-indgange. For at hundene ikke skulle gå døde i at tage slalom mange gange i træk, så var den delt i 2. Dvs. først 4 pinde og så en kort tunnel og derefter 4 pinde igen. Det gav godt nok også ekstra skub i slalom, så det vil jeg klart tage til mig og bruge fremadrettet. Jeg føler mig overbevist om, at det også kan være med til at give fart og motivation i slalom generelt - og ikke bare noget man kan bruge for at "skåne" hundene, når man træner indgange intensivt.

Efter en frokostpause havde vi 1 times træning på en springbane, der var sat op i en boksopbygning. Der var temaet blandt andet afstande, serpentiner og at "hente bagsiden" af et spring.

Det var et godt kursus, der kom rundt om mange ting uden at det hele blev en stor pærevælling. Der var indbygget en del pauser, hvor der altid stod 2 af de små baner ledige, hvilket gav mulighed for at træne enten med sin "kursus-hund" eller en af sine andre hunde. Jeg fik leget lidt med Ninja i nogle pauserne. Ikke at hun kunne træne de ting, som vi havde lavet, men man kan lave meget med 6 springstøtter.

Der er altid noget at glæde sig til....

2011-01-07T21:26:00.000+01:00

Nogen gange hører man bare nogle guldkorn, som går rent ind. De fleste gange går de desværre kun rent ind for en kort periode, men overskriften til dette indlæg har nu siddet fast i et par måneder, så jeg tror og håber, at det er kommet for at blive.

Det stammer fra et indlæg som forstanderen på Tobias´ efterskole holdt engang i efteråret, hvor jeg var til forældreaften. Eller det vil sige, det stammer faktisk fra hans farmor, som levede efter disse ord, og som han sagde, så var hun et umådelig positivt menneske.

Ganske tit popper ordene op i hovedet på mig, og jeg scanner hurtigt lige aftaler, udsigter og planer i hovedet og finder lynhurtigt noget, som jeg ser frem til med forventningens glæde. Det behøver ikke at være stort. Dvs livet behøver ikke at være den rene elendighed, bare fordi man ikke lige har booket en rejse til Hawaii. Jeg kan nøjes med at glæde mig til næste gangs agilitytræning, weekendbesøg af Tobias, at samle puslespil med Silas eller besøg af en god veninde. Det giver bare så meget mere energi at fokusere på de positive ting i livet, og det er så ligegyldigt om de er store eller små.

Året der gik - 2010

2011-01-01T19:26:00.000+01:00

Endnu et år er gået. Og endnu en gang et år med bølgegang - op og ned! Jeg synes, at livet byder mig og min familie mange ting, som jeg egentlig gerne ville være foruden, men der er visse ting i livet, som man ikke selv vælger, og så må man bare prøve at få det bedste ud af det alligevel. Nogen gange lidt svært, men det plejer at lykkes at finde de positive ved de mest trælse ting. Den evne håber jeg fortsat at kunne bevare.

Beklager venner, men årets gennemgang vil indeholde en del om sygdom, så hvis I bare ikke magter at læse om det, så kan I med fordel scrolle ned til april måned og starte med at læse der. ....

Januar:

Familien var sammen i sommerhus på Lolland. Det var super hyggeligt, og der var meterhøje snedriver. Det blev til flere besøg i Lalandia, selvom Silas ikke var så begejstret for Lalandia, som jeg havde håbet (han er desværre en til tider ret reserveret dreng).

Sommerhuset i Rødby. Rammen om familiehygge

En uddannelseslæge i vores lægehus synes under et lægebesøg, at Silas´ mave er "forkert", og dermed starter et større udredningscirkus med mistanke om cøliaki/gluten intolerans

Februar:

Det her var vist frustrationens måned. Silas blev undersøgt og indlagt, men udskrevet igen uden nærmere afklaring. Den ene læge efter den anden gloede på den lille dreng, og han var til diskussion på den ene lægekonference efter den anden.

Bemærk de meget tydelige indtrækninger på halsen
Silas kunne næsten ikke få luft og gispede konstant efter vejret
(Det her er et af de billeder, der virkelig gør ondt LANGT ind i hjertet på mig!!)

Yderligere undersøgelser blev aflyst gang på gang pga dårlig vejrtrækning og/eller feber.

Først var jeg meget nedtrykt over blodprøvesvar, der tydede på cøliaki (i dag ville jeg give min højre arm for at bytte med hans diagnose ud med cøliaki), men ved nærmere undersøgelser troede lægerne ikke på, at det var cøliaki alligevel, og man ville undersøge ham for tilbagefald af den cellesygdom, som han fik konstateret i okt 08. Det var også meget belastende at tænke på, da det sikkert ville betyde kemokure igen.

Få dage efter havde en anden læge kigget på blodprøverne, og nu følte de sig alligevel sikre på, at det var cøliaki. Februar måned havde desværre intet andet indhold end frustrationer og ventetid. Selvom februar på dage er årets korteste på dage, så var det helt klart den længste for Henrik og mig.

Okay, der var nu alligevel et enkelt højdepunkt i februar. Vi var nemlig til Depeche Mode koncert. Jeg har været helt pjattet med Depeche Mode siden midten af firserne, og har oplevet dem live en håndfuld gange efterhånden.

Marts:
D. 11. marts skulle Silas have været indlagt på OUH (Odense Universitets Hospital) til en biopsi, der skulle fastslå, at han havde cøliaki, men få dage forinden, får han feber og er forkølet - og hiver meget efter vejret. Denne undersøgelse må så aflyses igen! - og vi opsøger egen læge for at få lyttet på lungerne. Hun indlægger os akut i Kolding, og der går 16 dage - og en tur til Skejby, før vi igen kommer hjem.

En meget afkræftet Silas. på 5. indlæggelsesdag - stadig uden diagnose
Denne dag var han helt apatiskog svær at få kontakt med.
Tragten som Henrik står med giver Silas ilt, da hans iltoptagelse var meget ringe

I Kolding bliver Silas bare dårligere og dårligere. Han er tydeligt afmagret, og taber på under en uge 500g, hvilket er meget, når man er meget tynd og kun vejer 7700 g. Mange læger kigger på Silas, og han er igen genstand for diskussioner på lægekonferencer med flittig korrespondance til OUH. Endelig kommer en læge, der straks ser, hvad ingen andre (og vi taler om MANGE læger) åbenbart har kunnet se. Hun er sikker på, at Silas har Cystisk Fibrose, hvilket vi afviser, fordi vi allerede har foreslået det for en læge på OUH, som blankt afviste den diagnose. Men efter nærmere undersøgelser (svedtest og gentest) viser det sig, at Silas faktisk har Cystisk Fibrose. Vi synes, det er en meget kedelig diagnose og forstår ikke lige, hvorfor Silas og vi skal være så uheldige. Men omvendt findes der mange andre langt kedeligere diagnoser.

Den rette behandling er igangsat
Gløden i øjnene vender tilbage

Vi overføres til Cystisk Fibrosecentret i Skejby, hvor vi er indlagt i 10 dage, dels for at Silas kan få IV-behandling med antibiotika og for, at vi kan lære om sygdommen og den fremtidige daglige behandling. Silas kommer faktisk meget hurtigt i bedre trivsel. Her er lige et link til et indlæg, der beskriver forandringerne på bare fire(!!) dage. Det er vildt!

April:
Egentlig skulle have været på rundrejse i USA i april, men pga Silas´ lange udredning og hans ustabile helbred må det aflyses, da vi ikke kunne tegne rejseforsikring på ham, men det var også godt det samme, for vi havde ikke energi til den lange rejse.

Det bliver i stedet for til en tur i sommerhus på Nordvestsjælland. Det var en utrolig dejlig uge, hvor familien endelig var samlet igen og kunne hygge sig sammen. Jeg nød det og tænker stadig tilbage på den skønne uge i sommerhuset.

Tobias og jeg spiller Wii

Det blev også til hele to kurser med henholdvis Johanna Allanach og Sarah Lorentzen. Det var rart at løbe lidt agility og tænke på noget andet end sygdom.

Henrik og jeg tog sidst på måneden på et lille ophold på Norsminde Kro . Bare for at være samme og hygge os - kun ham og mig. Da vi stod op om lørdagen var det en smuk forårsdag, og jeg fik mange gode fotominder med hjem fra vores tur på stranden.

Forår på Norsminde Strand

Det blev også i denne måned, at Echo debuterede i agilityklasserne efter en slutspurt for at få indlært vippen.

Maj:
Det var en dejlig måned fyldt med store og positive ting.

Det mest positive indslag i 2010 for mig var vist min dejlige Ninja, som flyttede hjem til mig i maj. Hun er sådan en fantastisk dejlig og mild hund, og jeg elsker at arbejde med hende. Jeg synes, at hun virker klog og omhyggelig. Hun er så blid og sød ved Silas, og så har jeg aldrig haft så lydløs en hund. Dejligt! Tusind tak til Sarah, fordi jeg fik lov til at købe denne skønne hvalp.

Lille Ninja

Der skete dog flere store ting i maj. Silas tog sine første skridt. Og af alle steder valgte han at tage dem i forhallen på Skejby Sygehus klokken halv elleve om aftenen. Underligt sted og tidspunkt. Nok var han lang tid om at lære at gå, men det forstår man godt. Jeg vil dog sige, at da han så endelig kunne, så var det også uden ret megen vaklen.

Det blev faktisk også til ikke mindre end 3 stævner, hvoraf de to af dem var 3-dages stævner. Det ene af stævnerne var Ribe Hundevenners pinsestævne, som jeg jo er medarrangør på. Hvordan fa´n fik jeg da tid til alt det i maj?!

Juni:
Det som jeg nok husker bedst fra juni måned er nok den campylobacter-infektion, som jeg fik med hjem fra et salgsmøde. Det var ikke "skidesjovt" skal jeg lige sige, og det tager noget tid at komme ovenpå efter sådan en omgang.

Samme infektion fik også ødelagt min ugekursus-planer i Ribe Hundevenner, hvilket jo plejer at være en af denne måneds store begivenheder.

Tobias fyldte 15 år, og sikke tiden flyver afsted. Når jeg kigger på billeder fra de sidste to år, så ser jeg en kæmpe forvandling fra en stor dreng til en ung mand.

Tobias 15 år

Tobias 13 år

Juli:
Sommerferie - juhu. Den første uge af ferien går med at male huset. Det er en større omgang. Heldigvis er Tobias også meget flittig med malerrullen, og huset er som forvandlet efter sådan en gang maling. Det var bestemt hele knokkelarbejdet værd.

Før

Delvist - efterbillede

Næste uge af vores ferie var vi afsted på Dansk Hundeferie i Nymindegab. Jeg deltog på klikkerholdet med Ninja. Ferien bød på hyggeligt samvær, og jeg har da også tilmeldt i 2011 og reserveret den samme gode og centrale plads til min lille familie.

Divas gåture under hundeferien foregik mest i barnevognen

Under hundeferien var begge mine gamle hunde lidt ustabile. Charlie tabte bagparten et par gange og dejsede halvvejs rundt. Han virkede meget påvirket af varmen. Diva var pludselig meget halt og ville slet ikke gå tur. Hun blev røntgenfotograferet og alt så fint ud. Så tid og smertestillende fik hende på rette køl igen. Jeg var en kort overgang ved at frygte for de to gamle hundes liv.

August:
Vi startede måneden med en tur til Jesperhus Resort, hvor hele familien camperede. Dejlig afslapning og en campingplads med masser af tilbud for store og små. Vi overvejer at vende tilbage i 2011.

Silas pløkker forteltet

En stor forandring var det i familien, da Tobias rejste afsted på efterskole. Sjovt at opleve, hvordan sådan et ophold hurtigt forandrer sådan en teenager. Tobias elsker at gå på efterskolen, og det er dejligt og høre om alle hans gode oplevelser deroppe.

En af årets store koncertoplevelser var U2 koncerten i Horsens. Det var første gang, jeg oplevede U2 live, og ved en tilfældighed fik min bror og jeg en plads på første parket i inner circle.

September:
Denne måned bød blandt andet på en tur i Legoland sammen med Foreningen Cancerramte Børn. Silas var helt vild med de landskaber og byer, der er bygget i Lego. Der kunne han gå i timevis.

Silas hilser på Lego-figurerne

Sidst på måneden rejste jeg sammen med Pia, Morten og Søster til VM i agility. Det var en superhyggelig tur, vi havde sammen, og vi fik også set masser af fed agility og virkelig i high-speed. Jeg synes bare, at især de der border collier havde et megavildt tempo.

Oktober:
Hele familien var på ferie i Prag. Det var bare en hygge og daske ferie i den iskolde hovedstad. Men det var især skønt at have en uge med teenageren i familien.

Ninja fik konstateret hårsækmider, og jeg kunne da næsten ikke tro, at jeg skulle have den sjældne "oplevelse" at have prøvet at have hårsækmider i min hundeflok hele to gange. Ninja fik straks et krads kemi-bad, og efter nogle uger, så blev det hårløse område langsomt dækket af hår igen. I dag er der et par hvide hår mellem de sorte på det område, men det ser i øvrigt fint ud.

November:
På månedens første dag var til fødselsdag hos Robin og Ian, som fejrede deres fødselsdag i Kattegatcentret. Som til så mange andre arrangementer på den her side af august, havde vi kun Silas med, men det var også sjovt at se, hvor meget han fik ud af de mange fisk. En hyggelig dag med familien Brigo og venner.

NM i agility blev afholdt i DK, og jeg synes da lige, at jeg ville køre derover og kigge på. Hvilket jeg faktisk fortrød, at jeg brugte tid og penge på. Det var skisme ikke noget særlig godt arrangement. Tidtagningsanlægget havde udfald fra tid til anden. Der var så ringe akustik, at man ikke kunne høre, hvad der blev sagt i højttalerne, og informationstavlen var så lille, at man ikke kunne se, hvad der stod. Så man kunne slet ikke følge med i tider eller placeringer.

November bød også på lidt hundearbejde. Jeg havde igen fornøjelsen af at deltage i et kursus, hvor Johanna var instruktør. Ninja viste bare supergode takter på dette kursus, hvor der var fokus på tricks og samarbejde. Jeg kunne næsten flyve hjem på Johannas mange rosende ord

December:
Jeg har holdt orlov fra mit job i dec (bortset fra nogle enkelte arbejdsdage med planlagte møder). Der var så mange ting, der skulle ordnes samtidig med jobbet. Rygtræning, tandlægebesøg, lægebesøg, møder og aftaler ift Silas. Jeg havde også drømt om overskudstid til mig selv og ekstra gøremål, men det blev der ikke meget af.

Vilstrup Kirke titter op bag den kolde grøftekant

Men jeg har forstået at nyde, at jeg ikke var tvunget ud på lange køreture i det fantastisk smukke vintervejr, som jeg har nydt. Hvor har det bare været flot. Her nytårsdag er næsten alt sneen desværre ved at være væk igen

En dejlig juleaften blev holdt sammen med Henriks familie, og juledagen sammen med mine forældre. Igår sagde vi farvel til 2010 og goddag og velkommen til 2011 hjemme fra Havvejen, hvor vi bare var os (to- og firbenede) samt vores Wii, som holdt os lidt igang.

Ja, det var så det år. Nu er der allerede hul på 2011, og jeg håber, at dette år bliver knapt så "udfordrende" som de foregående 4 år.
Godt nytår til alle mine bloglæsere. Det har været hyggeligt, når I lidt mere "hemmelige" læsere ind i mellem har givet jer til kende. Vi ses til flere blogindlæg i 2011.

Nytårsfortsæt....

2010-12-31T15:08:00.000+01:00

Nu er det tid til at kigge både frem og tilbage, og man evaluerer og tænker på, hvad man kunne gøre bedre og over alt det, som man ikke fik gjort.

Det er her nytårsfortsættene kommer ind i billedet. Jeg har aldrig gjort så meget i nytårsfortsæt, men det kan man vel ændre på? Først og fremmest er der vel den kedelige ting ved nytårsfortsæt, at de er ret nært beslægtede med "dårlig samvittighed". Enten har man dårlig samvittighed over noget, når man evaluerer året, der er gået, og skal rette op på det. Såsom: Jeg spiser for meget slik, jeg sidder for meget ved computeren, vi burde lave den der madplan HVER uge osv.....

Eller også kommer nytårfortsættene af en god idé man får eller et mål, man sætter sig: "I stedet for at høre latterlige radioprogrammer på P3 (er der flere dårlige programme tilbage på kanalen nu, hvor Huxi Bach, Karen Thisted og Camilla Jane Lea forlader P3), så vil jeg i stedet tage sprogkurser på CD (nogen der har prøvet det??) eller mine hund skal lære et nyt trick hver uge og Ninja skal iøvrigt være klar til landsholdsudtagelse (eller burde det snarere hedde landsholdsudvælgelse...??) i 2012. Eller den klassiske - "Jeg skal motionere mindst tre gange om uge i det kommende år."

Det er jo dømt til at gå galt sådan noget - Ups, så kommer den dårlige samvittighed inden januar er omme -eller måske inden uge 1 er omme.

Derfor vil jeg kun lave sikre nytårsfortsæt:
1: Jeg vil ikke anskaffe mig en kat (tænk hvis nogen overså "ikke")
2: Jeg vil drikke mindre end 1 kop kaffe om dagen
3: Jeg vil børste mine tænder hver dag

De holder - helt sikkert!! Hvad er dine nytårsfortsæt?

Julen 2010 - vores og andres......

2010-12-28T15:30:00.001+01:00

Julen har for mange mennesker været lidt kaotisk og måske ikke været afholdt som planlagt. Kong Vinter gav os i den grad hvid jul, og jeg har læst om familier, der var rejst til Bornholm for at fejre julen, og dermed endte på en kaserne eller en sportshal. Eller en familie, der var strandet i en engelsk lufthavn (rettere sagt indlogeret på et lufthavnshotel...). At læse ud fra avisernes artikler, så var det ih og åh så synd for de stakler. Til sidst var jeg ligefrem ved at brække mig over at læse om al den elendighed det kunne betyde ikke at være hjemme omkring sit eget juletræ og spise sin mors and og holde julen med Gerda, sådan ligesom man plejer..... Og nej jeg er ikke nogen julehader eller er ligeglad med julen. Jeg sætter bare tingene lidt i perspektiv. Hvis de skulle holde jul på intensiv afdelingen, så var det rigtig synd for dem!

Jeg er sikker på, at de fleste af dem havde en uforglemmelig jul på mange måder, og hvis de ellers gik til "opgaven" med åbent og positivt sind, så har den sikkert også været ganske fantastisk. Jeg hørte en kort reportage fra Bornholm i juledagene, hvor et af de børn, der var strandet på kasernen havde spurgt sin far, om ikke de også kunne booke en tur til næste år, for det havde bare været SÅ sjovt og hyggeligt.

Vi skulle også holde jul på en ny måde. Vi skulle holde jul hos Henriks forældre sammen med Henriks søster med mand og børn. Vi har altid holdt juleaften hos mine forældre, og jeg har en enkelt gang holdt jul hos en svigerfamilie, men Tobias har aldrig prøvet andet end min forældres jul. Nu er der nok heller ingen, der kunne finde på at kalde det en katastrofe, at skulle holde jul sammen med en anden gren af familien, og det var heller ikke sådan, vi tænkte.

Klar til julemad

Svigermor laver også lækker julemad, og her fik vi besøg af selveste julemanden. Nej, hvor fedt. Det kan jeg kun huske er sket, for 1.000 år siden, da jeg var barn, og jeg tror ikke, at det var hjemme hos mine forældre, at han dukkede op (min far plejer at "undskylde" sig med, at julemanden får sveden bagdelen af, når min far hele tiden fyrer i brændeovnen).

Silas mødte nu julemanden for 3. gang denne jul (til juletræsarrangement og i dagplejen), og han er nærmest klikkertrænet på julemanden kunne man se på ham. For han lyste helt op, da julemanden (Henriks søster - det var pay-back for alle de juleaftener, hvor Henrik har måtte trække i den mundering for sine små nevøer) trådte ind af terassedøren. Han vidste godt, at det betød pakker!

Silas krammer villigt Julemanden

Julemanden roder efter pakker til de søde børn....

Det var en rigtig dejlig juleaften, og sidst på aftenen kæmpede vi os ud på de glatte veje med kurs mod mine forældre, hvor vi skulle fejre 1. juledag med mine forældre, min bror og min yngste niece.

Ugens billede - uge 51

2010-12-27T01:21:00.001+01:00

Det smukke smukke vintervejr.

Billedet er fra en rasteplads på hovedvej 11 - ca. 30 minutters kørsel syd for Holstebro. Måske kender du rastepladsen?

Det var bare så fantastisk smukt at køre i det sneklædte landskab den dag - godt jeg havde kameraet med, selvom jeg ikke rigtig havde tid til at tage billeder.

Det har faktisk været helt svært at vælge et billede i denne uge, for der er mange smukke vinterlandskabsbilleder og ikke mindst julebilleder....

Driving home for Christmas.....

2010-12-25T15:58:00.000+01:00

Vores julehjemrejse startede ret tidligt d. 23. dec. Dagen før havde jeg haft et par kundebesøg i Varde og Holstebro og havde kørt gennem Vestjylland i det smukkeste landskab. Dog havde jeg noteret mig, at motorvejen ikke ligefrem var nogen fornøjelse at køre på. Den var nemlig lumsk og spejlglat - sort is!

Rydhave Slot klædt i hvidt

På den smukke tur, som blev afsluttet med en hyggelig juleafslutning på Rydhave Slots Ungdomsskole og afhentning af teenageren, hørte jeg naturligvis også radio og hørte der, at de gentagne gange opfordrede folk til at køre afsted på juleferie allerede d. 22. dec eller vente til selve juleaftensdag. Det lod sig bare ikke rigtig gøre for os, da jeg først var retur fra efterskolen kl 20.30.

Sidst på aftenen begyndte sneen at dale ned over Haderslev, og jeg besluttede at køre bilen op til vejen. Selvom der kun er 50 meter fra huset og op til vejen, så ved vi, at der godt kan komme nogle trælse driver, når det fyger.

Da vi stod op næste morgen, kunne jeg da også erfare, at det havde været en ganske klog beslutning, for der lå en íkke helt usynlig snedrive.

Billede fra huset og op mod vejen
- "Dejlig" snedrive i højre side af billedet

Vores juletur startede med et kontrolbesøg med Silas på Skejby. Turen plejer at tage 1½ times tid, og vi havde sat 3 timer af til turen, og det holdt da nogenlunde stik, men turen var aldeles rædselsfuld. Motorvejen var meget anstrengende og glat at køre på, og jeg glædede mig helt vildt til turen ville være overstået. Dertil skal siges, at jeg ikke ligefrem betegner mig selv som trafiksart, da jeg normaltvis kører ca. 60.000 km om året i både sne og slud, men jeg ville utrolig gerne nå frem i sikkerhed, og jeg følte mig alt andet end sikker på motorvej E45.

En tætpakket bil (hunde i bunden og bagage øverst)

Der var også trængsel på bagsædet

Juleplanerne efter Skejby besøget var så at indlogere os hos mine forældre på Djursland og juleaftensdag køre ned til Henriks forældre i Horsens. Derved sparede vi en tur til det meget snedækkede Sønderjylland, hvor man direkte beskrev vores område (ret specifikt egnen Diernæs/Sønderballe), som nærmest ufremkommeligt.

Og slutteligt kan jeg lige tilføje, at professoren på Skejby var meget imponeret over Silas´ vækstkurve. Han har igen taget på og er vokset. 11,75 kg og 83,2 cm. Hans vækstkurve er meget stejl og hvis han følger den, så skulle han ramme 100 cm, når han fylder 3 år.

Glædelig jul til alle mine bloglæsere

2010-12-23T15:56:00.002+01:00

Hermed ønskes alle mine bloglæsere en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

Årets julekort - kreeret af Damborg-Graphic

Ugens billede - uge 50

2010-12-22T23:27:00.000+01:00

Jeg elsker det hvide landskab, og der er da også fordele ved det, når man bor langt ude på landet, som vi gør. For vores veje er absolut nedprioriteret, så her er med garanti ikke ryddet/saltet ret godt.

Så derfor tog jeg Silas og bobslæden med ud på en lille luftetur. Silas var dog ikke helt tilfreds med at gøre holdt for at få taget dette vinterbillede. Det er jo også lidt kedeligt bare at sidde stille på en bobslæde, der ikke "kører"

Weekend julehygge

2010-12-20T16:21:00.000+01:00

Nu nærmer julen sig med hastige skridt. Men jeg føler mig klar til julen, men da vi jo heller ikke skal holde julen selv, så kræver det jo knap så mange forberedelser.

Alle gaverne er i hus for mit eget vedkommende, og jeg håber, at alle bliver glade for deres gaver. Ellers må de jo afsted ud i bytteræset.

Tobias var hjemme i weekenden, og vi havde aftalt, at vi skulle lave konfekt sammen. Det startede dog med lidt modvind, da den marcipan vi skulle bruge havde været i fryseren, og det lykkedes aldrig at få den til at blive til noget, man kunne lave konfekt af, (den hang slet ikke sammen og var våd) så vi måtte afsted ud at handle, inden vi rigtig kunne komme igang, og vi var nødt til at køre til 3 butikker, før jeg fandt marcipan i det "rigtige" mærke (når jeg nu skal stå og svede med håndlavet konfekt, så gider jeg ikke at bruge skod-marcipan)

Vel hjemme med det rigtige mærke stod Tobias og kiggede på, at jeg fik arbejdet flormelis ind i det her råmarcipan (det er rart med lidt kvalitetskontrol), mens han rodede efter musik på sin pc, som stod på køkkenbordet. Jo, jo fint skal det være med musik til arbejdet - og jo jeg fik skam hørt nymodens julemusik. Tobias skulle så igang med at lave marcipan/nougat kugler med chokoladeovertræk, men havde travlt med at stå og jongelere med sin marcipanklump, som kort tid efter lander på gulvet. Dybt suk fra mig, der har stået og æltet i marcipanen og nu kan smide den ud (gider nemlig ikke marcipankonfekt med hårfyld). Men en hjerneforsker har i et foredrag fortalt, at teenagere faktisk bliver klodsede, og det kan de ikke gøre for........ (så jeg nøjedes med at sukke og rulle lidt med øjnene, mens jeg bandede indvendigt #%&#¤!!^¨)

Lidt af godterne - fyldte chokolader til venstre,
en marcipan/nougat-træstamme i midten
på fløjen til højre kokos/kakao marcipan snitter

Men trods lidt vanskeligheder, så var det da hyggeligt at lave konfekt sammen med min store dreng - og ikke mindst hyggeligt med selskab til arbejdet.Og som man kan se på billedet ovenfor, så fik vi da også lavet lidt.

Lørdag aften var Henrik, Tobias og jeg i biffen for at se "Klovn". Hold kæft, hvor var den pinlig pinlig pinlig...... Har faktisk tænkt på, at hvis Frank Hvam og moren fra "Max Pinlig" fik børn sammen, så ville det tangere til vanrøgt for deres børn. Sjov film, hvor tiden bare fløj afsted og lattermusklerne blev rørt, samtidig med at man hovedrystende sad og sagde "nej-nej-nej"

Ugens billede - uge 49

2010-12-13T23:35:00.000+01:00

I mandags lå der en skøn dyne af sne over Haderslev og omegn (som i resten af landet). Det var bare så smukt, og solen skinnede og det blev til en dejlig tur ud i landskabet, hvor kamera og hunde blev luftet.

Charlie er ikke den af mine hunde, som normalt gør sig bedst på billeder. Ofte ligner han sådan en som har fået en hammer i panden, når man skal tage billeder af ham, så derfor jeg lige dele et Charlie-billede med jer, hvor jeg synes, at han ser sød og dejlig ud (hvilket han også er). Udtrykket kan måske virke lidt sørmodigt, men han står bare og kigger efter noget i horisonten bag ham. Jeg kan godt lide vinterlyset, som falder ned i nakken på ham.

Man er jo ikke 15 mere

2010-12-12T23:21:00.000+01:00

Puha, jeg er da faktisk en anelse træt her til aften. I aftes var der elevfest for eleverne på Rydhave Slots Ungdomsskole. Det er ikke en fest, som skolen har noget med at gøre. Den er arrangeret af eleverne selv og holdes heller ikke på skolens område. De elever, som vil deltage i sådan en fest har adgang forbudt på efterskolen hele weekenden. Grunden dertil er alkohol.

Det har været forbudt for Tobias indtil nu, da jeg ikke synes, at "børn" og alkohol hører sammen. Men på et tidspunkt så må man jo give lidt slip og håbe, at man har fået proppet fornuft ind i de små hoveder.

For at elevfesterne ikke løber helt løbsk, så plejer der også at være nogle forældre til stede. Så jeg havde meldt mig som "vagt" ved denne fest. Festen skulle holdes i Grønhøj ved Spjald i det meget mørke Vestjylland. Det betød jo lige 2 timers kørsel derhen -og to timer hjem igen i nat. Så klokken var tæt på 06, før jeg kom i seng i morges.

Festen startede kl 21, og deltagerne kom sådan lidt i klumper de første 1½ time. De var glade men virkede ret fornuftige. Dog virkede pigernes påklædning måske knap så fornuftigt. F.eks havde en af pigerne en kjole på, der var så kort, at vi forældre var ved at forveksle den med en lidt for lang badedragt. Det er altså ikke så fikst, når man kan se trusserne, selvom personen står oprejst.

De første par timer var rimelig rolige. De unge mennesker var total glade i låget, men på daværende tidspunkt rimelig under kontrol. Mellem kl. 23-00 faldt de "på stribe", og forældrenes vagtstue blev forvandlet til en samarit-stue med en lille håndfuld fordrukne teenagere, der enten småsov og kastede op, mens de ventede på afhentning eller snarlig bedring. Andre kunne da nøjes med at knække sig i hegnet udenfor og lod sig ikke mærke yderligere med det. Og ja, jeg kunne ikke lide det, men jeg er da hellere ikke ældre end, at jeg faktisk også godt kunne huske dengang, da jeg selv var ung.

Det endte med at der konsekvent måtte stå en voksen i baren og holde øje med udskænkningen, så alkohol-indtaget kom lidt under kontrol. Hvilket også hjalp på det. Udover dem, som blev syge, så var det jo en fornøjelse at se de unge holde fest. De dansede, snakkede, grinte og drak (uden at det var en drikkekonkurrence). Man blev faktisk rigtig glad af at stå op betragte dem. Vi oplevede også, at de unge mennesker virkelig tog sig af hinanden, og at de var trygge ved, at vi voksne var til stede. Vores opgave var jo heller ikke at overvåge og ødelægge festen.

Der var 90 elever, og der var kun 5 voksne til stede. Det var forældre til 4 af eleverne. De fleste forældre bor indenfor en radius af 45 minutters kørsel til skolen, så det burde jo ikke være en umulig opgave at troppe op til elevfesten, for 5 forældre var lige i underkanten til den store flok, hvis man både skulle være ude og inde. Jeg ved så også godt, at nogle af eleverne ikke ønsker, at deres forældre skal være vagter ved festerne, men jeg er temmelig overrasket over, at så få forældre tilsyneladende ønsker at tage ansvar ift deres unge mennesker og deres kammerater. Vi oplevede desværre også, at vi brugte 1½ time på at ringe et forældrepar til en meget utilpas pige op. Vi havde flere numre, men der var ingen, der svarede. Det var ret frustrerende, og jeg er overrasket over, at forældre kan virke så ligeglade med deres unge mennesker, når de bevæger sig ud på lidt gyngende og eksperimenterende grund, at de ikke engang sørger for at være tilgængelige.

Jeg synes, det er svært, når ens børn får den alder, hvor man er nødt til at give lidt slip og håbe på, at man har givet dem den balast, som de har brug for, og at de også bruger den, når de skal gøre deres erfaringer her i livet. Min egen Tobias var i øvrigt en glad og munter ung mand, der havde fået lidt indenfor vesten, men bare havde en glad fest på samme måde som 90% af de andre.

Følelsen af andres smerte

2010-12-08T21:21:00.000+01:00

Det er bare skønt med orlov. Sikke mange løse ender, som jeg har fået hanket op i, og der er stadig masser af andre at gå i kast med.

I dag havde Silas og jeg hyggedag, hvor vi sov længe (til efter kl 8) og bare tog den med ro. Sidst på formiddagen kørte vi til Hjordkær og besøgte Isabella, der er ca 3 uger gammel. Isabellas forældre er nogle af de gode venner, som vi har lært at kende gennem børnekræftafdelingen på OUH, og vi ses af og til. Det har altid været dejligt at kunne snakke sammen, og vi har jo prøvet nogle af de samme ting og haft de samme bekymringer og problemer. Det er så rart at kunne dele med andre og få vished for at ens tanker og følelser er normale ift vores situationer. Det forstår kun ligesindede.

Mens jeg sidder dernede ringer min mobiltlf. Jeg tjekker lige nummeret, og det er "blokeret" nummer. Så er det 80% af gangene CF-centret på Skejby, der ringer, så et blokeret opkald på min private mobil får mig mere eller mindre til at smide alt, hvad jeg har i hænderne (så hvis Tobias har sat sin mobil på "skjul nummer", når han ringer til mig, så bliver jeg lidt stram), så derfor besvarede jeg også dette opkald.

Det var da også CF centret, der ringede og spurgte, om vi ville være kontaktforældre for et andet forældrepar i det sønderjyske, hvis lille dreng også havde fået konstateret cystisk fibrose. Jeg var selv meget overrasket over min reaktion over denne opringning. Jeg blev meget berørt, men fik da strammet ballerne og talte færdig med sygeplejersken fra Skejby, men mine venner kunne tydeligt se, at jeg blev påvirket af samtalen, og de blev også urolige. Da jeg havde lagt på, så tudede jeg bare. For bare tanken om denne lille dreng og hans fortvivlede forældre, gjorde mig så ked af det. Jeg var faktisk selv lidt overrasket over denne reaktion.

Så det var rart, da Jane trøstende lagde armen om mig og sagde til mig, at det var helt naturligt. Hver gang hun hører om et barn med samme sygdom, som hendes lille pige eller et af børnene fra afdelingen, der får tilbagefald, så græder hun også.......

Til slut: Jeg sagde ja til, at vi ville være kontaktforældre til dette forældrepar, fordi jeg ved, hvor vigtigt det er - for især "nye", at man kan tale med folk, som står i samme eller har stået i samme situation.

Barselsorlov

2010-12-06T22:45:00.000+01:00

Det er bare lige det, som jeg trænger til. Pga. Silas sygdomsforløb har jeg masser af ubrugt barsel. Helt præcist 34 uger. Derfor har jeg aftalt med min chef, at jeg holder orlov resten af december. Der er rimelig ro på job-fronten lige nu, og jeg synes hele tiden, der er flere ting, som ikke sorterer ind under min arbejdsgivers interesser, som stjæler min tid.

F.eks i dag, hvor jeg startede med tandlægebesøg fra morgenstunden. I eftermiddags kom sundhedsplejersken på besøg. Vores faste sundhedsplejerske er desværre sygemeldt, så hende, der kom i dag tænkte, at nu hvor Silas var blevet to, så kunne de nok afslutte ham i deres regi. Tidligere i dag var jeg blevet ringet op af talepædagogen (PPR), der gerne ville have et møde med os vedr. Silas og børnehave, da de gerne ville sikre sig, at han får det rigtige tilbud, da han nok er lidt sart ift store institutioner og meget larm. Vi vil i hvert fald gerne have, at han venter med at komme i børnehave til, han er fyldt 3 år (i Haderslev Kommune ryger de i børnehave, når de er 2 år og 10 måneder). For så kan det jo være, at han er lidt mere robust og selvsikker. Jeg er spændt på, hvad PPR har at tilbyde ham, for jeg havde umiddelbart forestillet mig, at han skulle gå i landsbyens lille børnehave med 35 børn. Og for os forældre er det vigtigt, at han lever et normalt liv, som alle andre børn, så han ikke føler sig mere syg eller anderledes end alle mulige andre børn.

Silas samler puslespil

Så Silas blev ikke afsluttet hos sundhedsplejen i dag. De ville gerne være med inde over PPR´s vurdering og anbefaling. Jeg bliver altid lidt ked af det, når jeg på denne her måde mindes om, at Silas er bagefter ift jævnaldrende, men jeg er naturligvis meget taknemmelig for, at der ydes en indsats for at hjælpe ham på rette vej, så han kan indhente det, som han er kommet bagud, mens han var syg og afkræftet.

Men så bliver der da lige skubbet et møde mere ind i programmet, og så er det da heldigt, at jeg har orlov, så det kan klares nu, hvor det ikke griber ind over min arbejdstid.

Imorgen tidlig står den så på rygtræning på kommunens træningscenter, da en MR scanning i sommers viste, at mine rygsmerter ikke bare kom ud af det blå. Efter at have forsøgt at hænge i træningsforløbet til genoptræning, så kan jeg da også mærke, at jeg med fokus på muskulaturet har det meget bedre i ryggen. Jeg glæder mig nu over at kunne deltage fuldt ud på holdet resten af dec, hvorefter jeg regner med at blive overladt til "selvtræning" (Åh, så skal jeg lige finde noget diciplin et sted).

Imorgen eftermiddag skal jeg til fysioterapeut.

Onsdag skal jeg vist bare hygge sammen med MiniMan. Det bliver også dejligt! Der er nok basis for en lille slædetur i dette fantastiske vintervejr.

Torsdag skal jeg på arbejde (så gemmer jeg lige orlovsdagen til det nye år), da jeg har et møde der, som er blevet flyttet mange gange efterhånden, og det skal bare ikke flyttes mere nu.

Fredag henter jeg Tobias på efterskolen. Han har ikke været hjemme siden uge 42, så vi glæder os alle til, at han kommer hjem igen, og han har endda indrømmet, at han savner os lidt (det er teenagere vist ellers ikke meget for at indrømme)

Ugens billede - uge 48

2010-12-05T22:37:00.000+01:00

Det er blevet vinter i Danmark, men der er faktisk ikke kommet ret meget sne her i Haderslev, men de sidste par dage, har vi været hos mine forældre, som bor på Djursland - og der har man da sne!

Landskabet er bare så flot, at jeg nærmest kunne få "bobler" i maven af fryd.

Echo 4 år

2010-11-30T23:14:00.000+01:00

I dag fylder Echo 4 år. Jeg husker tydeligt den turbulente dag, hvor jeg fik beskeden om, at Twix havde født 5 drenge ved kejsersnit, men havde bidt den ene hvalp ihjel - og kuperet lidt af et øre på en af de andre. Jeg havde bare drømt om en hvalp af denne kombination i flere år, og jeg ofrede så meget for, at det skulle lykkes. Både før og efter at hvalpene blev født.

Jeg fandt en amme til de to af hvalpene. Den ene var Echo. Jeg besøgte ham mindst en gang om ugen på Als, og ventede på, at han skulle blive 8 uger, så jeg endelig kunne få min drømmehund....

Meget er sket siden. Og som de fleste nok ved, så bor Echo jo ikke hos os mere, men har en "aflastningsfamilie" en halv times kørsel herfra. Jeg kan hente ham til træning og stævne, men ellers passer familien Eriksen ham, og har ham som var det deres egen hund. De elsker ham overalt på jorden ,og han bliver nusset og pusset - og han er det, som han allerhelst vil være : Den vigtigste i hele verden! - i hvert fald i Familien Eriksens verden.

Som jeg sidder og skriver dette, så bliver jeg faktisk også lidt ked af det, men jeg ved, at det her er den allerbedste løsning for os alle. Echo har en dejlig familie i Familien Eriksen, og han skal ikke forholde sig til en flok med andre hunde, hvilket jeg har observeret godt kan være lidt anstrengende for ham.

Men bedst af alt, så er der ingen små børn, som klynker eller græder. For det fungerer bare slet ikke for Echo. I weekenden havde Familien Eriksen besøg af en familie med en lille baby, og da den lille begyndte at klynke, startede Echo med at skrige (præcis som herhjemme, når Silas græder). Så det er jo ikke bare Silas, der tricker ham, men barnegråd i det hele taget.

Lige præcis den del af Echos personlighed gjorde det meget svært at bo sammen med ham. Der er faktisk gået rigtig rigtig mange måneder efter, at Echo flyttede, før jeg kunne slappe af, når Silas græder eller klynker. Ellers har det hele tiden siddet i mig, at når Silas startede, så ville det næste være Echos "sirene", som er en lyd, der skærer gennem marv og ben.

En hundeveninde, der ellers er meget meget tolerant ift hunde var på besøg en dag, mens Echo var her og oplevede seancen, der startede med lidt barnegråd, der ret hurtigt efter akkompagneredes af Echos skrigeri. Hendes resolutte kommentar var bare : "Nej det der kan man da ikke leve med..... Det kan jeg godt se!" Rart at få den tilkendegivelse.

Jeg har vænnet mig til, at han ikke er her. Og fordi han skaber så meget stress og uro i huset, når han er her, så henter jeg ham aldrig "for sjov". Der skal være stævne, træning eller kursus, så der ligesom er en mening med det. For jeg er ikke to sekunder i tvivl om, at Echo helst vil være hos Familien Eriksen, hvis det ikke er, fordi der er agility i farvandet.

1. søndag i advent

2010-11-29T19:42:00.001+01:00

Bare rolig eller glæd jer ikke for tidligt (det kommer an på ens forhold til julen). Der kommer nok ikke et indlæg om hver søndag i advent, for det der med julen går jeg ikke så højt op i. Men jeg synes, det er en hyggelig tid, og jeg nyder at være sammen med min familie.

Min lidt anderledes juledekoration

Men ellers dyrker jeg ikke julen. Jeg bager ikke julekager (jeg bager faktisk ret sjældent noget som helst), og jeg bliver ikke i bedre julehumør af at høre julemusik. Mit hjem er ikke hængt til i nisser og juletingel-tangel. Sandheden er, at jeg er lidt af et rodehoved, og julepynt bidrager nok mere til rod end til hygge i vores hjem.
Meeen jeg kan rigtig godt lide levende lys og juledekorationer. Jeg kan godt lide æbleskiver og gløgg, men julefrokoster med snaps og fulde mennesker (mest sidstnævnte) siger mig intet, og jeg melder som regel fra. Så ved mine bloglæsere nogenlunde, hvordan jeg har det med julen.

Bofællesskabet Fælleshave i julelys

Jeg boede i bofællesskab sammen med 15 andre familier fra 2000-2007, og den bedste tradition vi havde der, var klart "julestuen". Det er altid første søndag i advent, og der pyntes fælleshuset op, og man kan hver især lave dekorationer og adventskranse. Efter et par timers fletten, klippen og klistren så serveres der hjemmelavet gløgg og opvarmede æbleskiver. Selvom vi flyttede for tre år siden, så "snyder" jeg mig alligevel med, hvis det kan lade sig gøre.

Julehygge i fælleshuset

Jeg nyder at være gæst i mit gamle "hjem" og gense mine gamle bofæller. Silas, Henrik og jeg var afsted igår, og mens Silas og Henrik ikke var helt så juleproduktive,så fik jeg da kreeret en adventsdekoration og en juledekoration.

Min adventsdekoration

En lidt mere ordinær juledekoration

Nå ja, og for at det ikke skal være løgn, så har jeg jo glemt at nævne en af mine julerier. Jeg deltager jo en pakkekalender med et par kortpiger. Jeg har sendt 6 pakker til 4 andre kortpiger, og modtager så 24 pakker med div. kortmaterialer. Dem glæder jeg mig da meget til at åbne og se, hvad jeg kan få ud af.

Plejer forresten at blogge hver dag i dec. på min kortblog, men de første dage i dec. er besat af aktiviteter "ude", som ikke lige indbefatter kortmageri, så vi når nok hen til d. 5. dec, før der kommer et blogindlæg på den blog i dec.

Ugens billede - uge 47

2010-11-28T21:02:00.003+01:00

Det er nu også blevet lidt vinter i Sønderjylland, men slet ikke sådan, som det ses mange andre steder i landet.

Vilstrup Kirke

Her til morgen kørte jeg de 10 km ind til bageren efter morgenbrød. Det er ellers ikke tit, at vi gider at køre helt derind efter morgenbrød, men nu var vi også ved at løbe tør for rugbrød, og her er det ikke kun MiniMan, der er kræsen. Jeg spiser helst også kun rugbrød fra "Lagkagehuset". På vejen hjem fangede mit blik så lige vores kirke badet i en flot , og lidt diskret, vinter-solopgang.